Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

31. december 2004


Zeitgeist 2004
Det var kun delvist rigtigt, da man i 1980’erne hævdede:
Alting var i fjernsynet i går. Men det er ganske rigtigt, når teknofetichister i dag hævder, at internettet afspejler hele den globale bevidsthed.
Derfor er tidsånden naturligvis at finde hos den mest populære søgemaskine: www. google.com/zeitgeist. Her kan man se hvad verden tænkte på i 2004. Verden tænkte i prioriteret rækkefølge på: Britney Spears (nøgenmodel), Paris Hilton (velhavende nøgenmodel), Christina Aguilera (syngende nøgenmodel) og Pamela Anderson (nøgenmodel). På 9. pladsen finder man Harry Potter og på 10. pladsen forkortelsen mp3. Danskerne er ikke helt så optaget af det seksuelle som de andre i den globale landsby. Danskerne søgte i 2004 på ’biler’, ’hunde’, ’pokemon’, ’tv2’, ’dmi’, ’dba’, ’fodbold’, ’ekstrabladet’, ’dsb’ og på en overraskende 10. plads: ’peter plys’ /nt

Katastrofebilleder søges
Tv-stationer verden over mangler den helt rigtige katastrofeoptagelse af tsunamier. Store medieselskaber som CNN, Fox News og MSNBC har derfor placeret repræsentanter i de amerikanske lufthavne for at opsnappe turisterne efterhånden som de vender hjem. Målet er at kapre de rigtige amatørvideoer, skriver Ekstra Bladet. Nyhedschef for AP Television News, Sandy MacIntyre, bekræfter overfor New York Post, at der er meget at komme efter: »Der mangler stadig den ultimative videooptagelse. Videoen af vandvæggen.« /nt

DR opruster kulturdækningen
Danmarks Radio opprioriterer til næste år kulturstoffet på begge stationens tv-kanaler. På DR1 vil seerne kunne opleve flere transmissioner fra Det Kongelige Teater i den bedste sendetid, da en ny aftale med teatret betyder mellem fem og syv årlige forestillinger af teatrets repertoire. Derfor bliver det blandt andet muligt for seerne at følge åbningen af Operaen i København den 15. januar, operaen »Julius Cæsar« i foråret og teatrets gallaforestilling i anledning af H.C. Andersens 200-års fødselsdag. Desuden vil DR i nyhedsudsendelserne på begge kanaler opprioritere dækningen af kulturstoffet, lige som et nyt debatprogram om kultur ser dagens lys på DR2, der også vil sende temaaftener om tirsdagen med kulturstof cirka hver anden gang. Tv-direktør Lars Grarup understreger, at det ikke er DR’s ambition at være ‘fuldstændig finkulturel,’ men at stationen gerne vil være medvirkende til, at
eksempelvis Det Kongelige Teater, som alle danskere er med til at betale til, kom-
mer ud til seerne på en ny måde. /nt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her