Læsetid: 5 min.

Overrumplet af tragedien

Drej øjnene ind på Effy – hende, der ikke fik James, fordi Sylfiden fløj afsted med ham. Hende, der skulle overleve uden ham
29. december 2004

Balletanalyse
Nej, Sylfiden handler ikke om nogen flodbølge. Men læs nu alligevel videre, for den handler om, hvordan det er at blive overrumplet af en tragedie – i løbet af den tid, det tager at danse en bryllupsdans.
Ballethistorikerne insisterer traditionelt set på, at Sylfiden’handler om James, der drømmer om en flyvende kvindeskikkelse. Tragedien er så, at han forlader sin bryllupsfest og følger efter sin fatale drøm. Men alt er jo et spørgsmål om vinkling. Og når Den Kgl. Ballets dansere i disse dage fortolker Bournonvilles gamle ballet fra 1836, så er det særligt birollerne, der rykker fortællingen. Ikke mindst rollen som Effy, James’ forlovede, der bliver svigtet til fordel for Sylfiden, men også rollen som Gurn, James’ rival, som går i alliance med heksen Madge og ender med at blive gift med Effy…
Nej, Den Kgl. Ballet udbasunerer ikke sine nye trumfkort. Det oplyses ikke engang, om Nikolaj Hübbe har været hjemme fra New York og strø nye tanker omkring sin 2003-produktion. Men på scenen viser danserne tegn på øget kunstnerisk frihed. Jeg vil derfor også tage mig den frihed at fokusere på en af de mest oversete roller i Sylfiden, nemlig Effy – hende, der ikke fik James, men som skulle overleve uden ham.

Piget-genert chok
Den Kgl. Ballet har hele tre forskellige danserinder i partiet som Effy. Den nyeste i rækken er Maria Bernholdt, der i mandags tryllebandt publikum med noget af det psykologisk mest troværdige og nyskabende skuespil længe set i en Bournonville-ballet. Hun var så ovenud lykkelig over at skulle giftes med James og stod der som den høje, lidt forsagte, rødhårede pige, aldeles piget-genert over venindernes prangende bryllupsgaver. Jovist, hun blev nervøs, da James pludselig blev væk fra hende under bryllupsdansen, men han skulle bare se på hende med et enkelt blik, så glemte hun sin bekymring. Forinden havde hun danset reel’en sammen med ham, så denne skotske dans med tåskub og hoveddrej gav ny mening: Hun blev ved med at stirre på ham, ind til han så på hende – først da drejede hun bly hovedet væk, lige et splitsekund efter takten.
Denne enorme forelskelse gjorde hendes efterfølgende katastrofe værre: Da James løb væk fra hende, gik hun i chok. Passivt og fjernstyret lod hun Gurn (en tvivler-snedig Morten Eggert) tage sin hånd, og da Gurn nok så fro vandrede afsted med hende mod deres nyarrangerede bryllupsfest, kiggede hun ikke engang på ham: Hun stirrede bare ned på sin hånd med den nye forlovelsesring, mens hun strittede med fingeren i følelseslammet afsky.

Skæbneaccept
Den 28-årige Maria Bernholdt (korpsdanser siden 1994) bygger dermed videre på tolkningerne af kompagniets to andre nuværende Effy’er, den 32-årige solist Tina Højlund og den 29-årige solist Diana Cuni (f. 1975). Tina Højlunds Effy var i lørdags en kvinde, der var langt mere sikker på sig selv. Lille og mørk-køn stod hun i den bryllupspyntede stue med sine berettigede krav til James. Hun blev synligt irriteret over, at James forlod dansen midt i det hele – og hun blev næsten lige så ærgerlig som fortvivlet, da hun forstod, at hendes liv med James ikke ville blive til noget. Da hun til sidst accepterede at gifte sig med Gurn, lod hun sine arme hænge slapt ned langs siden, da Gurn krammede hende. Men hun virkede samtidig som en, der alligevel ville få det ud af ægteskabet, som hun satte sig for.
Diana Cunis Effy var et helt tredje kvindeportræt. Hun virkede meget underdanig over for sin turbulente skæbne. Hun var først ivrig-stolt over at skulle giftes med James, men hun var også iøjnefaldende hurtig til at tro på heksens advarsel om, at hun ikke ville blive gift med James, men med Gurn (en vinder-stædig Nicolai Hansen). Hun så bekymret ned i sin hånd igen og igen, men også beroliget – som om hun fra spådommen fik den forklaring, som hun aldrig ville få fra James. Hendes krop var helt stiv, da Gurn omfavnede hende og traskede afsted med hende. Men hun gjorde ingen protest, accepterede blot sin skæbne.

Pejlemærker
Jovist er det ensidigt, sådan at anmelde Sylfiden ved kun at tale om Effy. Min pointe er imidlertid, at det er nødvendigt også at skubbe til nuancerne hos birollerne, hvis hovedrollerne skal funkle nuanceret nok. Og hvis vi skal diskutere Bournonville-arven ved 200-års festivalen til juni 2005 ud fra flere synsvinkler end dem, vi allerede svælgede i ved den første festival for Bournonvilles 100 års dødsdag i 1979.
Bournonville-arven er en levende tradition, fra den ene danser til den næste. Som instruktøren Nikolaj Hübbe har udtrykt det om pejlemærkerne i hans egen James-tolkning:
»Jeg har en Peter Martins i slutningen af festsoloen, jeg har en Henning Kronstam, når jeg løber ind, og en Arne Villumsen, når jeg er oppe i hjørnet. Jeg kan huske den måde, Arne vendte sig på, da han så sløret hos Heksen.
Jeg kan huske dét der fod-trin – da-daa. Det har jeg efterlignet, det er direkte tradition.«

Hemmeligheder
Nikolaj Hübbes instruktion varetages nu af Anne Marie Vessel Schlüter – og måske af andre (unavngivne) coaches, sådan som kompagniet har det for vane? Men balletten går så få gange, at de tre danserhold ikke får rimelig tid til at videreudvikle deres roller. Jamen, Sylfiden kan ikke sælge mere, forlyder det. Jamen, måske ville flere se balletten, hvis sløret blev løftet for de nyeste hemmeligheder.
Fra teatrets side er der alt for lidt fokus på danserne. Rollelisterne sættes først på nettet i sidste øjeblik, og teatrets marketingsafdeling afslører (principielt?) ikke specialviden om ballet, endsige tolkningspointer.
At Gudrun Bojesen og Thomas Lund i fredags bød på den mest magnetiske Sylfiden-James-fortolkning må altså foreløbig forblive en hemmelighed. Sammen med hemmeligheden om Mads Blangstrup og Caroline Cavallos dampende hede skovscene i lørdags – og den om Blangstrups rygknækkende dødsscene i mandags, hvor Silja Schandorff havde et sylfide-spillevende come-back (efter sin fodskade netop i Sylfiden for næsten et år siden). Mellem disse to kunne man tale om at dø af kærlighedssvigt.
Hvad Lis Jeppesens heks så bedrev fra sine lange hårtjavser, og hvilken magt Jette Buchwalds heks udstrålede fra en enkelt pegefinger – det er også historier, der må
fortælles en anden gang. På tidspunkter, hvor trangen til at forstå tragedier atter bølger.

amc@inforation.dk

*H.S. Løvenskiold. Scenografi: Mikael Melbye. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe (premiere 20.9. 2003) assisteret af Anne Marie Vessel Schlüter. Den Kgl. Ballet, Det Kgl. Kapel. Dirigent (med romantisk svulmen og smerte): Henrik Vagn Christensen. 6., 7., 8. jan., 15. mar, 26. apr., 11., 25. maj, 6. og 9. Juni. www.kgl
teater.dk www.bournonville.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her