Læsetid: 3 min.

Det største comeback siden Lazarus

Med Lykketoft som Reserve-Jesus
10. december 2004

FRIE ORD
Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, har ikke alene lovet, at statsministeren udskriver valg den 12. januar til afholdelse den 3. februar, men også i den anledning »det største comeback siden Lazarus«. for Socialdemokraternes vedkommende. Jyllands-Posten, der kolporterer begge Lykketofts løfter, har citeret uddrag af Johannesevangeliets kap. 11 om Lazarus’ første comeback, så Lazarus’/Socialdemokraternes tilstand, da Jesus/Lykketoft kalder den døde tilbage fra graven, ikke er til at tage fejl af: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag,« konstaterer den hellige skrift
Mere sanseligt kan Socialdemokraternes nuværende forfatning vel ikke fremstilles?
Det skulle da lige være beskrivelsen af Lazarus efter underet: »Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet.« Og ganske rigtigt beretter Helle Ib i Information den 26. november, hvordan de forskellige fløje i Socialdemokraterne binder og baster hinanden. »Fornyerne tæller blandt andet folk som Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, Jan Trøjborg og Lotte Bundsgaard, der mødes et par gange om måneden i den såkaldte ’morgenmadsklub’. Over for dem er Frank Jensens støtter med folk som Jacob Buksti, Svend Auken, Sandy Brinck og Pernille Blach Hansen.«
Hvad der berettiger den første fløj til betegnelsen ’fornyerne’, ud over at den angiveligt spiser morgenmad, står ikke særlig klart. Weekendavisens politiske eksperter (kande-støbere) Arne Hardis og Hans Mortensen noterer oven i købet for en uge siden i deres analyse (støberi): »Passivt Socialdemokrati? Ingenlunde. Man kæmper ihærdigt om boet efter det valgnederlag, alle venter« – at »en af fløjens markante folk Henrik Sass Larsen er kommet i alvorlig unåde, efter at han for nylig i Børsen ikke havde held til at forklare sammenhængen i den socialdemokratiske skattepolitik, til trods for at han er sit partis ordfører på området – et af valgkampens forventeligt vigtigste. Han blev endda citeret for at sige: ’I det øjeblik vi måtte komme i regering, skal vi kigge på, hvordan vi får det til at hænge sammen finansieringsmæssigt’. Fejlcitat, siger Sass. Idioti, siger hans modstandere.«
En grangivelig gentagelse af Lazarus tilstand efter han var begyndt at stinke.

Udstødelsen
Nævnte Hardis og Mortensen skriver imidlertid: »I udgangspunktet er der ikke noget usædvanligt i, at fløjkampene bryder ud, når vælgerne svigter. Det, der adskiller den aktuelle situation fra mange tidligere tilfælde, er, at de to modpoler i folketingsgruppen – Auken-fløjen og Nyrups gamle støtter – nu vedkender sig, at uenigheden har politisk substans. De to fløje ser fundamentalt forskelligt på helt centrale politiske spørgsmål som udlændingepolitik, Irak-krig og indretningen af velfærdssamfundet.« Hvorefter de politiske substanser i de omtalte helt centrale politiske spørgsmål, som fundamentalt skiller de to fløje, ikke omtales med et eneste ord .
Til gengæld citerer Helle Ib i lørdags politisk redaktør Anders Krab-Johansen, Dagbladet Børsen, for, »at ’over hele linjen er marginalerne blevet så små, at du kan lave lige den historie, du vil. Fuldstændig,’ siger han.«
Hvordan skulle det også kunne være anderledes? Når Socialdemokraterne, fagbevægelsen og hovedparten af ’venstrefløjen’ accepterer fremmedkapitalen som herskende ejendomsform og markedskræfterne som de fremad-drivende værdier (den borgerlige fløj har altså sejret), mens Anders Fogh Rasmussen bekender sin omvendelse til socialdemokratismen:
»Det har også været en stor forandring for mig. Jeg er vokset op i den tro, at bare det var privat, så var det godt. Det er utroligt vigtigt for vort samfund, at der også er en sammenhængskraft. Vi kan ikke være tjent med et todelt samfund. Og ikke med for stor økonomisk og social ulighed.« (Venstrefløjen har altså sejret).
Når nu Fogh alligevel fører – om ikke Socialdemokraterne så dog – Socialdemokratiet videre, hvad skal da – om ikke Jesus så dog – Lykketoft egentlig gøre godt for?
Han og hans parti kunne f. eks. tage udgangspunkt i, at hver fjerde dansker mellem 18 og 66 år forsørges af de offentlige pengekasser hele året.. Andelen inkluderer hverken folkepensionister eller studerende på Statens Uddannelsesstøtte. I menne-skeskæbner dækker statistikken knap 1,5 mio. mennesker, som hvert år rammes for en tid eller kronisk af udstødelsen. Som voksede, da Lykketoft var finansminister, med frygtelige psykiske og fysiske lidelser til følge. Hvilket fik direktøren for Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi, læge Finn Kamper-Jørgensen, til at spørge: »Er velfærdssamfundet ved at rive sig selv ned?« Ja. Og det fortsætter. Der er nok at tage fat på for en opposition. Der vil være opposition.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu