Læsetid: 4 min.

Små årgange: Vi er de heldige

Som ’de små årgange’ har de alle muligheder. Men de kommer også til at forsørge flere ældre end nogensinde før, og de unge frygter ’musefælden’
13. december 2004

Velfærdsregningen
Hjælp til de svageste. Sundhed. Uddannelse. Muligheder for alle. U-landsbistand. Folkepension til de svageste. Sådan lyder de højest prioriterede områder for fremtidens velfærdsstat, hvis fire unge statskundskabsstuderende skal bestemme. Og så ønsker de i øvrigt reformer af velfærdsstaten hurtigst muligt, så de ikke skal hænge på hele regningen.
Heidi Christensen, Rasmus Bønneland, Maja Brink Jensen og Emil Rottbøll er alle født i 1980’erne og dermed en del af de ’små årgange’.
»Jeg ser det positivt. Min mor har altid sagt, at vi var de heldige, som ville være eftertragtede og have alle jobmuligheder,« erklærer Maja (født 1982).
Alle læser de statskundskab på første år ved Københavns Universitet og regner med at gøre deres entré på arbejdsmarkedet ca. i 2009. Selv om blot tanken om en så fjern fremtid udløser stor lattermildhed: »Til den tid er der sikkert også flyvende biler!«

Trusler
Men Velfærdskommissionens tal viser, at når de fire når pensionsalderen, er der cirka 350.000 færre i den arbejdsdygtige alder til at forsørge 400.000 flere ældre. Sammenlagt giver det en manko på 40 mia. kr. på statsbudgettet i 2040.
Tallene får straks mere alvorlige miner frem.
»Det lyder helt uoverskueligt,« siger Maja. Alle fire går varmt ind for velfærdsstaten som et princip, hvor man i fællesskab tager ansvar for hinanden. Dog tror de også på forandringer: »Det er urealistisk, at velfærdsstaten kan fortsætte som nu,« siger Emil (født 1981). Især tvivler han på, at der vil være folkepension til hans generation.
De andre er enige: »Der er vel en grund til, at folk har private pensionsopsparinger,« siger Heidi (født 1983). Selv mener hun snarere, at efterlønnen burde afskaffes, skønt der stadig bør være ordninger for hårdt nedslidte arbejdere.
Børnechecken, en anden ’universalistisk’ ydelse, kan også blive en truet velfærdsgode i fremtiden: »Det er dér, man kan gå ind og optimere systemet og skære, hvis velfærdsstaten ikke skal det hele,« siger Emil.

Køber de rige
De to piger har dog øje for, at ydelser rettet mod alle kan være højindkomsternes betingelse for at deltage. »Hvorfor skal folk finde sig i at betale over 50 procent af deres løn i skat, hvis de ikke får noget ud af det? Så kunne de have lagt de penge til side til at sikre sig selv,« siger Heidi, der understreger, at det ikke er hendes holdning, men et argument, hun anerkender i debatten. Rasmus (født 1982) fastholder derimod villigheden til at betale skat. Også selv om han skulle blive sat på venteliste på hospitalet.
»Så ville jeg hurtigst muligt gå på privathospitalet! Jeg ville helt klart føle mig dårligt behandlet, men jeg er stadig villig til at betale skat.«

Indvandring er ok
Alle kan dog blive enige om, at systemet skal fungere og vise resultater for at fastholde betalingsvilligheden. Ingen ser indvandringen som en trussel. Tværtimod kan den være med til at løse velfærdsstatens problemer. Men det er vigtigt, at de kommer i arbejde og bidrager: »Vi bliver nok mere glade for dem, når vi når til de små årgange,« siger Maja. Er velfærdsstaten mon blevet for stor og blander sig i for meget? Ideen vækker ingen genklang: »Men vi er også pænt til venstre. Ikke som i 1970’erne. Men sådan radikale og SF,« forklarer de. Heidi påpeger, at der skam også er Venstrefolk på holdet: »Dem kender jeg fire-fem af. De siger bare ikke så meget.«
Fornylig samlede Velfærdskommissionen et ’ungdomskonvent’ af 60 16-21-årige, som også disse fire unge kunne deltage i. Ungdomskonventet blev bl.a. enige om, at pensionsalderen i 2040 kunne sættes op til 68 år. Forslaget vækker ikke just øredøvende begejstring her i auditorium ’Ro2’. Der tøves længe omkring bordet, indtil Heidi erklærer: »Det er ok.« Emil medgiver uden entusiasme, at det jo lyder »meget retfærdigt at arbejde efter evne«, men får modspil af Rasmus og Maja: »Folk ser jo frem til sådan en idyllisk pensionstid med en lejlighed i Spanien, golf og tid til at nyde hinanden.«

Idealisme
Det er i det hele taget svært at få netop disse unge til at foreslå noget, som velfærdsstaten bestemt ikke skal. Som én bemærker: »Det er let at være idealistisk nu, måske, men jeg håber da ikke, at vi er venstrefolk om 15 år!«
Ungdomskonventets tanker om, at der med rettigheder skal følge visse pligter, f.eks. et vist ansvar for egen sundhed, vækker først ved eftertanke en vag sympati. Dog nævner én hospitalernes seneste ekstraudgifter til nye senge til særligt overvægtige, et par røber irritation over ’sutter’, der drikker på gadehjørnet og ’bare modtager’. Arbejdsløse bør også gøre en indsats for at komme i arbejde.
Men konkret er det svært: »Det er lettere, når man ser det på et overordnet plan. I den enkeltes tilfælde kan der jo være mange problemer, der gør, at man er havnet i den situation,« siger Rasmus.

Frygt for musefælden
Dog anerkender de et behov for velfærdsreformer: »Jeg frygter, at vi står som 40-årige og pludselig får at vide: ’Beklager, til jer er der ingen folkepension.’ Jeg føler, at det går for langsomt med at skabe forandringer. At politikerne er for bange til at tage sagen op, og først gør noget for sent, så vi ender i musefælden,« siger Rasmus. »De, der har magten nu, er dem, der skal have pension, som vi skal betale, så de sørger nok for sig selv,« lyder Heidis dystre udlægning. Mest optimistisk lyder Emil. »Om 30-35 år er der sket noget. Jeg er optimistisk. Der sker vel også effektiviseringer, så man får mere ud af mindre.«

FAKTA
Som ’de små årgange’ har de alle muligheder. Men de kommer og så til at forsørge flere ældre end nogensinde før, og de unge frygter ’musefælden’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her