Læsetid: 2 min.

S og R enige om udlændingeplan

Med ændring af straffeloven, investeringer på tre mia. kroner om året, task-force hos politiet og anvisning af udlændinge på tværs af kommunegrænser, er Socialdemokraterne og de radikale enige om stor fælles udlændingeplan
23. december 2004

Udlændinge
Med en stor, fælles plan på udlændingeområdet forsøger Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre nu for alvor at bringe sig selv tilbage i kampen om regeringsmagten. Det nye udspil, som også har delvis støtte fra SF og Enhedslisten, skal bryde regeringens påstand om, at oppositionen står splittet og svækket, når det gælder det centrale tema i den kommende valgkamp: udlændinge.
Planen, som Information er i besiddelse af, indeholder investeringer for tre mia. kroner om året i ghettoområder. Indførelsen af en ny paragraf i straffeloven, der straffer medvirken til tvangsægteskab. Obligatorisk undervisning af lærere og pædagoger i de problemer, som opstår blandt etniske minoriteter. Mulighed for at de indvandrertunge kommuner på Københavns vestegn kan anvise udlændinge til lejligheder i andre, velstillede kommuner. Og oprettelsen af særlige enheder på ambassader i udvalgte lande, der skal gribe ind over for tvangsægteskaber.
Socialdemokraternes udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard, mener, at udspillet endegyldigt fejer myten om den splittede opposition til side:
»Vi er jo udskreget i pressen som umulige på grund af den store forskel på udlændingeområdet. Her sætter vi os ned og viser, at det faktisk er ganske lidt, som vi er uenige om,« siger hun.

Udtryk for opposition
Den radikale ordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, siger om den nye aftale, som konkret udmønter sig i en række beslutningsforslag i Folketinget: »Det er udtryk for, at der er en opposition på udlændingeområdet«.
Planen fra de to partier falder i fire dele: Indsats for at hjælpe udenlandske voldsramte kvinder, indsats mod tvangsægteskaber, flere etniske minoriteter i arbejde og kamp mod ghettodannelse.
Konkrete punkter i planen:
• Kommuner får udvidet ret til at placere udlændinge i almene boliger, så tre ud af hver fire lejligheder i en periode op til fem år kan gives til udlændinge.
• Tre mia. kroner skal hvert år de næste 15 år investeres i nedslidte og belastede områder, ghettoer.
• Mulighed for, at asylsøgere kan arbejde.
• De værste ghetto-områder skal rives ned.
• Vestegnskommuner i København får mulighed for at placere udlændinge f.eks. i Gentofte via anvisningsret på tværs af kommunegrænser.
• Voldsramte udenlandske kvinder skal bevare deres opholdstilladelse – og risikerer ikke længere udvisning, hvis de forlader manden.
• Ny paragraf i Straffeloven, der kriminaliserer medvirken eller pres til tvangsægteskab.
• Task-force hos Rigspolitiet skal forfølge tvangsægteskab og æresdrab blandt indvandrere.
• Særlige enheder på ambassader i f.eks. Pakistan og Tyrkiet skal hjælpe udlændinge med dansk pas mod at blive presset ind i tvangsægteskab.
• Uddannelse af lærere og pædagoger i at tackle problemer blandt etniske minoriteter.
Både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre mener, at planen tegner en helt anderledes kurs på udlændingeområdet, end VK-regeringen fører.
»Det her handler ikke om, at nu har de radikale gjort knæfald for os, eller at vi har bøjet af. Vi viser befolkningen, at vi vil noget på området. Nu har regringen i tre år talt meget, men fremvist ganske få resultater,« siger Anne-Marie Meldgaard (S).
»Med regeringen ser vi en tendens til, at den sociale harmoni i vores samfund forsøges bevaret ved at indføre en kanon med vægt på dansk kultur og kunst, ved at dele befolkningen op i dem og os, ved at stramme udlændingeloven. Det er én vej. Vi viser en anden vej, hvor udgangspunktet er, at vi kan skabe social harmoni i det danske samfund selv med flere kulturer,« siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her