Læsetid: 5 min.

Den snigende skepsis

Efter mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh revurderer tyskerne deres forhold til indvandrerne. Især rettes blikket mod muslimske kvinders livsvilkår
8. december 2004

Europas sjæl
BERLIN – Det skulle være et tegn på anerkendelse, en fremstrakt hånd til de cirka tre millioner muslimske medborgere, da den kendte, grønne politiker Hans-Christian Ströbele i sidste uge foreslog at indføre en muslimsk helligdag i Tyskland.
»Jeg er fortaler for en lovbestemt helligdag i slutningen af ramadanen,« sagde han og mente, at man i stedet kunne stryge en kristen helligdag.
»Netop sådanne markeringer er vigtige i lyset af attentaterne i Holland,« forklarede Ströbele, men anerkendelse høstede han ikke for sit forslag.
»Forslaget viser, at De Grønne holder fast i deres blåøjede ’multi-kulti’ politik,« lød det fra det konservative, bayriske CSU.
»Vores vestlige kultur er årsagen til, at vi hæger særligt om vores kristne helligdage,« påpegede søsterpartiet CDU.
Ströbele kom for sent med sit forslag. Velviljen over for de muslimske medborgere kølnedes alvorligt efter selvmordsattentaterne den 11. september 2001 og faldt endnu et par grader efter mordet på den hollandske filmmager, Theo van Gogh.
Selv om alle bestræber sig på at sige, at landets muslimer ikke står under generel mistanke for at være ekstremister, og at der ingen problemer er med hovedparten af indvandrerne, har der alligevel indsneget sig en vis skepsis hos tyskerne.
Mordet på van Gogh er blevet anledningen til at revurdere det multikulturelle samliv.
De senere år er de muslimske indvandrere blevet stadigt mere optaget af deres kulturelle oprindelse og levemåde.
En undersøgelse viser, at halvdelen af dem anser demokratiet og islam for at være to forskellige systemer, der ikke kan forenes.

Et bur af vold og ære
I de store ghettoer i Hamborg, Köln og Berlin akkumuleres et pres, så indvandrerne efterlever gamle skikke. Tre ud af fem anden- og tredjegenerationsindvandrere finder deres ægtefælle i Tyrkiet – med nye tilbageslag for integrationen til følge.
Brugen af tørklæder er ved at være obligatorisk – om det sker af tradition eller fromhed er uklart. Af angst for at døtrenes jomfruhinder brister, beder muslimske forældre om, at pigerne fritages for gymnastik. Tvangsægteskaber florerer, selv om ingen kender problemets udbredelse. Liberale indvandrer-repræsentanter mener, at ethvert arrangeret ægteskab sker under tvang. 30 procent af klienterne i tyske krisecentre er muslimer.
Nyhedsmagasinet Der Spiegel viede forleden flere artikler til emnet ’Allahs retsløse døtre’:
»Usynligt lever flere muslimske kvinder her i landet i et bur svejset sammen af Koranen, mænds dominans, familieklan, vold og ære. Tusindvis, hvis ikke titusindvis, frister en slavetilværelse – midt i Tyskland, ignoreret af deres tyske medborgere, låst inde bag mure, glemt i deres fangenskab.«
Over mange sider beskriver magasinet et land, hvor fanatisme, flerkoneri og sharia-lov får lov at brede sig.

Ingen aktivisme
Tyskerne »ser med angstopspilede øjne på de brændende kirker og moskeer i Holland,« skriver ugeavisen Die Zeit, der observerer en »ny utålmodighed« i stedet for dialog mellem kulturerne.
Men blandt landets politikere advarer man mod hektisk aktivisme. Denne sommer lykkedes det – efter års debat – for regeringspartierne at enes med den borgerlige opposition om en indvandringslov med skrappere krav til kommende indvandrere og integrationskurser. Loven træder i kraft ved årsskiftet og skal have lov at virke, før politikerne vil overveje nye tiltag, mener bl.a. Cornelie Sonntag-Wollgast (SPD), der er formand for Forbundsdagens indenrigspolitiske udvalg.
»Forholdene i Holland giver naturligvis anledning til en debat, men vi arbejder ikke på at skærpe regler lige nu, der er ingen grund til panik og hektisk lovgivning. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at ’Holland er overalt’ – det er overdrevet,« siger hun til Information.
Den tidligere så forkætrede danske 24-års regel for familiesammenføring finder hun ’interessant’, uden at hun vil overveje den som forbillede i Tyskland.
»Vi skal se at få stoppet tvangsægteskaberne og ægteskabsrejserne til Tyrkiet. I den ny indvandringslov er der også integrationskurser, som ikke alene skal formidle sproget, men også den tyske grundlovs værdier, f.eks. kønnenes ligestilling. Jeg kan forestille mig, at man (på længere sigt) indfører markant skærpede straffe for tvangsægteskaber, som det er nu, er der kun tale om ulovlig tvang.«
Hos de konservative førte mordet på van Gogh til en genopblussen af en gammel debat om den tyske kulturs ledende rolle i samfundet. På CDU’s netop overståede landsmøde vedtog partiet, at den demokratiske kultur skal være retningsvisende. Den, der afviser eller endda forhåner og bekæmper den, er der ikke plads til i vores land, besluttede partiet.

Ren kvindeforagt
Uden for parlamentet lyder der til gengæld krav om handling. Blandt de mest aktive er feministen Alice Schwarzer, chefredaktør for kvindemagasinet Emma.
»Der er meget at gøre, fordi alt er blevet misligholdt. Beherskelsen af det tyske sprog og accepten af vores retssystem må være et kriterium for statsborgerskabet. I de berørte byområder skal man styrke ungdomsarbejdet massivt, piger og drenge må ikke længere fremmedgøres over for hinanden og hidses op af de demokratifjendtlige moskéforeninger,« siger Schwarzer og fortsætter:
»I kvartererne, i skolerne og ved universiteterne må vi stille noget konstruktivt og offensivt op over for islamisternes rottefænger-propaganda. Og vi må hjælpe de akut truede piger og kvinder konstruktivt,« siger hun til nyhedsmagasinet Der Spiegel.
Alice Schwarzer har siden 1979 været særdeles skeptisk over for islam. Kort efter ayatollah Kohmeni magtovertagelse besøgte hun i Iran og beskrev præstestyret som ’en ny variant af fascismen’.
Efter kritikken af præstestyret blev hun udsat for massiv kritik fra især den tyske venstrefløj.
»Det er ren kvindeforagt. Men også selvhad,« mener Schwarzer i dag og beskriver venstrefløjens motiver:
»Efter at nazisterne havde forbandet alt fremmed, ville børnene (de unge tyskere, red.) elske alt det fremmede med fast tillukkede øjne. Efter at deres venstreorienterede guder er gået under, vil de nu tro på de nye guder.«
Professor Bassam Tibi, fra islamstudierne på universitetet i St. Gallen i Schweiz, mener, at europæerne er naive og blåøjede i omgangen med islam.
»Denne naivitet bliver solgt som tolerance, men i virkeligheden handler det om ligeglæde. Den europæiske forestilling om et multikulturelt samfund er: Ligeglæde med værdierne – alt er tilladt. Men de europæiske værdier som menneskerettigheder eller demokrati er så kostbare, at de skal forsvares,« siger han til den østrigske avis Die Presse.
Bassam Tibi skelner skarpt mellem religionen islam og den politiske islamisme.
»Der skal være mulighed for at udvise islamiske ekstremister eller retsforfølge dem. Jeg går ikke ind for devisen ’det åbne samfund må være så åbent, at det kan leve med sine fjender’. Europæerne må få muslimerne til at indse: Hvis ikke I accepterer, at man ikke må dræbe anderledestænkende her hos os, så må I rejse. Hvis nogen erklærer jihad i Europa, kan man kun sige: Du er det forkerte sted,« understreger professor Bassam Tibi.

SERIE
Europas sjæl
*I det moderne EU står kirkerne tomme, og både Gud og Allah er bandlyst fra det politiske liv – troede vi. Men netop som verdsligheden så ud til at have sejret, er de religiøse konflikter blusset op i det offentlige rum. Fra striden om EU-kommissær Rocco Buttiglione til mord og nedbrænding af moskeer i Holland raser religionskrigen gennem Europa.
Følg med og læs de tidligere artikler på tema information.dk/eureligion

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her