Læsetid: 3 min.

Småt, men ikke godt

Det danske artfilm-publikum burde forkæles, men spises af med sekundavarer som dokudramaet ’Blind Flight’
10. december 2004

Det danske artfilm-publikum burde forkæles, men spises af med sekundavarer
som dokudramaet ’Blind Flight’

NY FILM
Blind Flight hedder denne britiske film, der trods titlen ikke byder på en eneste flugtscene, men fire et halvt års uafbrudt indespærring i små, mørke huler og golde celler. Og det føles længe, også i en komfortabel biografsal, hvor det virkelige drama er kogt ned til 96 minutters celluloid.
I 1986 bliver den irske lærer Brian Keenan i Libanon bortført af islamiske ekstremister som reaktion på Englands og USA’s støtte til Irak i krigen mod Iran (ak, ja, det var dengang, Saddam Hussein var Vestens gode ven). Keenan føres til et hemmeligt sted, og efter måneder i total isolation får han selskab af journalisten John McCarthy, der ironisk nok er i Libanon for at rapportere om netop Keenans forsvinden. De to mænd er uden kontakt med omverdenen og tvinges til at tildække deres ansigter, når gidseltagerne er til stede.

Bogstaveligt kammerspil
Ud over fluer, kakerlakker, mus og nullermænd har de to herrer kun hinanden. Noget af en udfordring, for Keenan er en stædig, temperamentsfuld arbejder fra Belfast, mens McCarthy er en typisk, tilbagelænet middelklasse-englænder.
Men trods forskelligheden spirer et venskab frem – de har jo ligesom heller ikke andet valg – og igennem fire år fordriver de tiden sammen og forsøger at holde angsten nede med sang, historier og hjemmelavet skak. De drømmer om at se solen, men må nøjes med en nøgen, elektrisk pære i loftet.
Dokumentaristen John Furse fik ideen til filmen helt tilbage i 1990, da Keenan blev frigivet – et år før McCarthy (det var før halshugningernes tid).
Finansielle problemer trak imidlertid projektet i langdrag, og i de mellemliggende 15 år har både Kenneth Branagh og Danny Boyle (Trainspotting) været på tale som instruktør. Men John Furse, der tidligere har lavet dokumentarfilm om elefantmandsyndromet og behandling af torturofre, er endt med selv at instruere historien på basis af Keenan og McCarthys selvbiografier, An Evil Cradling og Some Other Rainbow.
Dramaet indledes med en tv-transmitteret dundertale imod »terrorister« af Margaret Thatcher (på det punkt står tiden nærmest stille), men ellers berører instruktøren ikke den politiske kontekst. Han fastholder de to mænds stærkt begrænsede synsvinkel og gør dermed filmen til et meget bogstaveligt kammerspil. Det stiller store krav til manuskript og skuespil, men selv om Linus Roache og især Ian Hart som Keenan er glimrende i de to hovedroller, bliver man aldrig for alvor engageret.

Miraklet udebliver
Den indre transformation i de to mænd overbeviser ikke. Karakterbeskrivelsen er for spinkel, og skildringen af den rå og nøgne situation, disse mænd befinder sig i, for nydelig og bornert (nævn ikke ordet sex, we’re British). Og når instruktøren af alle kræfter prøver at løfte dramaet ud over den begrænsede ramme, med psykologisk slow motion og overnaturlige elementer, kommer spillefilmen til at ligne en middelmådig tv-film: klodset og ubehjælpsom.
Miracle Film Distribution står for den danske import, som altså desværre ikke er noget mirakel. Det kan man heller ikke sige om sidste uges artfilm-premiere, Jessica Hausners Hotel, som Øst for Paradis har bragt til landet. Små importører har det ikke nemt blandt markedets store hajer, men de må gerne gøre sig lidt mere umage. Også det såkaldte »smalle publikum« har behov for andet end sekundavarer.

*Blind Flight. Instruktion: John Furse. Manuskript: John Furse og Brian Keenan. Engelsk-tysk-irsk (Vester Vov Vov, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her