Læsetid: 10 min.

SF: Stem nej til Amerika

Modstand mod George W. Bush og USA skal få SF’erne til at gribes af ny begejstring for EU. Men kan unionen standse yankeeerne?
10. december 2004

Forfatningstraktat
I’m afraid of Americans.
I’m afraid of the World.
David Bowie, I’m afraid of Americans, 1997.

Den forklaring, De nu skal høre, begynder egentlig tilbage i 1970’erne.
Efterveerne fra den sovjetiske invasion i Prag i 1968, hvor reformkommunister blev knust, havde sat sig dybe spor blandt venstreorienterede overalt i Europa. På den hjemlige scene var SF, udsprunget af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) særligt i fokus. Partiet protesterede stærkt imod invasionen. Og begyndte efterfølgende at knytte bånd til de mere reformvenlige dele af kommunisterne overalt i Europa.
Det var dengang, at navne som Polens Økologiske Klub, Charter 77 og Solidarnosc var hvermandseje hos SF’erne. Og man talte om Jiri Pelikan, Václav Havel og Alexander Dubcek.
Og hele miljøbevægelsen tog til i styrke. SF’erne købte senere et lille kursussted på Tunø, hvor de kunne side og diskutere miljøproblemer omkring Østersøen. Debatten omkring en fælles løsning af grænseoverskridende problemer, f.eks. miljø, var begyndt. Og frigørelsen fra USA spirede, længe før Murens fald.

I 1974 skriver de store vesteuropæiske kommunistpartier en fælles international politik. Se godt efter – for her begynder fortællingen om det argument, som i dag står som SF’s centrale begrundelse for et ja til den nye EU-traktat. I teksten stod:
»Et fredeligt og uafhængigt Vesteuropa, som frigør sig fra afhængigheden fra USA og de internationale monopoler, kan spille en rolle, der svarer til befolkningernes og fredens interesse i hele verden«. Voilá.
Eller for at opdatere citatet til 2004:
»Det helt afgørende argument for mig er, at EU styrker det udenrigspolitiske arbejde. Hvis det skal lykkes at skabe en modvægt til den nuværende amerikanske konfrontatoriske udenrigspolitik, er det helt nødvendigt, at lande, der respekterer international ret, danner den modvægt«.
Citat Villy Søvndal.
Her følger fortællingen om det argument, modstanden mod USA, som de EU-positive SF’ere bruger til at overbevise partiets medlemmer om at stemme nej – til USA; og ja – til Unionen.
No-one needs anyone, they don’t even just pretend.David Bowie

Steen Gade, SF’s EU-ordfører sidder i flyet til Rom, kort efter Murens fald.
Der er møde i den europæiske gruppe af kommunister og beslægtede partier. SF’s medlem af Europaparlamentet, den senere socialdemokrat, John Iversen, har inviteret Steen Gade med.
I Rom er Italiens store kommunistparti i opløsning. Medlemmerne mødes foran partibygningen og græder eller protesterer. Partito Comunista d’Italia, kommunistpartiet PCI, har længe været ét af de venstrefløjspartier, der har udfordret de danske SF’ere mest, når det galdt Europa. De italienske kommunister var klart for et tættere samarbejde. Kommunisten og føderalisten Spinelli havde i 1984 været med til at skrive traktatudkastet bag oprettelsen af en egentlig europæisk union.
De to SF’ere, Iversen og Gade, suger til sig af indtryk og argumenter om EU-samarbejdet. Og bringer debatten med sig tilbage til Danmark.
SF’s hjemlige fløjkrig, for og imod EU, tager langsomt til i styrke. Forude venter stadig de store dønninger ved afstemningen om Maastricht-traktaten og de efterfølgende forbehold. Her anbefaler SF først et nej i 1992 – og får derefter en nøglerolle i udformningen af de fire undtagelser. Stemningen i befolkningen vender – marginalt – med SF’s anbefaling af et ja.
Men SF tager ikke springet til et fuldgyldigt EU-positivt parti. Den interne debat fortsætter, og i 1998 siger Holger og på ny konen nej til unionen ved afstemningen om Amsterdam-traktaten.
Skuffelsen blandt de EU-begejstrede SF’ere er til at tage at føle på. Ét skridt frem er blevet til to tilbage. Steen Gade, EU-ordfører med en særdeles høj stjerne i partiets bagland, tager initiativ til foreningen Ny Europa, der bl.a. opsamler skuffede og frustrede SF’ere. Kort tid efter tager han sin afsked fra partiets folketingsgruppe.
Steen Gade er i dag én af de personer, som klarest udtrykker den helt centrale argumentation i SF’s stadig mere lune følelser for unionen:
»Det betyder en klar udfordring af og et modspil til USA,« skriver Gade i bogen Gades Europa.
Den begrundelse kan i dag gentages i søvne af enhver EU-positiv SF’er. Og de er ikke alene. Argumentet er transnationalt. De franske socialister, som netop har gennemført en afstemning om traktaten parallelt med SF, har brugt samme ord.
Også hos hjemlige socialister, hos Socialdemokraterne, er argumentet centralt:
»Det er mere end nogensinde før nødvendigt, at EU står sammen for at påvirke USA,« skriver den nyvalgte EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S) i et læserbrev i Politiken for nylig.

God is an American.
I’m afraid of Americans.
David Bowie

Men er det rigtigt? Ingen tvivl om, at argumentet strategisk er rigtigt godt til at vække den slumrende amerikafobi blandt venstreorienterede. Fælles front mod George W. Bush.
USA er besat af krig. Den primitive måde at løse problemer på. Europa tænker anderledes, europæerne er mere raffinerede. Et stærkt Europa kan dæmpe USA’s krigsvanvid.
Sådan lyder, kort fortalt, første mantra under USA-argumentet.
Krigen i Irak har med al tydelighed skærpet opmærksomheden på forskellen mellem Europa og USA.
»Det var aldrig lykkedes for George W. Bush at bilde verden ind, at der var en koalition, hvis ikke nogle af de europæiske lande havde optrådt som nyttige idioter,« siger SF’s forsvarsordfører Villy Søvndal.
Et stærkt Europa havde kunnet »holde Danmark på plads« og forhindret Anders Fogh Rasmussen i at gå i krig hånd i hånd med George W. Bush, mener han. Derfor udgør krigen i Søvndals øjne et overbevisende eksempel på, hvordan et stærkt EU vil kunne danne modvægt til USA.
Udenrigspolitisk forsker ved Institut for Internationale Studier, Anja Dalgaard Nielsen, er enig i, at et stærkere Europa vil kunne påvirke amerikanske beslutninger om krig. Men ikke forhindre dem:
»Vi vil ikke kunne forhindre amerikanerne i at gøre noget. Men vi vil få større indflydelse, hvis vi kan bringe mere med til bordet. For USA er det rart, hvis vi hjælper, men ikke nødvendigt,« siger hun. Det, der skal på bordet, er mere krigsmateriel og flere tropper. Groft sagt betyder det ganske lidt, hvis EU’s støtte potentielt kun er en forældet dansk ubåd og 30 italienske infanterister. Hvis EU får en reel forsvarskapacitet, og er villig til at sætte den i spil, så vejer den europæiske stemme tungt.
Desuden forudsætter det noget så simpelt som enighed. En evne, der manglede op til Irak-krigen. Professor Finn Laursen, leder af Center for European Studies ved Syddansk Universitet, er skeptisk over for, om EU-landene kan opnå enighed på det område.
»England er for eksempel meget pro-atlantisk. Og vi er også sprunget på den vogn. Det sidder så dybt i de gamle europæiske stormagter, at man råder over egen sikkerhedspolitik, at EU endnu ikke kan tale med én stemme,« siger han.

Traktaten indeholder dog små skridt i den retning. Javier Solana bliver en slags skygge-udenrigsminister på området.
Solana har forfattet et dokument om sikkerhedspolitik i Europa, der ved første øjekast vil bekræfte SF’ere i, at opgøret med USA’s verdensorden er på vej. Her bruges vendinger som et opgør med den »unilaterale verdensorden«.
Men udbredt skepsis trives stadig i SF’s bagland. For vil EU virkelig opføre sig eksemplarisk sammenlignet med USA? Hvad sker der ikke, hvis en stærk union bliver opbygget, og Silvio Berlusconi bliver formand for kommissionen?
»Vil vi afbalancere én stormagt (USA) ved at opbygge én til?,« spørger Magnus Falko i debatten på SF’s hjemmeside. Og mange andre medlemmer spørger som ham, fremgår det.

Men tanken bliver afvist af Villy Søvndal. Han tror ikke på, at Europa udvikler sig til en pendant til USA. Han peger på, at de europæiske lande siden Murens fald har skåret knap en tredjedel væk af de samlede forsvarsbudgetter. Der er altså ingen spirende oprustning i sigte, mener han:
»Tanken om, at der sker en stor oprustning, er for mig tankespind. Jeg ser ikke det spøgelse,« konstaterer Villy Søvndal.
Professor Finn Laursen er enig:
»Jeg tror ikke, der vil være politisk vilje til at hæve forsvarsbudgetterne. I traktaten er der lagt op til et tættere samarbejde og mere for pengene. EU kan blive en civil magt med kapacitet til militære aktioner mere end en militær magt,« siger han.
Vævet ind i diskussionen om Irak-krigen er hele kampen mod terrorisme.
Denne del af stem mod USA-argumnetet kan formuleres: USA mener, at terrorister kan bombes ud af verden. EU er klogere. Vi ved, at det kræver en langsigtet indsats.
Villy Søvndal mener, at et styrket EU vil kunne bidrage langt mere konstruktivt til at løse problemer end USA. Det gælder først og fremmest tre potentielt vanskelige steder som Nordkorea, Palæstina og Iran.
»EU kan spille en fundamentalt forskellig rolle i forhold til at løse de kriser. Det var f.eks. ingen tilfældighed, at det var tre EU-lande, der fik Iran til at stille atomvåbenprogrammet i bero,« siger han. EU vil være bedre til diplomatiske løsninger, mener han.
Netop eksemplet med Iran blive ligeledes fremhævet af professor Finn Laursen. Han fremhæver desuden, at EU i forhold til striden mellem Taiwan og Kina måske kan have en heldigere hånd end USA, der mere direkte støtter op om Taiwan.
Kampen mod terror har i USA medført den kontroversielle Patriot Act, som kritikere betegner som en drastisk indskrænkning af basale frihedsrettigheder.
Kombineret med overgreb på fanger både i Afghanistan og Irak og forholdene på Guantánomo-basen i Cuba, så lyder argumentet for at stemme mod USA: Amerika er ved at udvikle sig til en bananstat, hvor FBI, CIA og andre hemmelige tjenester forgriber sig på retssikkerheden. George W. Bush snyder oven i købet ved valgene. Europa har et bedre, mere rodfæstet, demokrati.
Netop demokratiet er forskelligt fra USA til Europa, mener Villy Søvndal: »Vi har nogle historiske erfaringer med demokrati i Europa, som USA ikke har. Vi ved, at demokrati også kan gå galt. Det så vi i 30’ernes Tyskland,« siger han, og henviser til tyskernes valg af Hitler.
»Ja og nej,« begynder Anja Dalgaard Nielsen.
»De afhøringsmetoder, som amerikanerne har brugt nogle steder går langt over grænsen. Og Europa har helt sikkert mulighed for at stå for noget andet. men det er samtidig et forsimplet billede. Tag f.eks. Frankrig, der har givet mulighed for, at tilbageholde terrormistænkte i op til fire år. Vi er ikke mere hellige, end de er,« siger hun.
Også den hjemlige terrorlovgivning efter 11. september, 2001, fik hårde ord med på vejen. Loven var forberedt under statsminister Poul Nyrup Rasmussen og blev overtaget af VK-regeringen. Dommerne sendte den skarpeste advarsel set i mange år til regeringen. Lige lidt hjalp det.
Netop derfor er det svært at overbevise SF’erne på det punkt. Som Magnus Falko skriver på hjemmesiden:
»Reelt udviser EU en terrorpolitik inspireret af USA.«
Heller ikke professor Finn Laursen er overbevist om, at EU på området vil føre de rene hænders politik:
»Får vi flere begivenheder som bomberne i Madrid, så vil der være et yderligere pres på at gå i retning af USA. Det vil være den naturlige politiske respons,« siger han.
Anja Dalgaard Nielsen mener, at den skrappe amerikanske terrorlov over tid vil blive korrigeret, dels af de meget aktive menneskeretsbevægelser, dels af landets retssystem. Desuden har flere amerikanske ministerier indbyggede ombudsmænd, der flere gange har vist tænder og kritiseret egne overordnede for at gå over stregen i terrorbekæmpelsens navn, fortæller hun.
»Hvad har vi til sammenligning? Én Ombudsmand, som skal tage sig af alt.«

I’m afraid of Americans.
I’m afraid of the words.
David Bowie

Et område, der vejer tungt i anti USA-argumentet er miljøet. Kort fortalt er agumentet:
USA og specielt George W. Bush pisser på miljøet. Udplyndrer verdens naturressourcer. Nægter internationale aftaler. Og griner hele vejen hen til banken. Og så vil den amerikanske fornægtelse af den globale aftale om miljøet, Kyoto-aftalen, tone frem for SF’erne. Lige som olie-udvidningen i Irak. Og boringerne i Alaskas naturområder og den enorme amerikanske bilpark.
»Vi har en helt anden miljøbevidsthed i de europæiske lande,« siger Villy Søvndal.
Professor Finn Laursen mener, at »EU kan spille en ledende rolle internationalt og som modpol til USA«. Specielt fordi afgørelserne i EU kan træffes ved flertal og ikke kræver enighed. Det gør det nemmere at gå i en positiv retning.
Med i SF’ernes billede af et progressivt Europa i modvægt til USA hører flere andre områder: U-landsbistand, hvor EU giver betydeligt mere end USA. Opbakningen til FN. Overholdelsen af internationale aftaler, f.eks. om den internationale krigsforbryderdomstol (USA står uden for, red.). Og handelsområdet, hvor EU allerede har set handelskrige udkæmpet mod USA.
Men vigtigere end mange af de emner er det basale – følelsen af at være anderledes end amerikanerne.
»George W. Bushs facon og personlighed kan få det til at krympe sig i mangen en SF’ers mavefølelse,« skriver Magnus Falko. Så er det sagt.
Den amerikanske kommentator Robert Kagan har leveret litterær opbakning til det synspunkt med bogen Paradiset og magten. Amerikanerne er fra Mars, europæerne fra Venus, lyder hans argument med en pendant til mænd og kvinder. Sammenligningen får støtte på venstrefløjen:
»Der er meget stor forskel på værdierne på tværs af Atlanten,« skriver Socialdemokraternes Dan Jørgensen.
»Mit bud kan i hans billedsprog kun blive til en ren hyldest af Venus,« siger Steen Gade.
Stem ja til unionen. Og nej til Bush.

FAKTA
Røsten mod USA
Argumenter, fremført i SF, for at styrke EU som modvægt til USA:
• USA forfalder til krig, hvor EU vil bruge diplomati.
• EU har større fokus på retssikkerhed og menneskeret.
• Fælles internationale spilleregler kræver et stærkere EU. Det gælder f.eks. en international straffedomstol og Kyoto-aftalen.
• FN bliver styrket af EU, svækket af USA.
• Europa har højere miljøstandarder end USA.
• U-landshjælp og langsigtet arbejde for at rette op på fattigdom gøres bedst i EU.
• Europa er mindre religiøst - mere rationelt.
• USAs adfærd fremmer terror, EU kan standse den udvikling.
• Ensidig støtte til Israel fra USA gør fred i Mellemøsten umulig. Europa kan med et nuanceret syn gøre det bedre.
• George W. Bush er en idiot.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu