Læsetid: 7 min.

Stem på Paven

Katolicismen har godt greb i italienerne, og kirken blander sig i alt – men folk retter sig bare ikke efter det
14. december 2004

Europas sjæl
ROM – »Pave og biskopper dikterer love om alt fra bøsser til piller. Blandt de ikke-troende er der nogle, som protesterer over, at kirken således trænger ind på banen, men de fleste fortsætter med spillet.« Med denne fodboldmetaforiske underrubrik indledtes en artikel i ugemagasinet L’Espresso, der fortæller om de områder, hvor den katolske kirke i Italien overskrider grænsen mellem sine egne krav til sin menighed og lovgivningen i den forfatningsmæssigt konfessionsløse stat. Og artiklens pointe er, at det sker med de folkevalgtes tilsyneladende billigelse. På trods af, at Italiens forfatning fra 1947 i artikel 7 utvetydigt adskiller kirke og stat: »Staten og den katolske kirke er hver i sin egen ret uafhængige og suveræne.« Forfatningen gentager blot, hvad der er indeholdt i de såkaldte Lateran-aftaler, det såkaldte konkordat, som Mussolini indgik med Pave Pius XI i 1929, og hvis principper trods en revision af aftalen i 1984 ikke er ændret siden.

Aggressiv pression
Staten kan således ikke blande sig i kirkens indre anliggender – og gør det ikke – men forholdet er ensidigt, for kirken blander sig i statens. Ikke en gang imellem og af vanvare, men konstant og bevidst grænseoverskridende. Artiklen i L’Espresso er ikke led i den seneste tids debat, rejst af sagen om den vragede Europakommisær Rocco Buttiglione, om kristendommens status i EU eller enkelte medlemsstater. Den stammer fra den katolske kirkes jubilæumsår 2000, men kunne være skrevet for 10 år siden eller i dag. Og det er en pointe. Den katolske kirke opruster ikke som følge af en reel eller indbildt islamisk trussel eller som følge af en tilfældig, men emblematisk sag som Buttigliones. Den katolske kirke har været aggressiv i sin pression på den verdslige og uafhængige stat i hele den nuværende paves regeringstid i et sådant omfang og med en sådan kraft, at det for ikke-troende intellektuelle kritikere ligner Kirkens forsøg på at genindsætte sig selv som den verdslige magt, den besad i halvandet årtusind, indtil Paven mistede den i 1870 og blev lukket inde i Vatikanet.
»Sludder og vrøvl,« sagde Giulio Andreotti, syv gange kristelig demokratisk statsminister, i 2002 i anledning af, at Pave Johannes Paul II under stor diskussion og nogen modvilje blev inviteret til at tale i underhuset i det italienske parlament.
Modviljen koncentrerede sig om to punkter: Den religiøse leders optræden i parlamentet kunne anfægte adskillelsen af kirke og stat, og i sin egenskab af overhoved for en anden stat, Vatikanet, stred hans tilstedeværelse mod reglen om, at folkestyrets sal ikke er tilgængelig for fremmede staters repræsentanter, og stred mod den parlamentariske praksis, at enhver taler, selvfølgelig kan modsiges fra salen.
Men Hans Hellighed taler man ikke imod, og sådan blev det. »At sige, at stat og kirke er adskilte, er så selvfølgeligt som at sige, at vand er klart,« kommenterede Andreotti i et interview pavebesøget i parlamentet, og han mindede om, hvad Pave Paul VI sagde, da han i begyndelsen af 1960’erne blev modtaget på Roms rådhus Campidoglio: »For os er det en Guds gave ikke mere at skulle bekymre os om den timelige magts besværligheder.« Og den katolske Andreotti, der som frikendt for både mord og mafia har haft rigeligt med den jordiske retfærdighed at gøre, tilføjede: »Forestil jer, at Paven i dag skulle beskæftige sig med trafik, med smog og med landsætningen af illegale indvandrere.« Indirekte har den polske pave alligevel beskæftiget sig med disse ting ved direkte at tilkendegive, hvem eller hvilke partier, der burde styre Italien.

Kristelige i opløsning
Det skete i det tidlige forår 1994 og er det største, fordi det måske er eneste, eksempel på fejl i Johannes Pauls politiske dømmekraft.
Den politiske situation i Italien var denne: Efter 40 års ubrudt magt som regeringsbærende parti var det kristeligt demokratiske parti Democrazia Cristiana (DC) i opløsning, fordi det efter Murens fald ikke længere havde funktion som bolværk mod kommunismen i Italien – og i Vesten – og kristentro i sig selv var ikke nok til at holde sammen på dets politikere og vælgere, der i alle verdslige spørgsmål fordelte sig fra det næstyderste venstre til det næstyderste højre. At statsadvokaturen i Milano samtidig satte partiets fremmeste medlemmer og dets regeringsallierede på anklagebænken for systematisk korruption var ikke en årsag til det kristelige partis opløsning, men en følge af den. De var ikke længere urørlige. I kulissen til at overtage det, som man dengang kaldte Den anden Republik efter DC’s regeringsmonopol, stod den norditalienske løsrivelsesprofet Umberto Bossi med en enorm vælgertilslutning nord for Rom og mediemogulen, som man dengang kaldte Silvio Berlusconi, som kort forinden havde annonceret sin indtræden i politik. I denne situation, hvor Italien siden 1922 havde været under fascistisk diktatur og derefter under kristeligt demokratisk regeringsmonopol, var der i befolkningen og blandt de fleste af dets valgte et stærkt ønske om reel pluralisme og en såkaldt bipolarisme, hvor man alle mindre forskelligheder til trods vælger en parlamentarisk sammensætning og en regeringsledelse, som ved næste valg kan afløses af en identificerbar opposition. At gå på to ben i stedet for at humpe på et, lød et slogan fra for 10 år siden, og selv om ophavsmanden kan være Berlusconi selv eller hans reklamebureau, så blev det annekteret hen over hele det politiske spektrum.
I den situation skrev paven et brev. Det var stilet til Italiens biskopper, men offentliggjort som appel til den kristne offentlighed. I brevet advarede Paven om truslerne mod Italiens enhed – Umberto Bossi’s Lega – og han advarede mod statsadvokaterne i Milano. Korruptionsretssagerne »kan blive en skadelig manipulation med den offentlige mening (…), og det er indlysende, at et velordnet samfund ikke kan lægge afgørelserne om sin fremtidige skæbne i hænderne på en blot juridisk myndighed.« Den systematiserede korruption under den kristelig demokratiske ledelse bagatelliserede paven til nogle få »brådne kar«, og advarslerne munder ud i en appel til de kristne i poltik om at genforene sig til en »kraft af kristen inspiration«. Det vil sige en genetablering af det sønderlemmede parti Democrazia Cristiana. Få måneder senere blev det åbenlyst, at forskellene i partiet var for store, og at det store flertal af både dets medlemmer, politikere og vælgere slet ikke ønskede det. Partiet døde med den historiske situation, der havde skabt det. Som det kort forinden var sket med det store kommunistparti. Vatikanet drog straks konsekvensen. I en tale til tusinder af pilgrimme på Peterspladsen henvendte han den 13 april 1994 sig mere til den italienske offentlighed end til udlændingene på pladsen.

Pavens realpolitik
Katolikker i politik »skulle være bevidste om deres personlige frihed og ansvar«, uanset hvilket partitilhørsforhold, de havde, og Pavens tale blev dagen efter i pressen tolket som et requiem for afdøde Democrazia Cristiana og introduceringen af det, man med en meget anvendt germanisme kaldte pavens realpolitik.
Denne realpolitik, som det også hedder på italiensk, består i, at Vatikanet siden 1994 har holdt sine partipolitiske sympatier og antipatier for sig selv, men lægger sit pres på kristne vælgere og politikere, hvor de end måtte befinde sig. Et kernepunkt i Johannes Paul II’s politiske credo er, at Guds plan til enhver tid er overordnet enhver verdslig lov. I det som han selv anser for hovedværket i sit pontificat, encyklikaen Evangelium Vitae, skriver han: »En lov, som ikke er i overensstemmelse med den guddommelige bestemmelse ophører af samme grund med at være en sand civil lov og er ikke moralsk forpligtende.« Denne passus er en direkte opfordring til civil ulydighed, og den er blandt andet baggrunden for, at den mægtige kardinal Camillo Ruini, som er pavens realpolitiker, appellerede til landets apotekere om ikke at sælge den såkaldte fortrydelsespille. Den italienske stat har været verdslig siden landets samling og Pavestatens fald med indtagelsen af Rom i 1870, men kirken agerer som om historien aldrig har fundet sted. Den blander sig ikke blot i de moralske mærkesager som abort, skilsmisse, prævention, bioteknologi og bøssers retsstilling, men også i socialpolitik, familiepolitik, uddannelsespolitik og forskning. Når man ser på tallene for, hvor mange praktiserende katolikker, der er i landet, skulle man tro, at kirken havde let ved at vinde gehør. Og det er ikke blot de gamle, der går i kirke. Troen har haft tag i de helt unge i støt stigende omfang siden 1989. Men sådan er det ikke. En meget stor del af italienerne tror, men de stemmer ikke, som de tror, og især lever de ikke i overensstemmelse med den kirkes lære, de tror på. Prævention, abort og skilsmisse er livets kendsgerninger, som ingen kirkelige appeller har kunnet bortskaffe. Og når Rocco Buttiglione efter at være blevet dumpet af Europaparlamentet annoncerer, at han vil stifte en katolsk bevægelse, så er reaktionen skuldertræk. For Buttliglione har allerede sin bevægelse. Det var ham, der som ukendt politiker fra tredje geled i Democrazia Cristiana søgte at redde stumperne på pavens opfordring i 1994, og både han og en lille stump er der da tilbage som regeringspartner med Berlusconi. Men der er blot ikke ret mange – omkring fem procent – der stemmer på det. Og det er det italienske paradoks: Troen er stærk, men viljen til at omsætte væsentlige af troens læresætninger til dagligt liv og politik er lille.

FAKTA
Italienske kirkegængere
Deltagelse i kirkelig handling mindst en gang om ugen?

Fordelt på køn:
Mænd 19,5 procent
Kvinder38,3 procent

Fordelt på alder:
18-24 år15,7 procent
25-34 21,2
35-44 20,1
45-54 28,4
55-64 28,9
64- 50,9

Fordelt på uddannelse:
Høj20,7 procent
Mellem25,1
Lav43,2

Fordelt geografisk:
Nordvest31,1 procent
Nordøst28,4
Centrum21,3
Syd + Øer32,9

Kilde: Dagbladet La Repubblica den 7. marts 2004

FAKTA
Italienernes forhold til stat og kirke
Anser De det for rigtigt eller forkert, at statens love er påvirkede af religionen?
Rigtigt16,9
Temmelig rigtigt15,1
Total32,0
Temmelig forkert 8,2
Forkert44,3
Total52,5

Ved ikke15,6

I store spørgsmål som skilsmisse og abort er der lovgivet imod kirkens vilje. Er det et gode eller et onde for det italienske samfund?
Et gode48,3
Et onde34,9
Ved ikke16,9

Kilde: La Repubblica 19. november 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu