Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - FILM

3. december 2004


Polarekspressen
*Den prædiker de rigtige værdier – ægte juleglæde kommer fra hjertet – men bruger 90 minutter på at vise, at bare det går stærkt og er en smule farligt, så er det også vildt sjovt og hyggeligt. Det er Robert Zemeckis, der står bag det larmende, computeranimerede eventyr, der måske er en teknologisk landvinding, men som lige så godt kunne have været en live action-film med masser af special effects. Alt ser så kunstigt ud, at man aldrig for alvor lever med i historien om drengen, der er ved at miste troen på Julemanden og derfor inviteres med ombord på Polarekspressen med retning mod et Nordpolen, der mest minder om en by i Harzen. CMC

Polarekspressen. Instr: Robert Zemeckis. Manus.: William Broyles jr. og Robert Zemeckis. Amr. (En hulens bunke biografer landet over)

The Forgotten
*Den altid seværdige Julianne Moore spiller hovedrollen i dette psykoligiske drama, der hurtigt og ganske utroværdigt forvandler sig til en film om børn bortført af aliens som led i et mystisk eksperiment, der også involverer den amerikanske regering. Der er nogle gode chok i The Forgotten, som er signeret af thriller-instruktøren Joseph Ruben, og Moore bakkes godt op af Dominic West, Gary Sinise og Anthony Edwards. Men historien hører egentlig hjemme i en tv-serie, og dramaet folder sig aldrig for alvor ud. Måske fordi Ruben ikke er sikker på, hvad det er for en film, han vil lave. CMC

The Forgotten. Instr.: Joseph Ruben. Manus.: Gerald DiPego. Amerikansk (CinemaxX og Palads i København og en række biografer i provinsen)

American High
*Ugens positive overraskelse er en fjollet ungdomskomedie, der er flere længder bedre end mange andre nyere i genren. To voksne slackers, Harold (John Cho) og Kumar (Kal Penn), får ædeflip efter at have fyret den fede og beslutter, at kun burgere fra White Castle vil kunne stille deres sult. Desværre er der langt til den nærmeste filial, og turen udvikler sig til et underholdende mareridt af ulykker for parret. Filmen virker, fordi Harold og Kumar er bedre begavet end gennemsnittet – og fordi den har noget at sige om alvorlige emner som racisme, uddannelse og det at tro på sig selv. CMC

American High. Instr.: Danny Leiner. Manus.: Jon Hurwitz og Hayden Schlossberg. Amr. (Palads, Kbh. og en håndfuld biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu