Teater
Peter Langdals seks vidunderkvinder spiller balderne ud af badekåberne, bogstaveligt talt. I forestillingen Limbo er den ene Betty Nansen-skuespillerinde mere smuk og selvoptaget og raffineret og omsorgsfuld og manipulerende end den anden sådan som de piller facaden af sig selv og hinanden i Margareta Garpes kvindekomedie om et afvænningsophold på en øde svensk ø. Disse skuespillerinder optræder aldeles fremragende: Lotte Andersen (som spalteliderlig journalistvrag), Annie Birgit Garde (som elegant overklassedesillusionist), Ditte Gråbøl (som tandløs har-set-lyset-prædikant), Sonja Richter (som hyperaktiv, forsømt misbrugspige), Birgitte Simonsen (som advokatkorrekt blackout-synder) og endelig Paprika Steen (som stresstornado-afbleget Big Mamma-terapeut). De optræder allesammen i hvide badekåber, som de først må smide, når de selv har indset deres misbrug og dermed har knækket selvillusionen. Og de er instrueret med fortrolighed og med en særlig ydmyget kvindeublufærdighed, som netop Peter Langdal er en mester i at fremprovokere hos sine spillere. Kristian Halken nyder så positionen som hanen på øen: Falleret og grisk og uhyggeligt pseudoempatisk i sit virkelighedsnære portræt af en misbrugssnylters kynisme.
Abstinensgavle
Visuelt er forestillingen intenst, demagogisk teater. Karin Betz har skabt en verdensvred række af malede trægavle med brædder for vinduerne. Og husfladerne er belyst af Torben Lendorphs surrealistiske farvelys og af Signe Kroghs
fantasisuggererende videografik med farveklatmønstre og billedforvrængninger, der følger kvindernes skrækindjagende abstinenser. Kun lyden holder ikke niveau: Et udvalg af popmelodier fistrer retningsforvirrede frem og tilbage, omtrent lige så fokuserede som rensdyrene i Tuborgs klassiske reklame. Mest ærgerligt er det dog, at Margarete Garpes tekst ikke er bedre; (selv om den her løftes af Jesper Kjærs forrygende, feministiske fingerpræcision i oversættelsen!). Dramatisk består teksten af en række personskitser, der er sat i rækkefølge, scene efter scene og ikke indlysende nedredigeret. Men stykket er ikke vævet sammen af andet end den ramme, som behandlingsopholdets historie giver af sig selv. Dermed bliver stykket alt for forudsigeligt: Ankommer man til en ø, skal man vel også rejse igen til sidst. Og når den første kvinde har talt sig gennem en tvangsmonolog, så følger de fem andre såmænd nok også efter. Jo, minsandten
Misbrugsmode
I Garpes dramatik ligger en tidstrendy flair for samfundets vrangside. Ikke den rå misbrugsskildring, sådan som f.eks. Lars Norén så hårrejsende skildrede narkomaners virkelighed i Personkreds 3 (Edison, 1998). Snarere som andenhåndsskildring som f.eks. hos Ole Bornedal i Himlen denne sæson på Aveny-T., hvor en mand møder en narkoluder og hører hendes incestoffer-historie (Sonja Richter, der her lagde en forrygende grund til sin nuværende rolle hos Garpe).
Garpes stil er en blanding af visionsløs hverdagsfeminisme og komisk realisme: Vi tilskuere skal grine af skuespillernes laster og dermed af vores egne svagheder. Spørgsmålet er så, om Garpe også gerne vil have, at vi skal holde af disse misbrugere af alkohol og piller og stoffer. For hvor f.eks. Leif Panduro i Louises Hus fra 1977 viste en kvindelig alkoholikers eksistentielle kærlighedsmangel med både psykologisk dybde og varme, så vælger Garpe den slagkraftige, journalistiske model: Historierne om fiaskokvinder fortalt gennem ydmygende detaljer og blottet for formildende egenskaber; Garpes egomane misbrugskvinder svigter endog konsekvent deres børn, ikke bare for sprutten, men også for arbejdet
I Limbo er det i hvert fald skuespillerne, der skal gøre personerne interessante og forståelige og måske endda sympatiske. For selv holder Garpe ikke mærkbart af sine figurer. Betty Nansen Teatrets svenskblå program rummer glimrende tekstoplæg om alkoholisme, både for de drikkende og deres flaskeopsamlere. Det mest sørgelige i programmet er måske tallene: At hver dansker over 14 år i gennemsnit drikker 12 liter ren alkohol om året. Det svarer til 1.000 genstande eller 33 kasser øl pr. person... Det er lige til at kaste op over. Forestillingen er en hel del sjovere, men se den nu selv. Og snup så en promillevenlig skål for de forrygende skuespillere i badekåbernes verden!
Limbo (2003) af Margareta Garpe. Oversættelse: Jesper Kjær. Instruktion og bearbejdelse: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Lysdesign: Torben Lendorph. Videografik: Signe Krogh. Program (oplysende, indbydende, debatterende): Mette Wolf Iversen, layout Frk. Madsen . Betty Nansen Teatret til 5. feb.
www.bettynansen.dk
