Læsetid: 8 min.

Sikkerhedsrådet svigter i Darfur

FN’s Sikkerhedsråd har besluttet ikke at gøre noget for at stoppe den tikkende humanitære katastrofe i Sudans Darfur-region, indtil situationen forværres. Som nyt medlem af rådet fra på lørdag kan Danmark forberede sig på muligheden for en gentagelse af folkemordet i Rwanda for 10 år siden
27. december 2004

Humanitær krise
NEW YORK – Det var ikke første gang, at Kofi Annan og Sikkerhedsrådet talte forbi hinanden i en løbende diskussion om, hvordan man stopper den tikkende humanitære katastrofe i Sudans vestlige region Darfur.
Men denne gang, to dage inden jul, syntes FN’s generalsekretær at have fået nok. Annans frustration over rådets ubeslutsomhed og passivitet, siden han først appellerede til handling i en tale i april i anledning af 10-årsdagen for folkemordet i Rwanda, var ikke til at tage fejl af.
FN’s sekretariat og Sikkerhedsråd, verdensorganisationens to vigtigste organer, er klart på kollisionskurs i den prekære sag om den sudanesiske regerings og Janjaweed-militsens etniske udrensning af afrikanske muslimer – USA kalder det et folkemord – i Darfur i kølvandet på et væbnet oprør mod de centrale myndigheder, der startede i regionen i februar 2003.
Udfaldet af denne tvist i FN-bygningen i New York vil ikke alene have betydning for 1,6 mio. darfurianere, fordrevet fra deres landsbyer, og deres overlevelsechancer i en ørkenregion, som er svært tilgængelig for internationale organisationer. Uden overholdelse af en våbenhvile indgået i august mellem sudanske regeringsstyrker og to darfurianske oprørshære kan det blive umuligt at redde titusinder eller flere fra sikker sultedød.

Konsekvenser for FN
Skismaet mellem et proaktivt FN-sekretariat med en Kofi Annan i spidsen – der har lært af sine fejltagelser under folkemordet i Rwanda for 10 år siden – og et inaktivt Sikkerhedsråd i Darfur-krisen kan få dystre konsekvenser for FN’s fremtid i en periode, hvor medlemslandene planlægger at drøfte en drastisk overhaling af organisationen med det formål at ruste den til håndtering af en ny type ikke-mellemstatslige konflikter efter Den Kolde Krig.
»Kerneproblemet er, at nogle rådsmedlemmer kun tænker på nationale interesser i denne sag – nemlig Pakistan, Kina og Rusland. Det bliver Annan nødt til at pege på. Det er rådet, som tog på sig at løse konflikten i Darfur. De kan ikke blive ved med at lægge det på generalsekretærens skuldre. Når man tager rådets ansvar i betragtning, er det ret uansvarligt,« siger en kilde i sekretariatet.
Det er usædvanligt barske ord i en organisation, hvor al kritik normalt svøbes ind i
diplomatiske fraser, der er svære at tyde for udeforstående. Men frustrationen i kredsen omkring generalsekretæren er åbenlys.
Inden Annans kritik af Sikkerhedsrådet havde USA – utvivlsomt med opbakning fra de fleste rådsmedlemmer – opfordret ham til påny at rejse til Sudan, hvor han under et besøg i juli imod store odds havde overtalt den sudanske regering til at indgå i en fælles arbejdsgrupper med FN’s udsendinge. Initiativet har medvirket til konkrete fremskridt.
Sikkerhedsrådets holdning har generelt været nølende. Trods dét har de 15 medlemmer alligevel udvirket, at en styrke på 3.250 fredsbevarende soldater fra den Afrikanske Union (AU) skal sendes til Darfur for at overvåge og opretholde våbenhvilen og senere en fredsaftale. Men foreløbig er kun 900 på plads i den store vestlige region.
Samtidig har rådet været katalysator for den fredsaftale, som efter alt at dømme vil blive underskrevet inden den 30. december mellem Sudans arabisk-domineret centralregering og den kristne afrikanske rebelhær SPLA i det sydlige Sudan. Det er alle parters håb, at de såkaldte Naivasha-aftaler kan blive et incitament og fundament for løsning af andre konflikter i Sudan, herunder den mest akutte i Darfur-regionen.
Men dette håb hviler på et spinkelt grundlag. Der er grund til at frygte, at konflikten i Darfur kan blive lige så langvarig som den i det sydlige Sudan – 30 år – hvor to mio. mennesker har mistet livet. Indtil videre er 70.000 muslimske afrikanere døde i Darfur. Enten er de myrdet af den arabiske Janjaweed-milits, som centralregeringen hyrede til at bistå med sin nedkæmpelse af Darfur-oprørerne, eller også er de døde af hunger og sygdom.

Løber fra ansvaret
De 1,6 mio. hjemløse er en tikkende humanitær bombe, som Sikkerhedsrådet er forpligtet til at hjælpe, eftersom det i flere resolutioner i løbet af 2004 har refereret til sit ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed i regionen, hvilket også fremgår af FN-pagtens kapitel VII.
Præsident George W. Bush har endog kaldt centralregeringens og Janjaweeds fordrivelse af de afrikanske bønder fra deres hjemsteder og landsbyer for et »folkemord«.
»Som fast medlem af Sikkerhedsrådet pålægger det USA et endnu større ansvar at gøre noget, når de har anvendt begrebet folkemord,« siger Michael Møller, direktør for generalsekretærens afdeling for politiske, fredsbevarende og humanitære anliggender.
I november måned så det ud til, at Kofi Annans talrige anmodninger til Sikkerhedsrådet om at gøre noget konkret for at hindre en humanitær katastrofe ville bære frugt. For første gang nogensinde besluttede rådet at afholde et møde udenfor New York, nemlig i Nairobi, Kenya. Men det skulle hurtigt vise sig, at intiativet – der var amerikansk – praktisk talt intet havde at gøre med den akutte krise i Darfur.
Det handlede i stedet om at lægge pres på parterne i den anden sudanesiske konflikt mellem arabiske muslimer og kristne afrikanere – et emne, som de kristne konservative i Bushs regering og amerikanske bagland har haft som meget høj prioritet. USA’s FN-ambassadør John Danforth, som netop har bebudet sin tilbagetræden, tjente som Bushs mægler i denne konflikt og er selv en kristen evangelist.
Bush-regeringen har derimod udvist mindre interesse for Darfur-krisen, hvor arabiske og afrikanske muslimer geråder i væbnet konflikt.
Kofi Annan var indbudt til at tale til Sikkerhedsrådet under dets møde i Nairobi. Her advarede han for første gang rådet i umiskendelige termer mod at glemme sit ansvar i Darfur.
»Det er en god ting, at I har valgt at arbejde gennem afrikanske institutioner (indsættelse af en AU-styrke, red.), men det forudsætter, at I ikke glemmer, at rådet bærer det primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed,« påmindede han FN-ambassadørerne.
»Hvad der sker i Sudan ... er en alvorlig udfordring ikke blot for Afrika, men for hele menneskeheden.«
I november indgik centralregeringen og de to oprørshære en foreløbig aftale om humanitære og sikkerhedsanliggender i Abuja, Nigeria gennem mægling af den Afrikanske Union.
Den næste månedstid bød på flere små fremskridt, men en uge inden jul gik det galt igen. I første omgang blev en håndfuld humanitære nødhjælpsarbejdere myrdet af sudanske regeringsstyrker, hvilket førte til, at flere organisationer begyndte at trække sig ud af Darfur over jul. Der er 7.000 i regionen.

Egeninteresser
Lige så foruroligende opstod der væbnede sammenstød mellem regeringsstyrker og de to oprørsgrupper.
»Kort sagt følte oprørerne, at de kunne ekspandere deres territoriale kontrol i Darfur uden konsekvenser, fordi den sudanske regerings metoder er blevet bragt i miskredit i det internationale samfund,« siger en FN-kilde.
I FN’s sekretariat, som har fingeren på pulsen gennem sine mangeårige politiske og humanitære udsendinge i Sudan, frygter man, at den
vaklende holdning i det fastlåste Sikkerhedsråd kan få snebolden til at rulle og skabe en lavine, der undergraver årtiers arbejde med at skabe varig fred i Sudan.
Sikkerhedsrådet trådte sammen 21. december og advarede i en erklæring, at det »er rede til at overveje alle forhåndenværende midler til at lægge pres på begge parter«. Men ingen forventer realistisk, at rådet på grund af intern uenighed vil vedtage nogen form for sanktioner mod Sudans regering, endsige mod de to oprørsgrupper.
Dannelsen af en multinational fredsbevarende styrke, hvis rustning og størrelse ville være AU-styrken langt overlegen, er slet ikke på tale.
»Det er totalt urealistisk at forestille sig. I stedet vil rådet vente på, at de to stridende parter genoptager deres fredsdrøftelser i januar. Hvis vi pludselig når til et krisepunkt, kan det blive anderledes,« siger en kilde i sekretariatet.
Muligheden for et dejá vue fra Rwanda foreligger. 900 afrikanske soldater forslår ikke. I Sikkerhedsrådet spænder Sudans allierede, Pakistan, ben for at lægge yderligere pres på Khartoum og kræver nu, at at tidligere FN-resolutioner bliver vandet ud, fordi de angiveligt ikke var for kritiske mod centralregeringen, som i øvrigt er på USA’s liste over stater, der støtter terrorisme.
Kina borer olie i Sudan og hjemtager, hvad der svarer til en tiendedel af sin olieimport. Khartoums største våbenleverandør er Kina. Rusland har også økonomiske interesser i landet. Derfor er effektive diplomatiske og økonomiske sanktioner mod Sudan usandsynligt, men ikke umuligt.
Samtidig modsætter Kina, Rusland og USA sig at lade FN bringe mistænkte krigsforbrydere fra Darfur for den internationale straffedomstol (ICC). USA er ideologisk imod ICC. Kina og Rusland frygter, at et sådant skridt vil skabe præcedens for at gribe ind i deres egne etniske konflikter i Tjetjenien og Tibet.
Det er muligt at denne kompromisløse holdning, hvis moralske grundlag er skrøbeligt, vil blive blødt op, når en kommission udpeget af Annan til at undersøge overgrebene og muligt folkemord i Darfur aflægger sin rapport i slutningen af januar.
Hvad der også vækker frustration i FN’s sekretariat, er Sikkerhedsrådets manglende vilje til at presse den Afrikanske Union til at gøre mere.
»Alle tror, at det er et spørgsmål om penge. Men AU’s budget for indsættelse af 3.250 soldater er 200 mio., og de har fået løfte om 197 mio. dollar,« siger en anden FN-kilde.
»Problemet er, at afrikanerne ikke har erfaring til at stable dette her på benene, og de er for stolte til at indrømme det. Og Sikkerhedsrådet vil ikke træde dem over fødderne. Så der sker ikke noget, med mindre katastrofen indtræder, og så kan det være for sent.«
Det er baggrunden for Kofi Annans irritation. I sin erklæring den 21. december opfordrer rådet ham til »at tage skridt til at forstærke og letteregøre en hurtig opstilling af AU-styrken«, som om generalsekretæren – og ikke Sikkerhedsrådet selv – har autoritet og indflydelse til at udvirke det resultat.
Sikkerhedsrådets medlemmer skød med andre ord bolden over på Annans banehalvdel, fordi det ikke kunne blive enig i egen kreds. Annans svar var utvetydigt: Han tager ikke til Sudan, med mindre rådet først »tager sagen op til revurdering«, sagde han under et spontant pressemøde den 22. december.
Herefter opfordrede han rådet til at stille sig selv følgende spørgsmål:
»Hvad kan I gøre, sammen med AU og andre organisationer, for at fremskynde udstationeringen for at sikre, at vi har flere soldater på territoriet? Hvilke andre initiativer kan vi tage for at lægge pres på parterne således at de individer der er ansvarlige (for krigsforbrydelser, red.) bliver stillet til regnskab?«
Kofi Annan spillede med andre ord bolden tilbage på rådets banehalvdel. Det er svært at gætte på næste kapitel i fejden mellem Annan og rådet i denne sag. Sikkert er det, at de fire nye rådsmedlemmer – herunder Danmark, som tiltræder på lørdag, den 1. januar – får deres sag for. Det drejer sig trods alt om et muligt folkemord. Sporene fra Rwanda skræmmer. Sikkerhedsrådet skulle nødig have blod på sine hænder igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her