Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

6. december 2004

Værdig afsked
Det var et slag for mange i september 2003 at miste sangskriveren Warren Zevon til kræften, men næppe helt så hårdt som for de mange af hans kollegaer, hvis kærlighed og respekt han vandt gennem en lang, ujævn og af personlige op – og nedture præget karriere. Og det var altså ikke hvem som helst, der beundrede denne Mr. Zevons kunnen – vi taler navne som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Steve Earle, Jackson Browne, Dwight Yoakam m.fl. Nu har de nævnte - og mange flere, fjorten i alt - samlet sig om at indspille hyldestpladen Enjoy Every Sandwich, hvor en række af Zevons mest elskede sange tages under kærlig og indforstået behandling.
Mange af bidragene matcher originalerne, ja Springsteen løfter faktisk sangen om »My Ride‘s Here« yderligere et niveau op i en rivravruskende flot liveversion, der lægger nye lag til sangen. Både Zevons søn, Jordan, (stor stemmelighed) og Dylans søn, Jakob, (med sin gruppe The Wallflowers) hylder fornemt med, men ellers er det mestendels jævnaldrende kollegaer, der er på banen. Ingen når dog Dylans fortolkning af »Mutineer«, som han får til at lyde som en af sine egne sange, men selv en randskikkelse som Billy Bob Thornton får det smukkest tænkelige ud af »The Wind«, mens Pixies i vanlig stil losser mås på »Ain’t That Pretty At All«. En værdig afsked med en sand original.
PS: Vil man høre the real thing, udsendtes der i 2002 en glimrende opsamling: Genius – The Best Of W Z. Tjek den ud. -lyn

Diverse Kunstnere: Enjoy Every Sandwich - The Songs Of Warren Zevon (Ryko/VME) www.warrenzevon.com

Åndeløs diskretion
Der findes musik af så intimt afdæmpet karakter, at det ingen chancer har for at trænge gennem nutidens buldrende mediebillede, der som bekendt intet overlader til fantasien; for hvorfor hviske, når man med blottede tænder, bare babser og et frygtindgydende mediebrøl kan slå folk i hovedet til de bare giver efter og segner? Det efterlader en stilfærdig nu-folkster som James Yorkston - i selskab med sit faste backingband The Athletes - alleryderst ude på sidelinjen, men der kan nu også være rart.
Yorkston stammer fra Fife, men bor i Edinburgh og flytter meget af den britiske folketradition med over i sit åndeløst diskrete, men også emotionelt slagkraftige udtryk. Han er åndsbeslægtet med folkies som fx Anne Briggs, John Martyn i det stille hjørne samt ikke mindst allestedsnærværende Nick Drake, hvis evne til totalt at underspille, lige meget hvor meget der måtte være på spil, har vist sig grumt stildannende. Yorkston backes (men sjældent på en gang) op af banjo, harmonika, lap steel, fløjte, violin, harmonium og akustisk guitar på et gribende album, der i dagenes susen nemt antager karakter af fast holdepunkt og nær ven. Rigtig smukt. -lyn

James Yorkston & The Athletes: Just Beyond The River (Domino/Playground) www.jamesyorkston.co.uk

Walisisk gakhop galore
Det er længe siden, at en så gakket omgang gudsbenådet drengerøvsfis som det walisiske hiphopensemble Goldie Lookin Chain er landet i undertegnedes cd-drev. Det er ikke meget mere substantielt end en papirclips, men til gengæld 12.000 gange sjovere. Det myldrer med begavet/bøvet vrøvl og en fuldstændig respektløs attitude til stort set alt, inklusive hiphop. Her slagtes hellige køer nok til at føde et dusin ulande, mens de mest bizarre samples lines op og misbruges på det groveste.
Med en stil, der ligger i området omkrimg Banjos Likørstue, Malk de Koijn og Drengene fra Angora er det ren hjernegymnastik for folk med hang til fniseurt og infantil humor. At gruppen allerede har haft et hit med den sigende titel »Your Mother’s Got A Penis« afslører, at der altså findes et publikum for befriende uhøjtidelig og fuldstændig stenet taberhumor. Pladen holder måske ikke til hundredvis af afspilninger, men kan passende kan findes frem sammen med bongen og ens gamle slidte Furry Freak Brothers-hæfter en regnvåd eftermiddag. -lyn

Goldie Lookin Chain: Greatest Hits (Atlantic/Warner) www.youknowsit.uk
Goldie Lookin Chain spiller på Loppen, den 11. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her