Skolebøger
TEL AVIV Hvor propagandaindholdet i palæstinensiske skolebøger er et velkendt argument i debatten, påpeger israelske forskere nu, at også det materiale, Israels skoleelever lærer efter, har alvorlig slagside. De politiske undertoner er blot mindre stereotype og derfor ofte vanskeligere at spore.
»Når stereotypen er pakket ind i en tilsyneladende uskyldig kendsgerning, er budskabet så meget mere effektivt,« siger dr. Ruth Firer fra Det hebraiske Universitet i Jerusalem.
Hun har sammen med dr. Sami Adwan fra Betlehems Universitet undersøgt 12 israelske og ni palæstinensiske skolebøger og finder et spejlbillede, hvor begge sider i stort set lige grad lægger skylden for konflikten på modparten.
De to forskere har navnlig lagt mærke til parallellen på tre punkter. Begge sider overser perioder med relativ ro og sameksistens, ingen af dem gør noget forsøg på at forklare konflikten fra modpartens synspunkt, og ingen viser interesse for at skildre de menneskelige lidelser på den anden side.
Judæa og Samaria
I takt med Oslo-processen undergik det israelske undervisningsmateriale op gennem 1990erne en forandring i retning af større forståelse for palæstinenserne. Udviklingen kulminerede med at undervisningsminister Yossi Sarid fra venstrefløjens Meretz i januar 2000 beordrede enhver anti-arabisk antydning muget ud af alle skolebøger. Men et halvt år efter startede al-Aqsa-intifadaen og med Likud og undervisningsminister Limor Livnat ved roret, er man faldet tilbage på gamle nationalistiske holdninger og stereotype skildringer af konflikten.
»Det er påfaldende, at den grønne linje i de fleste tilfælde slet ikke er tegnet ind på bøgernes kort,« siger Nurit Peled-Elhanan, der som forsker ved pædagogisk institut på Det Hebraiske Universitet har lavet sin egen undersøgelse omfattende et antal israelske skolebøger.
Hun nævner et eksempel, hvor bogens kort ikke giver nogen antydning af palæstinensiske selvstyreområder, ligesom ingen palæstinensiske byer er indtegnet. Nazareth og andre israelsk-arabiske byer mangler også, hvorimod jødiske hellige steder på Vestbredden er med på kortet. Et generelt træk er også, at Vestbredden hedder Judæa og Samaria, hvilket også gælder kort over det britiske mandat, selv om landets officielle navn dengang var Palæstina-Eretz Israel.
»Når palæstinenserne kalder landet Palæstina i deres skolebøger, kalder vi det propaganda,« siger hun.
»Hvad er det så, når vi kalder det Judæa og Samaria?«
Inaktive flygtninge
Ifølge Nurit Peled-Elhanan har israelske lærebøger ikke noget modstykke til den grovkornede antisemitisme, man finder eksempler på hos palæstinenserne. Der anvendes mere forfinede midler til at lære eleverne, at der er forskel på de to folk.
Hun nævner en meget populær bog, der sidestiller de to flygtningeproblemer. Det palæstinensiske illustreres ved et luftfoto af en flygtningelejr, som kunne være hvor som helst. Der er ingen ansigter, ingen mennesker. De jødiske flygtninge fra de nazistiske forfølgelser repræsenteres derimod ved nyankomne immigranter, som sidder på deres kufferter, klar til at starte et nyt liv.
»Det palæstinensiske problem er resultatet af inaktivitet og frustration, hvilket er flygtningenes arv,« hedder det i bogen, der handler om det 20. århundredes historie.
Når der bliver sat ansigt på de palæstinensiske flygtninge, er det billeder af mennesker i traditionel beklædning, og de sidder som regel på gulvet. Hvad angår Israels arabiske mindretal forklares forskellene med ligeså tvivlsomme argumenter. At arabiske landsbyer i Israel ligger socialt under landsgennemsnittet, hænger ifølge en af bøgerne sammen med, at de ligger i fjerne dele af landet, og at de derfor »knap nok møder det moderne byliv, og at der er vanskeligheder med at tilknytte dem el- og vandnettet«.
»Bosættelserne på Vestbredden ligger ligeså fjernt, så det er jo ingen forklaring,«siger Elhanan-Peled.
»I undervisningsministeriet siger man, at man ikke kan forvente neutralitet, når et land er i konflikt, og det er sikkert meget rigtigt. Man skal bare ikke tro, at de israelske skolebøger er så meget bedre end palæstinensernes.«
