Læsetid: 4 min.

Provokation er ingen kunst

Religionen er det sidste rum, hvor kunsten stadig kan provokere. Alle andre steder er det formålsløst skal kunst provokere?
7. december 2004

Udstoppede hundehvalpe, lort på dåse og nøgne kvinder på Børsen. Provokationen har været en del af kunsten gennem hele det 20. århundrede, men i dag er det tåbeligt at gøre provokationen til kunstens eneste ambition, mener dr.phil. David Favrholdt, der har skrevet bøger om den moderne kunstopfattelse.
Borgerskabet er blevet hårdhudede, og derfor må kunstnere ty til andre områder for at få en reaktion: religionen.
»Der er stadig mange kunstnere, der siger: ’Det, jeg vil med min kunst, er at provokere’ Men jeg siger: ’Hvem fanden provokerer du?’ For folk har jo vænnet sig til hvad som helst. Man kan udstille en cykellygte på Louisiana, og folk siger: ’Nå’,« siger David Favrholdt.
Kunsten har taget provokationen til sig og gjort den til en ambition. I 1880 kunne ingen kritiker finde på at påstå, at kunstens formål er at provokere. Impressionismen vandt frem i 1870-1880’erne og reaktionen var: ’Dét er jo ikke kunst.’ Der var reel ballade i kunstnermiljøet og blandt dem, der købte kunsten: borgerskabet.
»Omkring århundredeskiftet kommer en masse nye kunstretninger som for eksempel kubisme og futurisme og på grund af den kritik, der kommer af de her nye retninger, så bliver det den almene opfattelse blandt kunstnere fra 1920 og fremefter, at kunsten har til formål at provokere. Man går fra nogle rent faktiske forhold til at mene, at kunsten faktisk bør provokere,« siger David Favrholdt.

Van Gogh og Thorsen
I begyndelsen fungerede det. Kunstnere mente, at borgerskabet var for konservative i deres livsholdning, og formålet med provokationen var at vække opsigt og forarge, så folk udviklede sig, og samfundet blev dynamisk. Men netop fordi, det lykkedes dengang, bør kunstnere i dag konstatere, at det slag er vundet. Det er formålsløst stadig at ville provokere, fastslår David Favrholdt.
»Provokation i sig selv er ikke kunst. Faktisk kan jeg ikke finde et sted, hvor det stadig fungerer. Undtagen i religionen. Theo van Goghs film for eksempel. Meget religiøse mennesker kan man selvfølgelig provokere. Det kunne man også se med Jens Jørgen Thorsens Jesus-film i sin tid. Men kunsten som sådan har mistet den funktion. Dem, man provokerer er ikke folk i almindelighed, men én bestemt gruppe,« siger han.
Religionen er det eneste sted, hvor normerne stadig er så fasttømrede, at mennesker føler sig krænkede på deres eget liv, når religionen fremstilles forargende.
»Omkring århundredeskiftet var det jo nok at tegne en gravid kvinde i profil, som Willumsen gjorde det. Hun havde jo tøj på. Han gengav bare hendes profil – med maven, der buler ud. Det var nok til at forarge folk. Så var det senere på det seksuelle område, man provokerede, men det har pornografien gjort ligegyldig. Religionen er det eneste, der stadig er helligt,« siger David Favrholdt.

Den gode provokation
Provokationen kan være god kunst, men så er der andre elementer, der spiller ind. Man må se på andre kunstneriske kriterier.
Hvis van Goghs film var lavet udelukkende med det formål at provokere, så er det ikke kunst. Hvis den derimod er lavet på en tankevækkende måde, der sætter en debat i gang, og får samfundet til at reflektere over noget, så er det god kunst.
»Når en kunstner ønsker at blive bedømt på provokationen alene, siger jeg: ’Jamen, et bankrøveri er da også en provokation, og det bliver det jo ikke kunst af’,« siger David Favrholdt.
At det har udviklet sig til den almindelige opfattelse, at kunsten skal provokere og skubbe ytringsfriheden til det yderste, giver den et større råderum i folks bevidsthed. Men det mener David Favrholdt er helt forkert. »Det er utrolig vigtigt, at der ikke sker en begrænsning af ytringsfriheden, men kunstnere skal så sandelig ligge under for de samme paragraffer, som alle andre mennesker. Kunsten skal ikke være et frirum. De love, der beskytter folk fra injurier og krænkelser, skal også gælde for kunstnere,« siger han.

Menneskerettigheder
Men måske er kunsten et bedre medie til at provokere. Muslimer, der nu sagsøger tv-kanaler for at vise klip af van Goghs kontroversielle film, der resulterede i hans død og tvang den hollandske kvindelige politiker og eks-muslim, Ayaan Hirsi Ali, til at gå under jorden, er i deres gode ret:
»Der er ikke rigtig nogle grænser for, hvor meget man må provokere. Undtagen, hvis det kommer derhen, hvor det fokuserer på enkelte grupper og bliver diskrimination,« siger David Favrholdt.
Han har ikke selv set Theo van Goghs film, og vil derfor ikke udtale sig om, hvorvidt der efter hans mening er tale om diskrimination.
»Men kunsten kan gå over grænsen, og der vil jeg umiddelbart henvise til menneskerettighedernes artikel 2. Hvis nogen føler sig krænkede på den, så skal de så sandelig gøre opmærksom på det,« siger David Favrholdt.

SERIE
Skal kunst provokere?
Der tales meget om ytringsfrihedens grænser og om blasfemiparagraffens relevans. Men hvordan forholder det sig med kunsten? Er religionen efterhånden det eneste område, hvor kunsten virkelig kan sætte sindene i kog? Og er der ikke en tendens til, at det er blevet normen at bryde normer – at provokation og overskridelse i kunsten bliver et formål i sig selv?
Information undersøger grænserne for den gode kunst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her