Læsetid: 9 min.

Rejse på begge sider af muren

Der er lidt mere fred og håb i luften i Israel og Palæstina end så mange gange før. Men alligevel er det nok for tidligt helt at afblæse intifadaen
21. december 2004

Rejsebrev
Lufthavnen ved Tel Aviv har fået en ny flot terminal. Og da jeg ankommer med flyet fra Frankfurt, er det som om, man samtidig har besluttet at indføre en ny ånd, at den gamle tvære uvenlighed ikke har kunnet overleve de storslåede højloftede lokaliteter. Pludselig var det ikke inkvisitionen, men bare almindelig paskontrol, ja, selv et lille smil blev det til fra den lyshårede kvindelige officer, som på rekordtid lod mig slippe ind i det forjættede land. Og det blev hurtig en sport at kigge efter signaler på en ny tid i denne post-Arafat æra. At der var politisk krise omkring Sharon og den israelske regering var ikke noget nyt, men nok atmosfæren omkring krisen. Det var som om, de to gnavne gamle mænd, Sharon og Peres, forberedte sig på den endelige overhaling af grønskollinger som Netanyahu og Barak med henblik på at koge den helt store politiske gryderet sammen. Nu da palæstinenserne rent faktisk vil producere den demokratiske regering, som sammen med et stop for terroraktioner vil sætte israelerne i en situation, hvor de ikke længere blot kan lade som om, de ønsker freden. På den israelske side af den mur, som jeg nu også mødte ved Betlehem, kunne man også iagttage en stigende hensyntagen til omverdenens reaktioner. F.eks. forkastede et snævert flertal i Knesset et forslag til en lov, som ville gøre det muligt at skabe områder »kun for jøder«. Nødvendigheden af en sådan lov opstod, da Højesteret for fire år siden erklærede, at arabere ikke lovligt kunne udelukkes fra at købe boliger i kvarterer, hvor der ellers kun bor jøder. Modstanderne af det nye lovforslag betegnede det som racistisk og talte om, at det ville gøre Israel til en paria i hele verden, mens tilhængerne til højre i salen svarede, at man jo blot forsøgte at videreføre den tilstand, som havde eksisteret i de sidste 50 år. Regeringspartiet Likud havde stillet sine medlemmer frit, og de allerfleste stemte for, herunder Sharons søn Omri, mens regeringschefen selv blev væk fra afstemningen. Adskillige gange passerer jeg checkpoints og kan mærke, at atmosfæren er relativ afslappet. Måske har soldaterne læst denne optimistiske overskrift i Jerusalem Post: »Psst! Intifada’s over«. I artiklen peger man på, at terrorniveauet nu er på højde med tilstanden før september 2000, da Ariel Sharon med sin march på Tempelbjerget i realiteten fremprovokerede de næste fire år med 4.000 dræbte og to folk fanget i dødens spiral. De israelske henrettelser af palæstinensiske ledere fra de ekstreme organisationer er kommet i søgelyset igen. Den israelske organisation ’Public Committee Against Torture’, som jeg besøgte, har indgivet en klage over udnævnelsen af generalmajor Dan Halutz til vicegeneralstabschef. Det var Halutz, som i juli 2002 var ansvarlig for, at der i et tæt beboet kvarter i Gaza by blev kastet en bombe på et ton for at henrette Hamas’ miltære leder Salah Shehadeh. Det lykkedes, men samtidig dræbte man 16 civile – hvoraf de ni var børn – og sårede mange flere.

Jeg føler kun et lille stød
Sharon betegnede aktionen som en succes, og den militært ansvarlige havde ingen moralske skrupler. »Jeg sagde til mine mænd, at de kunne sove roligt om natten, for det gjorde jeg selv. Jeg sov rigtig godt.« Da Halutz blev spurgt, hvad en pilot føler ved at smide sådan en bombe over Gaza, svarede han: »Jeg føler et lille stød i flyet, når bomben bliver udløst, men det er bare et øjeblik. Det er så det. Det er, hvad jeg mærker.« Klagerne har fået højesteret til at bede generalen om en forklaring på disse bemærkninger, og i lyset af faren for ikke at få sit nye topjob er det en helt anden indstilling, som kommer for dagen. Nu taler Halutz om, at man ville have aflyst bombekastningen, hvis man havde vidst, at uskyldige ville blive dræbt, og at han blot havde ønsket at bakke de folk op, som deltog i missionen, og som i forvejen var under angreb fra mange sider. Hvordan man overhovedet kunne drømme om at kaste en sådan voldsom bombe i et tæt beboet område, giver han ingen forklaring, påpeger Hannah Friedman fra »Committee Against Torture«, som hele tiden forsøger at rejse diskussion om besættelsens omkostninger, når det gælder svigt af menneskeretsstandarder. Og for første gang i lang tid kan den energiske kvinde mærke en vis medvind i opinionen. Den afgørende begivenhed var drabet på den 13-årige pige Iman al-Hamas ved Girit i Gaza. En videooptagelse viste, hvordan en officer gik hen og tømte sit magasin i kroppen på den allerede døde pige. Kanal 2 var modig nok til at vise det for seerne. Senere drejede det sig om violinist, som blev tvunget til at spille på sit instrument ved et checkpoint. For jødiske øjne gav det mindelser fra den frygtelige tid under nazismen. Så dukkede der en historie op om et drab på en såret mand i Jenin. Ganske vist en person mistænkt for terrorisme, men pludselig var alle aviserne fyldt med beretninger om, hvordan militærets øverste var dybt bekymret over soldaternes holdning til de besatte palæstinensere. Ja, chefen for uddannelsesenheden erklærede, at 20 procent af de israelske soldater så på palæstinenserne som undermennesker. Der var ingen forklaring på, hvordan han var nået frem til lige netop det tal. Så fik Ariel Sharon nok af alle disse selvbebrejdelser og gik ud og erklærede, at den israelske hær ikke alene var god nok, men »den mest moralske hær i verden«. Det fik Uzi Benziman i Haaretz til at gengive et Sharon-citat fra maj 2001. Da erklærede regeringschefen over for de ledende i militæret og sikkerhedstjenesten: »Vi skal angribe palæstinenserne over alt og hele tiden. De skal vågne op hver morgen og finde ud af, at de har mindst 12 døde fra alle slags aktiviteter, uden at de kan forstå, hvordan det gik til.« Som Benziman skriver: »Når dette er holdningen hos vores øverstbefalende, klinger det hult, når militæret pludselig er forbavset over den moralske erodering længere nede i rækkerne.« En af mine bekendte, psykologen Nancy Pearlman, tilhører Nachsom Watch, et korps af kvinder, som forsøger gennem deres blotte tilstedeværelse at forhindre de værste overgreb ved checkpoints. Det er upopulært hos hendes landsmænd på denne måde at rejse tvivl om soldaternes moral, men hun føler, at det hjælper en lille smule på vagternes opførsel. Det har til gengæld, fortæller hun mig, givet hende selv store familiære problemer. Hendes to sønner er uddannede i et elitekorps og synes, det er pinligt, at deres mor render rundt og skoser soldaterkolleger på denne peacenik-måde. Men hun fortsætter, fordi hun – der selv mistede 14 medlemmer af sin familie under holocaust – græmmes, når israelere behandler palæstinenserne som undermennesker.

Hjernen banker rundt
Jeg kigger nærmere på den nye høje mur ved Betlehem, hvor der er malet masser af flot graffiti mod besættelsen. Jeg filmer de ødelagte oliventræer, indtil to maskingeværbevæbnede vagter begynder at stille spørgsmål til, hvad jeg laver her i sikkerhedszonen. Tæt på i Ayda-flygtningelejren bor Amal Jadou. Jeg har ikke set hende i to år, mens hun har studeret på Harvard. Hun har blandede følelser omkring valget. Sammenligner det med Romerriget, hvor man lod slaverne slås med hinanden: »Besættelsen gør os til slaver. Vi hopper og danser efter andres melodi, men selvfølgelig vil jeg stemme. På Mustafa Barghouti, han er en virkelig demokrat og helt ukorrupt.« Amal fortæller løs om episoder ved checkpoints. Hun oplever alle disse begrænsninger i bevægelsesfriheden som meget værre indgreb efter sine to år i USA. Forleden blev hun vred på en soldat en aften, da hun ikke kunne komme igennem den direkte vej til Ramallah. Han truede hende – hun burde tænke over, hvad der kunne ske, hvis hun var alene med ham inde i vagttårnet. Amal smed rasende sit id-kort i hovedet på ham og løb væk.
Hendes mor kommer ind i stuen og fortæller, at hun havde fået tilladelse af militæret til at besøge sin familie i Jerusalem, fordi hendes onkel var død. Men da hun stod ved checkpointet, sagde soldaten bare nej, og kaptajnen grinede ad hende, da hun klagede over den unge mand. Men, siger Amal, checkpointene er jo bare overfladen – den synlige magt, som hver dag skal minde os om, at vi ikke råder over vores eget liv. To mænd kommer på besøg. De er omkring 40 år gamle og begge børn af den første intifada. Amals svoger, Nasser, fortæller på min opfordring om sine tre fængselsophold og demonstrerer, hvad han var udsat for af forskellige former for tortur. Rysteturene, hvor hjernen bankede rundt inde i skallen, var nok det værste. Den anden besøgende, Salah, var en af de indespærrede i Fødselskirken i 40 dage. Han fortæller, at han første gang blev fængslet som 14-årig. Salah har også prøvet mange former for tortur og overgreb, blandt andet tåregas som kollektiv straf i en overfyldt celle. Amal lytter. Det er ikke så tit, mændene fortæller, hvad de har været igennem. Hun siger til mig, at der er meget tabu omkring torturen og overgrebene. Der er så megen frygt for, at den torterede kan have taget skade fysisk og psykisk, at folk nødigt taler om det, og det er kun, fordi jeg kommer udefra, at de pludselig lukker op. Amals yngre bror, Monjed, kommer ind. Han har lige filmet israelernes dramatiske arrestation af to militante i Betlehem. De ville hjem og have mad hos mor, da de blev hentet. Kvarterets drenge kastede med sten. En blev skudt i benet. Vi kigger på de billeder, som er hverdag i Betlehem, selv om en avis har afblæst intifadaen.
Amal betyder håb på arabisk, og Amal er normalt også en glad kvinde, som efter en god uddannelse vil kaste sig ud i fredeligt arbejde for en palæstinensisk stat. Men pludselig siger hun til mig: »Vi lever i den grad i en dødens kultur. Folk har ikke noget håb. Jeg er totalt imod drab på uskyldige civile, men mange af vores unge folk er allerede døde indvendig, deres sjæl er splintret, og de splintrer deres krop i håbet om en bedre verden – eller fordi de andre også skal kende døden.«

’To resist is to exist’
De taler om de unge. Om at israelerne ydmyger dem i fængslerne og prøver at få dem til at blive stikkere. Det er en sygdom, som breder sig. Der er omkring 330 mindreårige i fængsel lige nu. Det får Salah til at fortælle om sit arbejde i flygtningelejren. Han prøver at få børnene til at interessere sig for alt andet end krig og skydevåben. For eksempel deres traditionelle musik og dans, og der er virkelig stor tilslutning. Han har netop selv i en sen alder fået sit første barn, som løftes rundt i stuen, og han demonstrerer dermed sin tro på en fremtid efter de mange år i fængsel. På min vej tilbage til Jerusalem passerer jeg igen det ny stykke mur og tænker på, at der netop i disse dage kører en sag ved højesteret om linjeføringen ved to landsbyer nord for Qalqilya, som jeg tidligere har besøgt. Beboerne klager over, at de er blevet afskåret fra den øvrige Vestbred af hegnet. Hertil svarede den israelske regering i retten, at de tværtimod skulle være glade. For ved at være på den ’israelske side’ af hegnet havde de fået mulighed for at tage arbejde i den nærliggende bosættelse Alfei Menashe. De var derved blevet bedre stillet end palæstinensere på den anden side, hvor arbejdsløsheden er høj. På grund af hegnet og besættelsen.
Jeg tog nogle flere billeder af muren ved Betlehem. Ikke mindst af indskriften: »To resist, is to exist.« Og tænkte på, at det var den tidligere israelske ministerpræsident Ehud Barak, som en gang ærligt indrømmede, at havde han været palæstinenser, ville han have været terrorist. Jo, der var lidt mere fred og håb i luften end så mange gange før, men alligevel nok for tidligt til helt at afblæse intifadaen. Og ved udrejsen fra lufthavnen i Tel Aviv var sikkerhedsfolkene mere ihærdige end nogen sinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu