Læsetid: 4 min.

Symfoniske superstjerner

Børnetv-programmerne med Sigurd og Symfoniorkesteret har skabt en klassisk kult omkring Sigurd, Beethoven, Mozart og Bach med basis for både lukrativt sortbørs-billetsalg og overdrevne instrumenterhvervelser
23. december 2004

Børnekultur
Det virkede som noget af alt det andet, man lover sit barn i farten, og uden problemer kan indfri, når det igen kommer på bane. Ja, selvfølgelig skal vi til koncert med Sigurd og Radiosymfoniorkesteret, når de giver julekoncert om to måneder. Det kunne da være sjovt.
Det viste sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, for jeg havde ikke helt forstået omfanget af kulten omkring den klassiske musiks nye superstjerne, der har fået en pæn portion af den yngste generation til at bruge slagkraftige udtryk som ’føj for en rusten triangel’ og sværge til mantraet, at musik og historier er det bedste i hele verden.
Billetter til de eksklusive koncerter med Tom Waits i Berlin var intet problem, hvis bare jeg kunne hoste op med 1.500 kroner i Den Blå Avis. Men der var ingen billetter til de tre julekoncerter kl. 13, 15 og 17 i Radioens Koncertsal den 5. december, og ingen respons på min annonce om at købe.
Billetnets bedste bud var at sidde oppe om natten og logge på, når bestilte billetter blev aflyst ved midnat, men det gav heller intet resultat, før der samme uge som koncerten var nogle enkelte pladser i salen. Heldigt for mig, for Theodor på to og et halvt havde nok aflyst julen, hvis ikke Sigurd fik lov at spille den ind.

Kælderkomponister
Jeg var som ambitiøs forælder for nogle måneder siden selv med til at opmuntre, at vi sammen skulle se de vellykkede børneprogrammer med Sigurd og Symfoniorkesteret, som entertaineren Sigurd Barrett har udviklet sammen med Nikolaj Hansen.
Programmerne introducerer efter tur orkesterets instrumenter, kombineret med musikeksempler og dramatiske historier fortalt til kendte, klassiske passager. Hvert instrument har fået komponeret en swingende sang, og Sigurds ligefremme facon og møderne med musikerne får pustet liv i det, der ellers kan virke som en overvældende mængde sortklædte fluer med en indforstået agenda.
Hvad, jeg ikke anede, var, at programmerne er stærkt vanedannende og ville præge de næste måneders dagligdag, hvor Theodor pludselig er dus med Beethoven, Mo-zart og Bach, der i programmet huserer som dukker i Sigurds kælder, og hvor han når som helst kan bryde ud i foredrag om forskellen på en fagot og en kontrafagot.
Når lillebror på fire en halv måned laver ukontrollerede fagter, øver han sig ifølge sin storebror på at blive dirigent, og ve den, der kalder vores guitar for en guitar. Det er Theodors kontrabas, som han ligesom programmernes dirigent-Hansen med seriøs mine og tilfældige strengeslag spiller det afsluttende godnatsangshit på.
Programmerne med Sigurd og Symfoniorkesteret er underholdende skruet sammen og formidler i øjenhøjde, og der er ikke noget at sige til, at Radiosymfoniorkesterets chef Per Erik Veng er lykkelig for, at en som Sigurd er dukket op. Da jeg snakkede med ham efter koncerten, lagde han ikke skjul på, at han længe har ledt efter den rette til at udføre den svære kunst at kommunikere dobbelt og både fange børn og voksne.
Dels møder børnene musikken, inspireres måske til at spille selv og kan gå hen og blive fremtidens publikum.
Dels stifter en forældre-generation med lille interesse for den symfoniske verden via programmerne bekendtskab med klassisk musik og bliver som sidemålgruppe hevet med hen i koncertsalen, hvor de forhåbentlig får lyst til at høre andet.

Klarinettistan og OL
At dømme efter det entusia-stiske publikum til julekoncerten virker programmernes dobbelte kommunikation efter hensigten. Både børn og voksne lod til at føle sig hjemme i dagens program, som dog afveg en del fra tv-programmerne.
Personligt er jeg ikke til de mere sødsuppede indslag som en sang om Kronprinsen og Marys bryllup med dukkeledsagelse, som visuelt fungerer på en tv-skærm, men ikke fra balkonen. Det har en indlysende pædagogisk funktion, at både pigekoret, børnekoret og nissekoret er på banen, men det er helt klart sjovest, når instrumenterne og musikken bliver levende gennem Sigurds formidling. Som når der stilles skarpt på klarinetterne med sangen om Klarinettistan, eller når Sigurd pludselig er kommentator til OL for symfoniorkestre, hvor træblæserne konkurrerer om at spille hurtigst og højest, trækbasunerne bokser, og strygerne dyrker vægtløftning med kontrabassisterne som de indlysende vindere.
Der har Sigurd og musikerne salen i sin hule hånd, og der er ikke noget at sige til, at Radiosymfoniorkesteret tager ham med på turné til Kina i forsommeren. når de skal give koncert i Beijing på børnenes dag.
Hvis man tænder for fjernsynet i aften kl. 19 brænder det igennem, at han kan det der med musik og historier, og det er jo det bedste i hele verden. Dvd’erne kan varmt anbefales som julegaveideer, men da vi allerede har dem, står jeg nu i et nyt dilemma. Theodors juleønsker er primært en kontrabas, en trækbasun og i dag kom der efter afsnittet ’Tosset med tangenter’ et cembalo til. Klogeligt har jeg denne gang ikke lovet noget. Jeg tror ikke, julemanden kan overskue mere end en ukulele.

*Koncerten vises i aften kl. 19 på DR1. Dvd’er og cd’er med Sigurd og Symfoniorkesteret kan bl.a. købes via DR-butikken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu