Det er ikke meget, den danske folkeskole har at glæde sig over i den internationale konkurrence. På et område er den dog helt i top. Den er den dyreste i verden, når man kigger på, hvad en elev koster om året. Men her stopper festen også. For som det fremgår af den internationale PISA-undersøgelse, hvor danske 15-åriges kundskaber er sammenligne med jævnaldrende i en lang række af de lande, vi ynder at sammenligne os med, så får man ikke nok for pengene.
Det er nødvendigt at tage forbehold, når der sammenlignes værdier, evner og færdigheder i skolesystemet over landegrænser uden at tage hensyn til de nationale forskelle. Og det er nødvendigt at huske på, at PISA-undersøgelsen, der er iværksat af den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD, tidligere kritiseredes for sin metode og praksis.
Selv med de forbehold er resultatet alligevel en tanke eller to værd. Allerede ved sidste PISA-undersøgelse så det sort ud for den danske folkeskole. Og det ser ikke bedre ud denne gang.
Hvor de danske skoleelever i undersøgelsen fra 2000 lå på en 16. plads i læsefærdighed, er de nu rykket ned på en 19. plads. I matematik var de dengang nummer 12 mod nu nummer 15, og i naturfag nås bunden, for her er de dumpet ned fra en 22. til en 33. plads.
Lægges hertil, at man mener, at cirka en femtedel forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, at folkeskolen er dårligere til integration af indvandrere, end det er tilfældet i vore nabolande faktisk tyder meget på, at mange andengenerations indvandrere klarer sig dårligere end første generation og at skolen er alt for dårlig til at bryde den sociale arv, så er der noget at gå i gang med.
Til sammenligning er Finland, som det også var tilfældet sidst, det land i Norden, der klarer sig bedst. Både i naturfag og læsefærdighed er de finske elever helt i top, mens de i matematik ligger på en andenplads. Svenske og norske elever er dårligere end danske til matematik, mens de danske er dårligere til både læsning og naturfag.
Som det altid er tilfældet i den slags sager, er det en yderst kompleks historie, som der ikke findes lette løsninger på. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) har i første omgang angrebet problemet med samme løsning som sidst: Hun vil have indført test, og helst mange af dem. Det skal om ikke andet nok få placeret folkeskolen centralt i en kommende valgkamp.
Når det knirker i folkeskolen og det skal straks indskydes, at det langt fra sker på alle skoler så dækker det over mange aspekter ved den krise, som folkeskolen vel ret beset befinder sig i.
De fleste ved, at den har mange pædagogiske problemer og ikke mindst sociale problemer, som skaber skævheder og en fornemmelse af, at tingene flagrer, men ingen har det endelige bud på, hvordan det skal løses, eller hvordan fremtidens folkeskole skal se ud.
Flere test gør det ikke alene. Men hvis tests anvendes rigtigt, og det vil sige ikke til at udpege og stemple individer, men til at præcisere og identificere nogle problemer, så kan de være et glimrende redskab til at skabe stramninger de nødvendige steder. Men det må under ingen omstændigheder munde ud i en kultur, hvor al undervisning rettes ind efter test.
Test i folkeskolen lander midt i en konflikt mellem, hvad folkeskolen skal og bør. Det er ikke mere end et par uger siden, at statsministeren indskærpede, at folkeskolen skal sætte fokus på frihed, frisind og folkestyre i undervisningen for at modarbejde diskrimination og fundamentalisme.
Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, mener, at denne opgave kun kan løftes, hvis der samtidig slækkes på kravene om fokus på resultater og karakterer. Men for udenforstående kan det være mere end almindeligt vanskeligt at se modsætningen mellem, at skolen både lever op til kravene i formålsparagraffen om at gøre sande demokrater ud af danske skolebørn og samtidig opfylder andre krav om skærpet indlæring. I den forbindelse kunne der måske være inspiration at hente i både PISA-undersøgelsen og andre lande.
Selv om det fremføres, at man ikke kan overføre erfaringer fra Finland til Danmark, kan de finske elevers resultater næppe forklares udelukkende med kedsomhed i de lange mørke vintermåneder. Et eller andet må de gøre rigtigt.
Sjovt nok har man satset på kvalitet og sammenhæng. Man har satset på en skole, der sørger for, at børnene er velforberedte blandt andet gennem samarbejde med forældrene og får hjælp til lektier, hvilket giver den finske model et skær af den helhedsskole, som fra tid til anden har været debatteret her. Men først og fremmest har man satset stærkt på lærernes uddannelse, så de dels har en høj faglighed inden for deres linjefag, dels har langt større styrende rolle end deres danske kolleger. Undersøgelser herhjemme viser ikke overraskende at de skoler, der lægger vægt på faglighed, herunder lærernes, også fremviser de bedste resultater. Lærernes uddannelse burde være et af de centrale områder i en evaluering af folkeskolen, både for at sikre, at skolen ikke svigter de svageste, men også for at sikre at landet også i fremtiden kan klare sig i konkurrencen på et globaliseret marked.
