Læsetid: 4 min.

Polemik om dollar-støtte til ukrainsk opposition

Det er en sandhed uden modifikationer i Rusland og dele af Ukraine, at USA havde en hånd med i sidste måneds folkelige oprør mod Kutjma-styret. Hypotesen har fundet støtte i britisk avis og spredt sig til USA’s venstrefløj
24. december 2004

Indblanding i Ukraine
BOSTON – Dirigerede en usynlig hånd med adgang til en fed amerikansk bankkonto sidste måneds succesrige orange oppositionsbevægelse i Ukraine?
Tja, det mener den russiske regering. Udenrigsminister Sergej Lavrov kaldte fornylig den 60 år gamle amerikanske NGO-gruppe Freedom House og organisationer af nyere dato som National Democratic Institute og International Republican Institute femtekolonne i USA’s plan om at fravriste Ukraine fra den russiske interessesfære.
Denne opfattelse deles tilsyneladende af russiske medier og befolkningen. I Ukraine har præsidentkandidat Viktor Janukovitj lagt sig tæt op ad denne udlægning af det annullerede præsidentvalg i november måned, og hans mening deles utvivlsomt af mange etniske russere i Ukraines østlige og sydlige regioner.
Diskussionen er på det seneste nået til det amerikanske kontinent, hvor røster på venstrefløjen som ugebladet The Nations chefredaktør, Katrine van den Heuvel, betvivler, at massedemonstrationerne i Kiev repræsenterede så ægte folkelige følelser som antaget i Vesten.
»Protestaktionerne var ikke så indtagende og hjemmegroet, som de gav sig ud for. I amerikansk presse har det ikke været omtalt, at USA’s regering var direkte involveret i træning og finansiering af Ukraines unge og af den forenede opposition,« skrev hun 29. november.
Van den Heuvel henviser til den britiske avis The Guardian, hvis reporter Ian Traynor skriver, at »kampagnen er en amerikansk kreation, en sofistikeret og smart udviklet øvelse i vestlig ’branding’ og massemarketing. (...) USA’s regering har finansieret og organiseret det hele gennem sine konsulater, meningsmålere, de to partier (demokrater og republikanere) og amerikanske NGO-grupper. Operationen går ud på at skabe demokrati gennem civil ulydighed og valgurnerne.«

Postmoderne statskup
Klummisten Jonathan Steel gik videre. Uden at fremlægge dokumentation skriver han i The Guardian 26. november, at USA jævnligt intervenerer i demokratiske valg i de tidligere sovjetiske vassalstater under dække af at bistå med opbygning af det civile samfund.
»Det er en slags postmoderne statskup svarende til CIA’s sponsorering af folkelige oprør (mod kommunistiske regimer, red.) i den 3. verden under den kolde krig.«
Den konservative og isolationistiske kommentator Pat Buchanan tog tråden op fra den venstreorienterede britiske avis og foreslog 6. december, at USA’s kongres undersøger, om skatteborgernes penge er blevet brugt til at favorisere Ukraines opposition. I den seneste uge har et republikansk og demokratisk kongresmedlem fulgt trop med påstand om, at USA’s regering støttede Jusjtjenko, hvis hustru er amerikanskfødt, finansielt.
The New York Times kalkulerede i en artikel mandag, at USA i alt har spenderet 58 mio. dollar på at fremme demokratiet i Ukraine gennem de sidste to år. Men det viser sig, at den virkelige historie om den amerikanske regerings involvering i Ukraines ’kastanierevolution’ er noget mere nuanceret.
En af de førende amerikanske NGO’er i Ukraine er en decideret progressiv gruppe, hvis filosofi trækker på traditionen for græsrodsdemokrati i delstaten Vermont. Institute for Sustainable Communities underviser lokale samfund i Ukraine i at håndtere miljøproblemer og sociale problemer på egen hånd, fortæller direktør George Hamilton.
»Vi promoverer ikke noget politisk program og repræsenterer ikke Bush-regeringen. Vi søgte om et legat fra USA’s udenrigsministerium med en specifik projektbeskrivelse og fik 11 mio. dollar,« siger han..
Organisationen har 80 ansatte i USA og i Ukraine.

Svær uafhængighed
Men Hamilton forklarer, at det ikke er lige let for amerikanske og europæiske NGO-grupper, som bistår med at opbygge et civilt samfund at holde tungen lige i munden.
»Politikere med samme værdisæt som os føler sig tiltrukket af vort arbejde. Det har vi været opmærksomme på i Ukraine.«
Hamilton understreger, at ingen af de NGO-grupper hans organisation har arbejdet med i Ukraine gennem de sidste to år deltog i eller finansierede partipolitiske aktiviteter.
»Det er også mit indtryk, at det republikanske og demokratiske institut – der modtager penge direkte fra Kongressen – har tilbudt deres service til alle politiske partier i Ukraine.«
Kenneth Wollack, direktør for det demokratiske institut, sagde mandag i The New York Times, at partier allieret med styret i Ukraine af og til har benyttet sig af instituttets træningsprogram. »Men oppositionspartierne er mere tilbøjelige til at søge vores bistand.«
Freedom House har været én af de mest aggressive i Ukraine. Organisationen har en lang historie. Den blev grundlagt af Eleanor Roosevelt og arbejdede på begge sider under den kolde krig – dels i østblokken, dels i Latinamerika og Sydafrika og efter Sovjets sammenbrud i Bosnien og Rwanda.
Men Freedom House er ikke en gren af USA’s regering, selv om den vinder legater fra Udenrigsministeriet til udbredelse af demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi og fri presse i autoritære og totalitære samfund. De fleste midler hentes fra private fonde, hvoraf nogle har et progressivt ry som Ford Foundation og The Soros Foundation.
»Det giver simpelthen ikke mening, at oppositionen og de mange ukrainske NGO’er var amerikanske marionetter,« siger George Hamilton, som har arbejdet i landet i to år.
»Ingen udenlandsk stat kunne manipulere ukrainernes følelser den ene eller anden vej. Den politiske passion fandtes i begge lejre. Hvis vi har inspireret oppositionen, kan jeg ikke se noget galt i det. Det ville kun glæde mig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her