Luk øjnene og glem alt om kirkeminister Tove Fergo. Åh, det føles godt, ikke sandt? Vejen banet for julestemningen. Og når man er nødt til at gense virkeligheden, er trøsten, at det næppe er inden for statsministerens formåen at omdanne hende til en saltstøtte, der kan forblive unedbrydeligt anbragt på ministerpiedestalen.
Har folkekirken andre og varigere problemer end ministeren? Det drøftede Folketinget i fredags. Dansk Folkeparti ville have VK-regeringen til at bekræfte, at den ikke er til sinds at ændre noget i folkekirkens forhold til staten.
Men se, dér f0rregnede de sig, partiets to sortkjolefætre, Krarup & Langballe. For som det fremgik af weekendens udgave af Information den konservative kirkeordfører Knud Erik Kirkegaard åbnede en sprække for nyordning. Ja, Kirkegaard talte endda om behovet for »et nationalt kompromis«. De ord er måske noget ilde valgt, da de vækker nedslående tankeforbindelser.
Men meningen er god nok. Modsat Venstre og Dansk Folkeparti har De Konservative godhed over for et forslag om »et kirkeligt udredningsarbejde«. Forslaget er fremsat af en bred kreds af menighedsrødder, præster og bisper og taget til barmen af S, R og Kristendemokrater.
Det vil være fremsynet, hvis Folketinget beder om en kyndig bedømmelse af, hvor ændringer i folkekirkens forhold nødvendigvis bør gennemføres. Sagen er, at Danmark kan komme til at lide flove nederlag ved internationale domstole, fordi folkekirken har fortrinsstilling ud over kanten af internationale konventioner. Den er især gal på disse to gebeter:
Statskassen altså ikke kirkeskatten men fælleskassen, som også jøder, muslimer, metodister og ateister yder til, betaler 40 procent af folkekirkepræsternes løn og 100 procent af bispernes plus pensionen til begge. Det er erstatning for, at staten i 1919 nationaliserede og husmandsudstykkede de præstegårdsjorder, der indtil da havde bragt udkommet til Herrens embedsmænd.
Alle fødsler og dødsfald skal meldes til folkekirken uanset i hvilket trossamfund, de indfinder sig. En ordning der går tilbage til Christian den Fjerdes tid, hvor præster ofte var de eneste i sognet, der kunne skrive. I Sønderjylland blev den afskaffet ved prøjsernes magtovertagelse efter 1864, og efter genforeningen med Danmark forblev registreringen hos kommunerne, idet man antog, at det sønderjyske var fremtidens system.
Og det bør det være i hele landet. Ligesom løntilskuddet til præster og bisper bør ændres til et bygningsvedligeholdelsestilskud, som også andre trossamfund kan få del i.
Uden disse belastninger er det muligt at tage fat på det svære: At undgå at et øget folkekirkeligt selvstyre får til følge, at religiøse fanatikere foreskriver præsterne, hvad de skal prædike.
Forkyndelsesfriheden som læresagen mod Tårbæk-præst Grosbøll er et ærgerligt anslag imod er vigtig for kirkens redelighed. Uden den bliver ordene fra prædikestolen det rene hykleri.
