Læsetid: 4 min.

Dette er ikke samtidskunst!

Et kig ind på kunst-sammenslutningen Corners udstilling giver anledning til en og kun én eftertanke. Hvorfor eksisterer kunstnersammenslutningerne stadigvæk på Charlottenborg?
27. december 2004

Ny Kunstudstilling
Skriver vi snart 1905 eller 2005? Vi skriver 2005. Det ved alle og enhver. Tvivlen opstår da også kun på Charlottenborg, hvor kunstnersammenslutningen Corner for tiden udstiller.
Corners kunstnere gik givetvis ind i det nye århunderede sammen med resten af verden for fem år siden, men de efterlod pænt deres kunst langt tilbage i det gamle århundrede. Værkerne på Corner, hovedsageligt maleri, tegning og grafik, er næsten uden undtagelse stilprøver i et uddateret og fortærsket kunstnerisk formsprog. En pressemeddelelse fra Corner der meddeler, at »dette er i sandhed samtidskunst«, ændrer ikke stort på dette.
Skal kunsten nødvendigvis følge med tiden? Skal den være ung, moderne, hip og med på beat’et? Ikke nødvendigvis. Kunsten kan være tids- og traditionsbevist på mange andre måder end ved at være del af det samtidskunstneriske ’beat’. Kunsten bliver ikke mere vedkommende af at være tidstypisk, dog heller ikke mindre. Kunstnersammenslutningen Corners problem er ikke manglen på ungdommelig energi; det er manglen på energi, intensitet og kunstnerisk nerve i det hele taget.
Tilforladelige, middelmådige, men alt for ofte er værkerne også formelt set anakronismer af den uoplagte, uinspirerede og endda decideret dårlige slags. Lyriske landskaber, naturalistiske opstillinger, symbolistiske natursværmerier og informelle abstraktioner præger sammenslutningen. Formelt er det uambitiøst, og indholdsmæssigt er det søvndyssende og fimset. Man spørger unægtelig sig selv, hvad det kunstneriske ærinde (formelt, stilistisk og tematisk) egentlig er for kunstnere som Hanne Sejrbo Nielsen, Ole Prip Hansen, Elsa Nielsen, Tove Hummel, Per Baagøe, Gustav Hansen og Egon Bjerg Nielsen for nu at tage et par eksempler.
Måske værkerne har privat interesse, men samtidskunstnerisk relevans? Dertil er formsproget for afprøvet. Det forvaltes for iltfattigt og for uvedkommende. Og var det ikke også sådan sidste år?

Enkelte løft
Enkelte kunstnere løfter udstillingen. Erik Hagens mange skitser til en bibelhi-storisk udsmykningsopgave på Esbjerg seminarium, er bestemt seværdige. Skitserne besidder vitalitet, og man er ikke i tvivl om, at kunstneren kan tegne og male (og det er jo langt hen ad vejen kun dét, det handler om på Corner!).
Skitsernes finurlige sammenblanding af skalamæssigt forskellige rum og forskellige maleriske og grafiske teknikker fungerer dynamisk, og Hagens har et stilsikkert greb om den formelle kompleksitet, som han bygger sine billeder op omkring.
Ligeledes kan Paulo Regos raderinger (til dels) fremhæves, ligesom den svenske gæst Nils Ramhöj’s Tretten billeder af en far ligger et interessant sted mellem at være malerier, tegninger og grafiske arbejder. Ramhöjs streg kunne minde om stregen hos en Giacometti; den er både voldsom og præcis. Den skaber et kolossalt billedrum, der bevirker at den afbildede fader ser kraftfuld og ophøjet ud, men samtidig er han skildret uden masse, og hans blik er først og fremmest skrøbeligt og udsat.
Men disse værker er undtagelser, og alene kan de ikke bære hele Corner. Flertallet af værker løfter for lidt æstetisk, og når de så ikke har andet på hjerte end det æstetiske, så spørger man unægteligt, hvad den kunstneriske relevans overhovedet er?
Dette problem rammer jo så i første omgang Corner selv. I anden omgang er det Charlottenborgs store problem (idet de lægger lokaler til år efter år), og i sidste ende vedrører problemet hele kunstoffentligheden.

Retningsløs linje
Sammenslutningernes massive tilstedeværelse i dansk kunst – en tilstedeværelse, der alt for ofte er omvendt proportional med den kunstneriske kvalitet – har både en drænende og negativ effekt på Charlottenborgs udstillingslinje, såvel som på stedets uindfriede potentiale som førende kunsthal i Danmark. Er det særligt befordrende for dynamikken i dansk kunstliv, at det samme hold kunstnere år efter år (hvad enten det nu er Grønningen, Pro, Den Gyldne eller Corner) udstiller uengagerede variationer i akvarel og olie over det samme amputerede modernistiske tema?
Charlottenborg viser det ene øjeblik avanceret videokunst, det næste øjeblik Corner. Jamen, er det ikke udtryk for kunstnerisk alsidighed og generationel mangfoldighed – at der er plads til alle? Nej, det er udtryk for en fragmenteret og retningsløs udstillingslinie, og det er altid det samtidskunstneriske potentiale, der trykkes af den institutionelle skizofreni og bliver eksporteret et andet sted hen.
Men folk er jo glade for kunstnersammenslutningerne – herunder Corner – så hvorfor egentlig al denne negativitet? Og for den enkelte kunstner er værkerne givetvis forbundet med positive størrelser som glæde og nydelse ved den kunstneriske skabelse. Givetvis! Men serverer kokken slatne pomfritter, så hjælper det jo ikke på min smagsoplevelse, at de blev tilberedt med kærlighed og efter bedste formåen. Og er de slatne år efter år, så er det vel ikke urimeligt at kræve dem af menukortet?
Der er offentlig rundvisning søndag den 2., 9., 16. og 23 januar kl. 14. Vel mødt!

*Corner 2005. Charlottenborg udstillingsbygning. Fra den 29. december til den 23 januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu