Læsetid: 4 min.

Tavsheden, der må brydes

16. december 2004

»Vi er nødt til at gøre en ende på deres tavshed og genskabe deres værdighed i samfundets øjne«
Ricardo Lagos

Hvordan kunne vi leve 30 år i tavshed? Det spørgsmål stillede Chiles præsident, socialisten Ricardo Lagos, for nylig i et interview til den spanske avis, El País. Med god ret. I slutningen af november offentliggjorde han et rystende dokument på over 1.300 sider fra den nationale kommision om fængselspolitik og tortur. Her taler næsten 28.000 torturofre endelig ud om de lidelser, som de blev udsat for i Pinochet-diktaturets tid, fra 1973 til 1990. Disse beretninger om mennesker, der fik stukket nåle i øjnene, sat elektroder på deres kønsdele, blev tævet ad helvede til, fik berøvet søvnen eller blev tvunget til at spise deres egen afføring, er et mørkt monument over de grusomme forbrydelser, som Pinochet-regimet havde ansvaret for.

Forsoningen med fortidens forbrydelser er smertefuld – som et sår, der hele tiden bryder op. Chile er ikke det eneste land, der kæmper for at finde den rette balance mellem hævntørst og tilgivelse. I Argentina, Guatemala og El Salvador, hvis militærjuntaer var mindst lige så grusomme som Pinochets, og helt til Nigeria og Sydafrika har nationale sandhedskommissioner søgt at hele sårene. Eller i det mindste bygge bro til fremtiden. I Chile fik man allerede i 1991 efter overgangen til demokratiet den såkaldte Rettig-rapport, som genskabte erindringen om de mere end 3.000 mennesker, som Pinochet-regimet likviderede eller lod forsvinde. Men de døde kan ikke tale, og nogle chilenere har i de senere år forsøgt at fortrænge Pinochet-regimets forbrydelser eller påstå, at der blot var tale om undtagelser. De 28.000 torturerede stemmer i Valech-rapporten har med deres ord rejst en skamstøtte over det rædselsfulde Pinochet-diktatur. Det er et vigtigt led i den smertefulde nationale forsoningsproces, at ofrene får talt ud. Ordene og den offentlige anerkendelse, må følges op med økonomi-ske kompensationer, arrangementer, udstillinger og selv nye historiebøger, der bringer ofrene til ære og værdighed. Og giver de unge generationer et fælles minde, der gør dem mere resistente over for overgreb i fremtiden.

General Cheyre, der er øverstkommanderende i Chiles hær, har åbent vedkendt sig, at hæren har overtrådt menneskerettighederne. »Lige som sandhed og justits er nødvendige, er forsoning det også,« siger Cheyre, der vil udarbejde et etisk regelsæt, der forpligter også hærens folk til at respektere menne-skets værdighed. Det var på høje tid. Men forsoningssnakken må omvendt ikke bruges til at friholde den diktator, som aldrig har vedkendt sig sin skyld og givet udtryk for anger.
Augusto Pinochet, der tilbage i 1973 væltede den demokratiske valgte Allende ved et militærkup – støttet af USA’s koldkrigere – er stadig i live, og han fortjener skam mere end nogen anden at blive stillet for en dommer. I 1998 søgte den spanske dommer Garzón forgæves at få ham udleveret fra London til retsforfølgelse. Men i Chile lysner det nu for de ofre, der kræver den gamle diktator straffet. Den nu 89-årige Pinochet har hidtil undslået sig ved at henvise til sit svage helbred, men for nylig fastslog den chilenske dommer Juan Guzmán, at der er intet til hinder for at retsforfølge ham. Pinochet var i 1970’erne en af de hovedansvarlige bag Operation Cóndor, hvor militærjuntaer i Chile, Argentina, Bolivia, Brasilien, Paraguay og Uruguay forfulgte og myrdede venstreorienterede – eller lod dem forsvinde i glemslens hav. I Argentina er den fhv. general Jorge Rafael Videla tidligere blevet dømt for sin medvirken i Operation Cóndor. Pinochet kan blive den næste i rækken – for der er begrundet mistanke om, at han bl.a. har ansvaret for mordet på general Prats og dennes hustru i 1974. Det var også i de følgende år, at penge væltede ind på Pinochets hemmelige bankkonto i Banco Riggs i Washington. Kan Pinochet blive dømt ved en domstol, inden han trækker vejret for sidste gang, kan det statuere et eksempel for de kommende generationer. Ikke kun i Chile og i Latinamerika, men også på andre kontinenter. Nogle forbrydelser er så afskyelige, at det er in-dignerende, hvis magthaverne giver de ansvarlige amnesti. Systematiske krænkelser af menneskerettighederne, massemord og etniske udrensninger er af en sådan art, at de må fordømmes og straffes. Kan de nationale domstole ikke klare opgaven, må den internationale straffedomstol i Haag tage over. Sagen imod Slobodan Milosevic viser værdien af at internationalisere nogle retssager, der risikerer at udvikle sig til politiske bomber i hjemnationen. Iraks afsatte diktator Saddam Hussein burde også have sin sag for i Haag; og ikke i det borgerkrigstruede og krigsramte Irak.

I hvert enkelt tilfælde må der skønnes, hvad der er ret og rimeligt. Der kan – og bør – ikke opstilles et færdigpakket universelt svar. Der er forskel på at gennemføre et historisk retsopgør i Balkan, Rwanda og Irak – der har været ramt af krige og folkemord – og lande som Chile og Argentina, hvor der efterhånden er relativt stabile demokratiske institutioner. Chile har vist, at det kan være en fordel at udvise tålmodighed og sætte kræfterne ind på at skabe national forsoning. Først. Havde chilenerne allerede for 14 år siden indledt et hurtigt retsopgør med Pinochet, ville det nok have skabt et lige så hurtigt tragisk tilbageslag. Siden da er de demokratiske institutioner styrket, og den civile ånd modnet. Chiles demokrati vil i dag ikke tage skade af et retsopgør med Pinochet. Tværtimod.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu