Læsetid: 2 min.

Polen: Naboer skal i EU

Ukraine som EU-medlem er en topprioritet for Polen. For EU hører Ukraine dog under kategorien ’naboer’
2. december 2004

Det nye EU
BRUXELLES/WARSZAWA Overalt i Warszawa hænger orange vimpler til minde om den ukrainske opposition: De er sat fast i hegn foran officielle bygninger, og små orange sløjfer sidder i kraven på mennesker på gaden. Selv tårnene af det bombastiske Kulturpalast i centrum af byen er klædt i orange flag.
Både befolkningen og regeringen udtrykker deres støtte til den demokratiske udvikling i Ukraine. Polen har udråbt ukrainsk EU-medlemskab som et af sine vigtigste udenrigspolitiske mål. Det bekræftes af Justyna Levanska fra udenrigsministeriets pressetjeneste.
»Vi glemmer ikke tiden for 15 år siden, da Polen kæmpede for demokrati. Der er stor solidaritet for Ukraine i Polen,« siger Levanska og understreger, at den polske regering selvfølgelig ikke går ind for den ene eller den anden ukrainske kandidat.

Tillid og frygt
Lige nu er udenrigsministeren og den polske præsident, Aleksander Kwasniewski, til forhandlinger i Ukraine sammen med EU’s udenrigspolitiske chef, Javier Solana, og Litauens præsident, Valdas Adamkus. Over for den polske avis Gazeta Wyborcza erklærer den ukrainske oppositionsleder Viktor Jusjtjenko, at polske politikere nyder nok tillid i Ukraine til at kunne fungere som formidlere.
Hjemme i Polen er der også alvorlig bekymring for en forværring af situationen i det store naboland – med dertil hørende følger for Polen selv. Tabloid-avisen Super express bragte i denne uge et kort over Europa anno 2012 under overskriften »Hvem ødelagde Europa?« Under en illustration af den russiske præsident, Vladimir Putin, sammen med Lenin står der: »Putins nye Europakort – ven eller ødelægger?«. Og selve kortet byder på en ny opdeling af Europa: Det ’russiske rige’ omfatter både den østlige del af Ukraine, Hviderusland og Serbien. Den vestlige del af Ukraine, Polen, Tyrkiet, Grækenland, Italien, de baltiske og de centraleuropæiske lande samt de britiske øer er i en ’Union af europæiske lande’, mens Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, Østrig, Kroatien og Benelux-landene danner den ’Europæiske Union’. Alle skandinaviske lande samt Schweiz er neutrale. Forholdet til Rusland står i centrum også i de knap så populistiske medier.
»Polen optræder ikke kun for et forsvar af europæiske standarder, men også i eget interesse og for interesserne i Central- og Østeuropa. Gode forhold til Rusland: Ja, men ikke for enhver pris, helt sikkert ikke for prisen af det gode forhold til vore naboer, Ukraine,« lyder kommentaren i den store, seriøse avis Rzeczpospolita.
Mens Polen arbejder for ukrainsk EU-medlemskab, har EU hidtil placeret Ukraine i gruppen af naboer.
»Vi vil have en ring af venner omkring EU,« sagde den nye udenrigskommissær, Benita Ferrero-Waldner, om Ukraine i går under en debat i EU-Parlamentet – også her masser af orange tørklæder. Dermed fulgte hun Prodi-kommissionens linje, der satte klare grænser for EU’s videre udvidelse. Og dog: »Spørgsmålet om Ukraines medlemskab i EU er ikke på dagsordenen. Men det er klart, at vi ikke lukker nogen døre,« sagde Ferrero-Waldners, der også fremhævede, at »kvaliteten af vort partnerskab afhænger af kvaliteten af demokratiet i Ukraine.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her