Læsetid: 3 min.

Sex og politik – en klassisk britisk cocktail

Britisk politik er stadig smækfyldt med sexskandaler og intriger. Men noget er forandret...
18. december 2004

London
Der er ikke noget overraskende i, at britisk presse de seneste uger har trasket rundt i de slibrige detaljer i den blinde indenrigsminister David Blunketts tidligere forhold til Kimberly Quinn, udgiver af det konservative magasin The Spectator. Britiske politikeres evne til at holde sig til én kvinde – med hvem de deler fælles husstand og fælles børn – er så mange gange tidligere blevet gjort til skamme. Så det var ikke overraskende, at 57-årige Blunkett onsdag blev tvunget til at gå af. Det er snarere normen, når sex og politik blandes til en bittersød cocktail og serveres til hele folket på avisforsiderne. Den slags sælger aviser.
Alligevel er der et eller andet, der er anderledes denne gang. Ikke mindst fordi rollerne i affæren er omvendte denne gang. Det er ikke den traditionelle politiker-affære bestående af en gift, mandlig politiker og en ugift elskerinde, hvor manden ingen hensigt har om at forlade konen. Her har vi en fraskilt far til tre, der gennem tre år har haft en affære med en gift kvinde og tydeligvis håbede på, at forholdet en dag ville kunne offentliggøres – Blunkett begyndte sågar at bære vielsesring. Dertil kommer naturligvis, at Quinns to-årige søn såvel som hendes ufødte barn muligvis er Blunketts børn, som han nu for åbne medier er gået rettens vej for at få adgang til.

Om end der ikke er noget at råbe hurra for, når mænd og kvinder er hinanden utro og bruger børn som våben, så viser forløbet dog, at britiske politikere efterhånden er ved at komme ’ned til folket’ og ikke længere udgiver sig for at være moralens vogtere. Som en ven sagde for nylig: »Hver gang jeg tænker på David Blunkett, forestiller jeg mig ham i Batman-kostume«. Denne lidt bizarre udtalelse var ikke en uudleven sexfantasi, men en henvisning til et mediestunt af gruppen Fathers 4 Justice – en gruppe der kæmper for fraskilte fædres lige ret til deres børn – hvor et medlem iført Batman-kostume lænkede sig til en balkon på Buckingham Palace. Pludselig er selveste den benhårde indenrigsminister – der har gennemført hidtil usete stramninger af asylpolitikken samt en kontroversiel og diskutabel antiterrorlovgivning på kant med internationale traktater – parat til at opgive alt for adgangen til sit og Quinns fælles barn/børn. Hvor...almindeligt!
Dertil kommer, at der tilsyneladende er enighed blandt både Labour-folk og konservative om, at politikeres privatliv – hvor rodet det end er – ikke bør diskvalificere dem professionelt. Med andre en accept af, at det i teorien så smukke ideal om evig troskab bare ikke altid holder. Det er måske ikke en synderlig dybsindig erkendelse, men ikke desto mindre er det netop høj moral, familien i centrum osv. som især de konservative traditionelt har ført sig frem på og som i den grad gav bagslag i 1990’erne, hvor ikke færre end 20 medlemmer af eller medarbejdere i Underhuset blev taget med fingrene i kassen eller på den forkerte mands kone. Det har tilsyneladende fået de konservative – såvel som Labour – til at indse, at dobbeltmoral er værre end ingen moral. I forbindelse med Blunkett-affæren overgik de konservative nærmest hinanden for at pointere, at de ikke ønskede ham noget ondt, og at det skam udelukkende var affærens politiske implikationer – beskyldningerne om at ministeren brugte sin indflydelse til at få hastebehandlet elskerindens filippinske barnepiges visumansøgning – man ønskede undersøgt.

Da det konservative parlamentsmedlem Boris Johnson, far til fire – sjovt nok redaktør af Quinns magasin – for nyligt blev afsløret i utroskab og efterfølgende fyret fra den såkaldte skyggeregering, gjorde den konservative formand, Michael Howard, det klart, at fyringen ikke var grundet i utroskaben; eller at elskerinden tilsyneladende valgte at abortere, da det gik op for hende, at han ikke ville forlade konen. Nej, grunden var, at Johnson havde løjet over for Howard på spørgsmålet om, hvorvidt det var sandt, at han havde en affære.
Jo, der er sket noget med britiske politikeres holdning til sex – det er nu blevet en privat sag, der er offentligheden uvedkommende, så længe samme politiker ikke har prædiket høj moral over for befolkningen, og så længe affæren ikke har påvirket politikerens evne til at udføre sit arbejde. Hvem ved – måske forplanter de nye toner sig en dag til tabloidpressen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu