Læsetid: 3 min.

Skuespiller i renkultur

Frits Helmuth, der blev 73 år, var en af de største forvandlingskunstnere i dansk film og teater
14. december 2004

Frits Helmuth, der blev 73 år, var en af de største forvandlingskunstnere
i dansk film og teater

nekrolog
Frits Helmuth var et arbejdsmenneske: »Jeg beskæftiger mig med rollen uafbrudt. Jeg går tur med den, jeg står stille med den, jeg kører bil med den og sidder på restaurant med den – alene. Nat og dag optager den mig.« Og de intense øjeblikke på scenen, hvor livet potenserede sig til ægte skuespilkunst, opvejede for ham alt andet. – »Det er de øjeblikke, man lever stærkest og mest,« som han sagde.
Han brændte sig selv op i et arbejdsliv, der omfattede et utal af hovedroller på teater, film og i radio. Og det mirakuløse ved hans karriere var, at talentet var på højde med efterspørgslen. Fra de tidlige år som Brian Laudrup-køn yngling til manddommen og alderdommen med de mangeartede karakterroller holdt han sig på toppen af sin profession.

Bedre med alderen
»Jeg ligner ikke noget som helst – det er det, der er det gode ved det," skrev han i sine meget læseværdige erindringer Med mellemrum (2000). Nej, karismaen var egentlig ikke overvældende, men utallige markante figurer indskrev sig i det lidt runde, neutrale ansigt. Som søn af den folkekære Osvald Helmuth var han født ind i teater- og filmmiljøet, med Poul Reichhardt som en fast husven. Den tidlige karriere på Det kgl. Teater (1953-59) var dog ikke uden knaster, selv om den bød på glansroller i i O’Neills Du skønne Ungdom, Lang Dags Rejse mod Nat og ikke mindst Abells Den blå pekingeser. Men han brød med Det kgl. og udførte et økonomisk forfejlet, men kunstnerisk spændende vovestykke som direktør for Allé-Scenen 1959-63, hvor han satte En duft af Honning og Gidslet op. I seks 60’er-år var han tilbage på Det kgl. og sagde så igen op. Nu kom den afgørende modning med de store roller på Kaspar Rostrups Gladsaxe Teater: Niels Klim i Nils Klims underjordiske rejse 1973, John Proctor i Heksejagt 1977, Strindberg i Tribadernes nat 1981. Hvortil kom en meget rost titelfigur i Cyrano de Bergerac på Det Ny Teater 1980, George i Hvem er bange for Virginia Woolf på Det kgl. Teater 1983 og ikke mindst den legendariske solopræstation som forsvarssagføreren Clarence Darrow i Skyldig – ikke skyldig. Også på film arbejdede tiden for ham. Som ung i 50’erne lignede han lidt for meget svigermors drøm, men har ægte idealistisk glød som trompetspillende helt i Ung leg. Den store karakterskuespiller lå underdrejet op gennem 60’erne, og først i 70’erne kom de mere sammensatte skikkelser, f. eks. Johannes Vig i Martin A. Hansen-filmen Løgneren (1970). Og som den iskolde forsikringsvindler i Hans Kristensens kriminalfilm Per (1974) fandt Helmuth en ny afslappet autoritet: med sit klare, faste blik og sin velmodulerede replik spiller han nu på sin rolige pondus og giver sine figurer tvetydige nuancer. Suveræn var hans vege Paul i de to relaterede Leif Panduro-tv-film lavet af Palle Kjærulff-Schmidt, Bertram og Lisa og Anne og Paul, begge fra 1975.

Hvad med ondskaben?
Svage mænd kunne han både spidde og gøre rørende, som faderen i Johnny Larsen og – mere positivt – den ensomme bøsse i Lille spejl og ægtemanden i Dansen med Regitze. Men hvad med ondskaben? Kunne han også rumme den? Flere tvivlede, deriblandt teaterkritikernes overvismand Jens Kistrup, men så kom hans skamløst sadistiske og sataniske lærertyran i Det forsømte forår fra 1993 og afgjorde den sag. Og frodigheden voksede i roller som kro-pianisten Outzen i Min fynske barndom (1994), kuldslået ubøjelig strisser i Her i nærheden (2000), drikfældig provinslæge med mystiske metoder i Blinkende lygter (2000) og senest skinsenil olding i Erik Clausens Villa Paranoia (2003). Fire Bodil-priser og næsten 50 filmroller blev det til, og man mindes ikke at have set ham dårlig. Mest i overensstemmelse med sin indre natur var han måske som den eftertænksomme mand, han åbenbarer i sine erindringer. Men han kunne også åbne for sluser af spruttende temperament eller skære igennem med ætsende intensitet.
Som hos alle gode filmskuespillere opstod forvandlingen indefra. Den slags slider, og Frits Helmuth brugte sig selv hensynsløst. Til glæde for sig selv, men mindst lige så meget for os andre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her