Læsetid: 6 min.

Rødvinsstænk og anden blasfemi

Så længe tonen er skinger, er der ingen grund til at afskaffe blasfemi-paragraffen. Så hellere til gilde i Statens Museum for Kunst, hvor man altid kan finde sig et hjørne af kulturarven at pisse på
18. december 2004

Intermetzo
»Museet kan rumme arrangementer af enhver art og størrelse, og vi tilrettelægger gerne Deres næste arrangement med mad, musik og omvisning skræddersyet til netop Deres behov.«
Således beskriver Statens Museum for Kunst sin formåen på museets hjemmeside og annoncerer for udlejning af museet til private sammenkomster: »Skulpturgaden er velegnet til middage, receptioner, diverse shows og produktlanceringer«. Museet tilbyder plads til 1.000 siddende personer i skulpturgaden. Man skulle ellers tro, at skulpturgaden var velegnet til besigtigelse af skulpturer i museets samlinger og varetægt. Men skulpturgaden er altså velegnet til middage, receptioner og shows.
Så forstår man bedre, hvorfor skulpturerne i skulpturgaden er stillet ind til siden: Så kan der være plads til siddende middage og shows og receptioner for produktpræsentationer med pindemadder og rødvin. Det sidste kan man se, at skulpturgaden anvendes til. Rent faktisk er der stillet nogle for siddende middagsgæster og receptionister med pindemadder og rødvin uvedkommende skulpturer op i skulpturgadens to længderetninger ude i siden.
Det er ikke alle steder i skulpturgaden, at skulpturerne er kommet langt nok ud mod væggene. Dette kan konstateres ved inspektion af et af billedhuggeren Erik Thommesens hovedværker, Kvinde fra 1963. Denne skulptur er både fysisk og kunstnerisk betragtelig.
I disse kanoniserende tider, og såfremt de kommende kulturministerielle smagsdommere ikke er direkte åndssvage, får Erik Thommesens Kvinde 1963 sin placering i en billedkunstens kanon. Der er blot dét at sige til det, at titlen ikke længere er retvisende. Fremover må Erik Thommesens skulptur kaldes Kvinde – med rødvinspletter. I realkommentaren bør museet tilføje: »Denne store træskulptur er skabt af Erik Thommesen i 1963. Rødsvinspletterne er tilføjet under en senere middag i skulpturgaden eller ved en reception eller måske et show eller en produktlancering«.
Desværre kan realnoten ikke blive fyldestgørende, eftersom næppe nogen er klar over, hvilken rødvin der er tale om, slotsaftapning eller Nettos billigste. Heller ingen kan formentlig oplyse, hvilken person der konkret tilførte skulpturen rødvinsstænkene. Det sidste er beklageligt, eftersom vedkommende har præget skulpturens højre nedre side og gjort det ganske virtuost; formentlig ladet sit glas med rødvin falde fra ståhøjde ned i gulvet i den mening, at noget manglede, således at stænkene fra vinen har fordelt sig i en uregelmæssig vifte opefter på skulpturen.

Skulpturgadegæst i panik
Det kan også tænkes, at rødvinsstænkeren har siddet – måske sammen med 999 andre, eftersom skulpturgaden jo efter sin funktionsbeskrivelse kan rumme 1.000 personer – og lidt ud på aftenen er faldet ned af stolen, måske gået under bordet, som man siger, og således som det ofte sker, når danskere finder sammen og er bænket i skulpturgader ved borde med udskænkning af alkoholiske drikke. (Blot én af de umistelige værdier i den danske kulturs adfærdskanon.)
I faldet under bordet kan det tænkes, at den pågældende skulpturgadegæst i panik eller forvivlelse har kastet sit rødvinsglas mod skulpturen for at afsætte en eftertrykkelig og synlig markering. Således ville museumspersonalet næste dag ved at notere sig rødvinsopsjasket på skulpturens lyse, sarte træ, kunne regne ud, hvor cirka i skulpturgaden den pågældende lå og under hvilket bord.
Som antydet er en datering af rødvinsmarkeringen på Erik Thommesens skulptur ikke med præcision mulig. Den er dog sket efter museet åbnede skulpturgaden for middage, receptioner, shows og produktlanceringer. Begivenheden lever i den forstand smukt op til forestillingerne om gadens rolle i det museale liv:
»Ambitionen for scenografien [i skulpturgaden] har været at sammenbinde de mange forskellige udtryk og materialer. Samtidig skal scenografien spille op til museumsgadens monumentale arkitektur, bryde rummets overskuelighed og muliggøre uventede oplevelser«. Man må lade museet, at man tager disse magtfulde ord alvorligt.
Her kan man tale om, at materialerne sammenbindes i træ og rødvinsstænk. Ligeledes byder museet på højst uventede oplevelser, som jo i sig selv rødvinsstænk på Erik Thommesen må siges at være. Dette har billedhuggeren pr. forespørgsel aldrig selv forestillet sig, at man kunne komme til at opleve på hans skulptur. Og såfremt Thommesen ikke bryder sig om tilføjelsen af rødvinen, er der kun det at sige til den ting: Kunstnere er så forbandet følsomme.
Alle andre, 1.000 personer ad gangen, kan med rødvinsglas i hånden, til bords eller stående i skulpturgaden fryde sig over en museumsledelse, der i fuld overenstemmelse med tidsåndens benovelse over privat foretagsomhed og cool cash udviser ansvarfølelse over for de genstande, der er dem betroet at opbevare og videregive til eftertiden, og sørger for at disse værker får deres synlige tilføjelser.
Allis Helleland er navnet bag denne ansvarlighed, som folk med rigtige meninger ville være tilbøjelige til at kalde plattenslageri, og som yderligere markeres ved at Erik Thommesens skulptur ikke for længst er sendt til konservator således, at tilføjelserne på forsvarlig vis har kunnet afrenses.

Paragraffer
Og nu til noget helt andet: blasfemi-paragraffen. Den er der et flertal i Folketinget for at udradere af dansk lovgivning. Det lyder jo besnærende i ytringsfrihedens navn og giver nu Dansk Folkepartis kristne keruber ret til at sige og skrive, hvad det skal være om andre trossamfund.
Paragraffen er som øvrige ytringsfrihedsbegrænsende foranstaltninger udtryk for et paradoks: Samfundet fastsætter grænser for ytringsfriheden, således at personer og eller grupper ikke begrænses i deres ytringsfrihed, i foreliggende forstand friheden til uden forhånelser eller krænkelser at dyrke den gud, man vil.
Det siger sig selv, at en sådan paragraf, akkurat og i samvirke med den lige så truede racismeparagraf i første række tjener til at beskytte minoriteter. Næppe nogen ved deres fulde fem vil fremsætte en påstand om at alle danskere er fordærvede pædofile sodomister, folkekirken et stinkende bordel bestyret af liderlige kvindelige luderpræster og for resten en samling røvpulere af falske profeter, og at den danske folkekirkes trosgrundlag udspringer af en forpulet løgnehistorie om en neurotisk fantast, der hævdede, han var guds søn, en rablende psykopat fulgt af 12 arbejdssky bøssekarle, hvoraf én var stikker, en anden pervers masochist, der lod sig hænge med hovedet nedad.
Derimod er det ikke vanskeligt at forestille sig mindretalsreligioner omtalt nedsættende, således som jødernes tro i 1920’erne og 30’erne her i landet blev svinet til af kristne, som i overensstemmelse med flere hypernationalt sindede præster og det yderste højre tillagde jøderne alle dårlige egenskaber, som også karakteriserede deres religion. Herved gjaldt det nedsættende om den mosaiske tro alle jøder, med andre ord racistiske generaliseringer som i rigt mål overførtes til personer af andre observanser, brødrene Brandes o.a.
Den samme tendens er nu i fuld sving: Tidehverv og Dansk Folkeparti skærer alle muslimer over én kam. Ifølge Søren Krarups forvrøvlede tautologier kan muslimer hverken være danske eller demokrater. Èn muslim er antidemokratisk, alle muslimer er det samme.
Bedårende at bevidne Krarups bekymring for demokratiet som national værdi og/eller mål i sig selv. Denne bekymring afløser et ellers skråsikkert afvisende syn på demokrati som ideoogi, demokratismen; et hamskifte tilsyneladende foretaget efter, at pastoren selv er gået hen og er blevet levebrødspolitiker.
Så længe tonen er skinger, så længe krænkelserne af andre menneskers tro er uforsonlige og voldsomme, er der ingen grund til at afskaffe nogen blasfemi- og racismeparagraf.
Så hellere til gilde i skulpturgaden, hvor man altid kan finde sig et hjørne af kulturarven at pisse på.
Note: Det har ikke været muligt i denne tekst at indpasse statsministerens fortid i kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget. Eventuelle læsere henvises til tidligere og kommende udgaver af Intermetzo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her