Læsetid: 3 min.

’En pige fra Vesttexas som mig’

Med præsidentvalgkampen vendte den sorte snak i 2004 stærkt tilbage til amerikansk politik. Præsident George W. Bushs sproglige særheder fik igen medierne til at beskæftige sig med begrebet ’Bushismer’
29. december 2004

Misforstået
Tv-komikere frydede sig, da den amerikanske præsident, George W. Bush, i august erklærede, at USA’s fjender »holder aldrig op med at tænke over nye måder at skade vort land på, og det gør vi heller ikke«.
Dagen før havde præsidenten givet vælgerne følgende enkle grund til at genvælge ham og hans parti: »Vi står for ting.«
Begrebet ’Bushismer’ dukkede først op under George W. Bushs første valgkamp i 2000, hvor præsidentkandidatens tendens til uheldige formuleringer og sort snak genkaldte de glade dage med Dan Quayle, der som George Bush seniors vicepræsident 1988-1992 blev berygtet for sproglige fejlskud som f.eks. sin historiske udredning: »Holocaust var en forfærdelig periode i vores nations historie. Jeg mener i dette århundredes historie. Men vi levede alle i dette århundrede. Jeg levede ikke i dette århundrede.« (1988)
Efter fire år i præsidentembedet, hvor George W. Bush primært optrådte i offentligheden med nøje forberedte budskaber, fik han med valgkampsaktiviteterne i år rig lejlighed til at tale uden for manuskript, og amerikanske medier begyndte igen at beskæftige sig med Bushismer.
Onlinemagasinet Slate (www. slate.msn.com) opdaterer jævnligt sin liste af Bushismer og refererer bl.a. følgende eksempler på præsident Bushs kreative sprogbrug:
• »Sandheden er, at, hvis du hører godt efter, så ville Saddam stadig være ved magten, hvis Kerry var USA’s præsident, og verden ville være langt bedre stillet.« (oktober).
• »Alt for mange gode læger går neden om og hjem. Alt for mange gynækologer kan ikke dyrke deres kærlighed med kvinder over hele landet.« (september)
• »Jeg skar ned på alles skatter. Jeg skar dem ikke ned. Kongressen skar dem ned. Jeg bad dem om at skære dem ned.« (august).
• »Jeg vil gerne takke min ven, senator Bill Frist, for at være med os i dag. Han giftede sig med en en pige fra Texas, skal I vide. Karyn er med os. En pige fra Vesttexas som mig.« (maj).

Hans dumhed som oprør
Ifølge Slate-skribenten Jacob Weisberg, der under overskriften »the accidental wit and wisdom of our 43rd president« står bag flere udgaver af citatsamlingen Bushisms, valgte den unge, rebelske og godt begavede George W. Bush ’dumhed’ som et oprør mod præsidentfaderen, der stillede store krav og sjældent var hjemme.
»Præsidenten var ikke født dum, men han har opnået dumhed, og nu bærer han det som et hæderstegn. Latterliggørelse af præsidenten er både fair og sjovt fordi han er, eller var engang, i stand til til at lære, læse og tænke,« mener Jacob Weisberg.
Den tidligere finansminister Paul O’Neill har beskrevet George W. Bush som »en blind i et rum fuld af døve«.
Bush selv har sagt, at han føler sig »misundervurderet«.
Men han er ikke bange for at indrømme sine sproglige problemer, som også kan virke til hans fordel ved at vise ham som en jævn mand af folket. Med den østrigsk-fødte guvernør for Californien, Arnold Schwarzenegger, ved sin side erkendte Bush i august, at de to partifæller »deler en masse til fælles (...) gode koner, store biceps og vanskeligheder med det engelske sprog«.
Det er dog ikke kun Bush, der hånes for sit sprog. Begrebet ’Kerryismer’ dækker over den demokratiske præsidentkandidat John Kerrys forkærlighed for lange, indviklede sætninger, og bl.a. Slate morede sig under valgkampen med at ’oversætte’ Kerryismerne til ’almindelig engelsk’.
Men Kerryismerne er selvsagt mindre interessante i dag, hvor valget for længst er overstået, og fokus er nu igen på Bushismerne. Og det vil det formentlig være, så længe præsidenten – som for få uger siden under et besøg i Canada – fortsat leverer politiske udmeldinger såsom: »Jeg mener, at unge køer så hurtigt som muligt burde få tilladelse til at krydse vores grænse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her