Læsetid: 4 min.

En roman i billeder

Wim Wenders fotograferer tiden fra her til evigheden – ny udstilling på ARoS
11. december 2004

Foto
Når man ser de 18 fotografier, nogle store og andre meget store, der lige nu fylder vestgalleriet på ARoS i Århus, er det nemt nok at se billedmæssige paralleller. Wim Wenders har uden tvivl Hoppers tomme byscener i tankerne, ligesom han formodentlig har set Hockneys sammenklippede naturpanoramaer. Det er også rimeligt, som Peter-Klaus Schuster gør i det fremragende, tysksprogede katalog, at trække linjer tilbage til det 19. århundredes fantastiske panop-
tikonkasser, hvor maleri så at sige løb sammen med fotografiet i dettes tidligste form.
Men Wim Wenders er måske alligevel mere i familie med de rejsende fremmede, der i litteraturen har villet beskrive indre og ydre verdener set gennem et barns øjne i efterkrigens menneskeskabte ruinlande. Med forfattere som Jack Kerouac, Bruce Chatwin og især W. G. Sebald.Wenders’ fotografier kan i den sammenhæng ligne en slags hurtigt henkastede, spontane digte, men selvfølgelig er det ikke snapshots. Det er arrangerede, omhyggeligt researchede billeder, noter til igangværende film eller motiver, der viser sig under filmoptagelser. Der er et episk forløb i dem, og det består af lyriske elementer.

Tid
Det er en slags roman i billeder, hvad man især kan se af kataloget. For selvfølgelig er det spektakulært, og måske gør udstilligen på ARoS lidt for meget ud af netop det spektakulære, så man i nogen grad giver afkald på de læn-gere, episke stræk til fordel for det enkelte billedes øjeblikkelige visuelt fascinerende udtrykskraft.
Det handler i høj grad om tid, i forskellige hastigheder. Om hurtige forandringer, noget der forfalder og forsvinder. Og om meget lange stræk, der varer så langt som cirka herfra, eller for længe siden, til evigheden.
Wim Wenders er meget optaget af Amerika, men han er ikke amerikaner. Han er tysker, og for ham er Amerika en drøm. Det er en drøm, vi allesammen i efterkrigsgenerationen drømte, men tyskere måske mere end andre.
Det er en forvitret og forvirret drøm, der forlængst er blegnet, men Wenders forfølger den med sit kamera og skildrer den i forfald. De amerikanske billeder på denne udstilling er pictures of the gone world, som den amerikanske digter Lawrence Ferlinghetti engang midt i 1950’erne kaldte sin første bog. De er nostalgiske, og nostalgi betyder hjemlængsel, forstærket ved at det drejer sig om et indbildt hjem, man aldrig har haft. Wenders har tit og ofte talt om det, om spor af forsvundne byer i ørkenen, om benzintanke der stikker op af sandet, om bilvrag fortæret af rust og forladte moteller, der står tilbage som kulisser til film, ingen har drejet. I Ferlinghettis version kan det være »dead grass where the rusty tincans and bedsprings and old razor blades and moldy mattresses lie and the rail breaks off dead right there though the ties go on awhile.« Det er horisonter i Montana, hvor kvæg græsser foran Rocky Mountains som en cigaretpakke. Det er en cowboy fra Paris, Texas på vej ind til møde i Anonyme Alkoholikere. Det er et parkeringshus i Houston, set udefra og bagefter udsigten indefra som gennem tremmer: to ens biler og en kvinde fastfrosset på fortovet i en forsvunden tid, hvor intet længere bevæger sig.

Andre tider
Men der er også, og det er det andet spor, et gigantisk foto af et meteorkrater i den australske outback. Et landskab, der, som Wenders siger det, var der længe før vores ankomst og vil være der længe efter, at vi igen er borte. Han forestiller sig faktisk, at sådan et landskab har hukommelse og erindring, og at det måske, i et sprog vi ikke kan kende, bare ligger der og venter på en dag at kunne huske os som noget, der forsvandt. Og der er en serie billeder fra Cuba, optaget mens Wenders lavede Buenavista. Det er billeder i nutid, kulørte gader i en anden slags forfald, fordi de ikke utvetydigt tilhører fortiden, som de amerikanske udørker, men i lige så høj grad læner sig ind i en nær men ukendt fremtid.
Det er, som Wim Wenders selv kaldte en bog fra 1986, Emotion Pictures. De er i bevægelse og vil bevæge. De har allerede bevæget fotografen. Måske er der ikke nogen overordnet, alt styrende struktur i dem. Måske er de tilfældige, forklarlige på mange måder men tilfældige, som meteorer, som mønstre man ser når man bevæger sig. Eller står stille som det gammeldags panoramakamera, Wim Wenders bruger, og lader øjets objektiv følge en fjern horisont. Motivet ligger foran og bagved kameraet. Wenders selv kalder det »Einstellung«, idet kameraets indstilling er en konsekvens af den indstilling, fotografen har til sit motiv.
Det er Niels Bohrs komplementaritet i aktion, og det færdige billede er kun for så vidt færdigt, at det kan være til stede foran andre, der ser det samme på andre be-
tingelser med andre motiver. Hos Wenders er det objektive altid subjektivt.

Wim Wenders: Pictures from the Surface of the Earth, ARoS, Århus. Til den 27. februar 2005. En række af Wenders’ film vil blive vist i museets biograf i løbet af januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu