Læsetid: 11 min.

Pind: mellem tryghed og håb vælger jeg håbet

Søren Pind er Venstres bud på en københavnsk overborgmester efter 100 års socialdemokratisk dominans. Men er Pind for liberal, eller hvad er han egentlig? Er han virkelig langturschaufførens og kassedamens ven?
4. december 2004

Interview
Hvad med det kleresi af klæbende kærlighed, der omgærder f.eks. den million arbejdsføre mellem 15 og 65, der modtager offentlig forsørgelse? Til den million har vi afsat en anden million i den offentlige sektor, der skal sørge for en jordisk tilværelse, hvor man uden krav og uden at blive udsat for at tjene sit brød kan mæske sig med manna.
Søren Pind i bogen ’Kære Søren’, 2003

Hvem er Søren Pind? I betragtning af at han er lokalpolitiker og politisk chef for et område, der hedder noget så kedsommeligt som ’bygge- og teknikforvaltningen’, er det sjældent, at nogen stiller det spørgsmål. Man kender ham godt, og man finder ham enten irriterende eller befriende. Men hvem er han egentlig?
Pind får ofte skudt i skoene, at han tilhører en ultraliberal fløj, der kræver statslig minimalisme, men samtidig er han optaget af, at samfundets svage grupper skal samles op og ikke sygne hen. For nylig udtalte han om næste års kommunalvalg, at hvis man er tilfreds med alting, så skal man stemme på Socialdemokraterne, og hvis man synes, at »alt går ad helvede til«, skal man sætte sit kryds ved venstrefløjen. »Men hvis man synes, at tingene egentlig går meget godt, men at det kan gøres endnu bedre, så skal man bare stemme på os«.

Kan man være liberal og ønske at værne om en fuldfed velfærdsstat på samme tid? Hvorfor snakker Pind så meget om de svage, når han burde tale om at barbere systemet ned?
»Vi har et system, der sylter folk ind i stedet for at skubbe dem i gang, og det bekymrer mig,« siger Søren Pind og bruger indvandrermiljøerne som eksempel.
»Folk kommer hertil, og så bliver de mødt på en måde, som de simpelthen ikke forstår. Det er en meget uvant ting for dem, at ’nå ja, har du et problem, så betaler vi din husleje, og blæse være med at din kone går hjemme – vi giver hende kontanthjælp alligevel’. De bliver jo sølet ind. Lur mig, om ikke også det er tilfældet for enormt mange danskere. Det skulle dog være mærkeligt, om de alle sammen – hver og én – var ude af stand til forsørge sig selv; det passer jo simpelthen ikke. Der har man desværre også gjort en helt masse mennesker uarbejdsdygtige. «
– Hvem tænker du på?
»Tag førtidspensionen. Det er i virkeligheden en social og kulturel katastrofe, at vi har en hel generation af førtidspensionister, som er fortabt, når kommunerne via loven faktisk er forpligtet til at vurdere, om de er blevet raske nok til at komme i gang. Men det sker ikke. Tag førtidspensionisten på 38 år, som jeg lige har mødt i mit fitnesscenter. Han har været førtidspensionist i otte år og får udbetalt 11.000 kroner hver måned. Han kommer i centret hver dag. Gu’ ved, hvordan man kan gå til fitness dagligt og løfte tungere og tungere vægte? Jeg ved det ikke.«
– Hvad forstår du ved, at de er fortabt?
»Fortabelse for mig består i den totale ligegyldighed, man mødes med, og det at man aldrig nogensinde vil kunne forbedre sin livssituation, men altid vil være afhængig af andre. Det, mener jeg, er en katastrofe.«
Søren Pind mener, at venstrefløjen, der i et vist omfang har haft patent på at være de svages beskytter, angriber problemerne med automatpiloten på.
»Jeg opfatter det i allerhøjeste grad som om, at venstrefløjens tilgang til de her spørgsmål er meget mere maskinel. Venstre- õõ
õõ fløjen går ikke til det med den åh-så-berømmede humanisme, næh, for dem handler det meget mere om, at der er en stor maskine, som skal kunne håndtere de her ting, at der skal være regler, og at folk skal kunne stille krav til det hele. Men den enkelte skæbne er man faktisk ikke optaget af.«
»Historien om de konkrete menneskeskæbner er efterhånden det eneste, der kan flytte velfærdsdebatten. Det gav et chok, da man for nylig pludselig kunne læse i avisen, at ens købekraft stiger hurtigere, hvis man er på overførselsindkomst. Folk på overførselsindkomst har større reallønsstigninger end en langturschauffør, en stewardesse, en sygeplejerske, en kassedame. Den nyhed satte jo dagsordenen i en hel uge. Folk var forargede, fordi det stadigvæk ligger i dem, at det skal kunne betale sig at arbejde, uanset hvor fanden du er henne i systemet. Sådan føler langturschauffør Bjarne Hansen, som overtræder 11-timers reglen og knokler for at få sin tilværelse til at hænge sammen og tager de lange ture helt ned sydpå og hjem igen, mens han sidder og bander over, at han er væk fra konen og sover en hel dag, efter at han er kommet hjem. Det interesserer ikke venstrefløjen, og det synes jeg er synd, for det handler altså om mennesker.«
Da Søren Pind vil forklare sit forhold til velfærdsstaten, kaster han sig ud i en analogi til Den Kolde Krig og indrømmer, at »eksemplet er måske ikke så åbenlyst«. Han nævner fredsbevægelsen og Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som repræsenterede hver sit system, men dog kunne blive enige om en ting: Der var kun de to systemer.
»Men der kom Ronald Reagan så og påstod, at vi kunne lave verden om. Det tiltalte mig. Hvis du sammenligner det med de svage, er der to måder at anskue verden på. Den ene er, at mennesker er svage, og derfor skal vi indrette systemet efter det, så vi kan holde dem i live, og de kan leve sådan nogenlunde. Man kan også se det sådan, at fattigdom i virkeligheden er en manglende evne til at gøre noget ved sin egen situation. De mennesker kan vi hjælpe – alle de, der godt kan, skal skubbes i gang, så de kan klare sig selv. Det er min tilgang til det.«

– Det lyder tilforladeligt, men mange forbinder det at være liberal med bare at ville barbere systemet ned. Hvordan vil du placere dig i forhold til en liberal forening som Libertas, der har været lidt i medierne på det sidste?
»Jeg synes jo, at det er lidt paradoksalt, at jeg bliver benævnt superliberalist. Det siger måske også noget om tiderne. Libertas’ måde at se tingene på er moralsk. De mener, at al tvang er moralsk forkastelig. På den baggrund synes jeg, at det er lidt sjovt, at de bliver udstillet som ekstremister; folk som ikke kunne finde på at hive vingerne af en flue! Min tilgang er praktisk. For mig handler det om, at vi skal have et samfund, hvor så mange som muligt har det så godt som muligt. Du kan tage en Libertas-mand, som jeg ikke vil nævne ved navn, men som simpelthen nægter at stemme, for han vil ikke legitimere det demokratiske system. De synspunkter kan man have, men de er meget fremmede for mig.«
– Er din indstilling til det blevet klarere hen ad vejen?
»Så klart formuleret, som den er nu inde i mit hoved, har den aldrig været før,« svarer Pind og holder en længere tænkepause, som bringer ham tilbage til barndommen.
»Da jeg var lille og drømte om at blive højesteretssagfører, var det ud fra en retfærdighedsbetragtning. De store skulle nok klare sig. Jeg tror, at det var Schlüter, der sagde om de stærke: ’Problemet er ikke, at vi har en Mærsk, problemet er at vi ikke har nok Mærsk’er’. Det er jeg fuldstændig enig i. På den anden side mener jeg, at mange mennesker kommer i klemme i det der store leviathan – det kollektive, offentlige system – som man har lavet. Så i virkeligheden står kampen i dag ikke over for kapitalkræfterne, den står over for en stadig stigende socialisering, som du ser skabt via det offentlige.«

»Da jeg gik i gymnasiet, var Aldous Huxleys Fagre nye verden den store åbenbaring. Vi så filmen, som handlede om, at narkotikaen var det helt store problem, og det ville ende med at man dæmpede underklassen ved at give den narkotika. Jeg tror desværre at det sande opium i høj grad er socialiseringen. Det, synes jeg ikke, er så rart.«
Ved Venstres årsmøde i 2003 stjal Søren Pind for en kort stund scenen med debatoplægget kaldet De 10 teser, som han havde udarbejdet sammen med 12 andre Venstrefolk uden for partiets folketingsgruppe. Teserne skulle minde Venstre om partiets liberale profil, men skabte massive overskrifter midt i agurketiden. Dansk Metals formand, Max Bæhring, udtalte, at han mente, at Socialdemokratiet nu ville få de vælgere tilbage, som var gået over til Venstre. Partitoppen måtte ud at rydde op, Søren Pind måtte finde sig i at blive frosset ude i en periode. Statsministeren aflyste et par møder med ham.
»Jeg tror, at Jens Rohde (Venstres politiske ordfører, red.) brugte udtrykket usympatisk om de 10 teser,« siger Pind med en vis munterhed i stemmen. »Der er mange holdninger, der bliver stemplet i denne tid.«
Ifølge Pind blev teserne bevidst lanceret på et tidspunkt, hvor regeringen lod til ikke at vide, hvor den nu skulle hen.
»Der var forskellige udtalelser, som indikerede, at vi bare var velfærdskustoder – lidt mindre end socialdemokraterne men alligevel. Anders’ (Fogh Rasmussen) tanker var et helt andet sted, de var i Europa. Regeringen havde selv sagt, at dagsordenen var udtømt – det har de sparket sig selv i bagdelen over mange gange bagefter!«
Teserne handlede om, at overførselsindkomsterne i dag er høje nok, og at samfundet har brug for noget mere drive.
»Der findes tre ting, man kan gøre: Forøge overførselsindkomsten, fastfryse den og skære den ned. Og jeg synes egentligt at det er ret beskedent at sige, at det er godt nok, som det er,« siger Pind.

Som Pind ser det, var teserne i virkeligheden bredt formuleret. Folkene bag teserne havde tænkt på, hvordan man kunne lave en liberal strategi, som kunne appellere til en meget bred befolkningsgruppe, men som samtidig trak i liberal retning – forstået som øget frihed for den enkelte.
»Der satte vi os ned og tog et kynisk - du kan også sige realistisk – udgangspunkt, som var skabt af en fyr, der hedder Mogens S. Jakobsen: Groft sagt kan man dele danskerne ind i tredjedele. 1) Der er fyren midten af 30’erne, han er ansat i den private sektor og mener, at skatten bare skal ned. 2) Så er der velfærdselskeren – en kvinde i den offentlige sektor, som stemmer på SF. Hun er ligeglad, hun vil bare have mere velfærd, det er alligevel alle andre end hende, der betaler for det. 3) Og så er der den typiske danske tredjedel i midten. Vedkommende synes også, at skatterne er for høje, men vil ikke give afkald på en eneste offentlig servicekrone. Teserne var et liberalt bud på fastfrysninger, således at vi kunne samle to tredjedele af befolkningen om et liberalt budskab,« siger Pind.
Som han ser det, var der to ting ved udspillet, som irriterede regeringen vældig meget. For det første var det tilsyneladende vanskeligt at stemme imod, for hvis man er Venstremand vil man hellere have, at skatten falder, end at den offentlige sektor vokser.
For det andet ville de 13 debattører have teserne til afstemning på landsmødet.
»Det lignede et oprør mod regeringens politik,« indrømmer Pind.
»Er det Venstres opgave at gå op i, hvor mange mennesker, der er rige? Det synes jeg ikke. Er det til gengæld Venstres opgave at sikre, at der ikke er mange eller nogen som mangler noget. Ja, det synes jeg er Venstres opgave. Det er også derfor, jeg plejer at sige, at det værste Grundtvig har gjort for Venstre, var, da han skrev, at ’da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt’. Hvorfor skal vi være optaget af, at få har for meget? Det rager da os en kæp,« siger Pind og tilføjer med dreven showmanship, at »jeg plejer ikke at sige pind«.
»Der er ikke langt fra den holdning til janteloven eller ham idioten, der tager nøglen i hånden og går hen og ridser den store bil hele vejen langs siden. Lad dog socialdemokraterne om det. Men det er da klart, at vi skal ikke være med til at skabe et samfund, hvor de afmægtige ikke har en chance for at klare sig selv.«
»I den forbindelse synes jeg, at det er sjovt, at jeg er blevet udnævnt til at være superliberalist. Jeg tror egentlig, at jeg i højere og højere grad vil bære det med ære. Hvis du kigger på Libertas’ hjemmeside, kan du se, at de var rasende over, at De 10 Teser blev udnævnt til at være superliberalistiske – de syntes jo, at det var noget venstreorienteret pis, hehe.«

Ikke overraskende mener Søren Pind, at »Foghs projekt er lykkedes«. Han henviser til målinger af, hvem af Fogh og Mogens Lykketoft, folk mener, er bedst til at sikre velfærdsstaten.
»Men når vi nu er nået så langt, er spørgsmålet, om det ikke nu i højere grad er Venstres opgave at indgyde folk en tro og et håb på, at tingene faktisk kan blive bedre. Hvis man står imellem total tryghed og totalt håb, så er jeg nok mere på håbets side. Også fordi jeg mener, at den der totale socialisering, som man har udsat mange mennesker for i Danmark, er sygeliggørende. Det kunne jeg godt tænke mig at man tog et opgør med. Men det har nok lange udsigter. Undtagen over for indvandrere, men det er jo også noget helt andet,« siger Pind med et skælmsk tonefald.

Resumé
Søren Pind
•Vi skriver sidst i 70’erne, Den Kolde Krig raser, og der oprustes i Østersøregionen, og den lille dreng Søren løber rundt på Bornholm og er skræmt fra vid og sans. Trods sine beskedne 11 år følger han i 1980 det amerikanske præsidentvalg mellem Jimmy Carter og sin republikanske helt Ronald Reagan. Da Schlüter afløser Anker Jørgensen i 1982, sidder Søren og ser det på fjernsynet sammen med sin mor langt ude på de bornholmske vidder. Hele sammensuriet gør et stort indtryk på ham – han mærker en uforklarlig vind blæse. Nogle år senere får han stukket en pjece om Venstre i hånden og opdager, at Venstre da lige er ham. Det er ok at være uenig, står der, og man behøver ikke gå i takt som Det Konservative Folkeparti. Årene går, Pind ryger til tops i VU, han bliver folketingskandidat og får et godt valg, men kommer ikke ind. Skæbnen fører ham til København, hvor han i 1994 bliver valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Her ryger han ind i nogle interne magtkampe i Venstre og bliver i 1998 bygge- og teknikborgmester, og det er han endnu. Nu stiler han efter overborgmesterposten, efter at socialdemokraterne har siddet tungt på magten i København i 100 år. Han er 35 år, da Information fanger ham på hans kontor mellem en gang vægttræning og en tur til frisørenos

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her