Læsetid: 8 min.

Fra Terkel til Jesus

31. december 2004

Årets film
Det er blevet til mange store og små filmoplevelser i 2004, men året har om noget stået i dokumentarfilmens tegn. Med Super Size Me erklære-de Morgan Spurlock krig mod fastfoodgiganten McDonald’s. Michael Moores Bush-fjendtlige Fahrenheit 9/11 vandt Guldpalmen i Cannes og solgte flere billetter end nogen anden dokumentarfilm. Og i kølvandet på de to film dukkede en lang række andre politiske dokumentarfilm op og var med til at sætte dagsordenen i et år præget af krigen i Irak og det amerikanske præsidentvalg.
Også en række danske dokumentarfilm havde biografpremiere og fik solid medieomtale, men de klarede sig slet ikke lige så godt ved billetlugerne og forsvandt hurtigt igen.
Her følger en liste over de 10 vigtigste film fra 2004, både fiktions- og dokumentarfilm.

Kongekabale
Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterbergs politiske thriller har solgt mere end en halv million billetter, hvilket gør den til årets mest sete danske film. Men hvad bedre er, så er Kongekabale også den første, rendyrkede politiske thriller på dansk i adskillige år. Den tør stå ved genren, sin lyst til at underholde og retter samtidig en relevant kritik mod måden, det politisk system er indrettet på. Historien om den unge, ærgerrige Christiansborg-journalist (Anders W. Berthelsen), som kommer på sporet af en politisk sammensværgelse, der involverer landets kommende statsminister (Søren Pilmark), er både spændende og tilpas realistisk til, at publikum lader sig overbevise om, at det rent faktisk kan ske.

Terkel i knibe
Stefan Fjeldmarks animationsfilm træder også, hvor ingen andre, danske film har trådt tidligere. Det er den første computeranimerede spillefilm på dansk, og den første film som så helhjertet politisk ukorrekt og vanvittigt morsomt har portrætteret det hårde liv i skolegården for en spirende teenager, titlens Terkel, og hans venner. Terkel i knibe er baseret på en radioføljeton af komikeren Anders Matthesen, der også lægger stemme til samtlige af filmens figurer, og den bryder alle tænkelige og utænkelige regler for, hvordan børn taler og bliver talt til. Det er en grænseoverskridende film, som ikke har meget at gøre med den danske tradition for opbyggelige børnefortællinger af den magisk realistiske slags.

De Utrolige
I den vestlige verden har de fleste mennesker den fejlagtige opfattelse, at animationsfilm kun er for børn. Det modbeviser instruktøren Brad Bird med sit seneste værk, det computeranimerede og Pixar-producerede mesterstykke De Utrolige. Den action- og spændingsfyldte film skal og kan naturligvis sagtens ses af børn, men også voksne vil i høj grad nyde historien, der nok handler om superhelte, men også er en karakterdreven film, som på humoristisk og rørende vis fortæller om mennesker i overgangsalderen, om en familie, der lærer at holde sammen, om det at være teenager og forelsket og om farerne ved den middelmådighed, som forhindrer de særligt begavede i at gøre en vigtig forskel. Det er ikke emner, man er vant til at se behandlet i en animationsfilm, og det gør De Utrolige til en usædvanlig oplevelse. Forhåbentlig kan den være med til at ændre folks fordomme omkring, hvad animation kan.

The Passion of the Christ
Mel Gibsons Jesus-film har været en af årets allermest omtalte film og et endnu eksempel på, hvordan religion nærmest pr. automatik fremkalder stærke reaktioner. Allerede ved de første rygter om den konservativt-katolske filmmands projekt lugtede pressen en god historier, mens jødiske interesseorganisationer anklagede filmen for at være antisemitisk uden at have set den, endsige læst manuskriptet. Da The Passion of the Christ endelig havde premiere blev den set af rigtig mange mennesker, men skabte ikke den furore, som de fleste havde forventet, hvilket måske hænger sammen med, at The Passion ikke er nogen vellykket film. Det virker stærkt, at personerne taler latin og aramæisk, men Gibson, der udtalte, at det var Helligånden, som havde instrueret filmen gennem ham, kender ikke til mådehold og fortæller sin ellers Bibel-trofaste historie alt for håndfast og med for mange effekter. Det skal blive interessant at se, hvad Gibson nu har tænkt sig at kaste sig over – han blev ikke ligefrem populær i Hollywood på at lave The Passion.

Fahrenheit 9/11
Michael Moore kender heller ikke til mådehold, men han bruger i høj grad humoren som værktøj, hvorfor det er nemmere at holde af hans film. De fleste kritikere var da også enige om, at selv om man ikke sympatiserer med Moore, så stiller Fahrenheit 9/11 nogle meget vigtige spørgsmål omkring ikke mindst grundlaget for at gå i krig i Irak, et USA regeret med frygt og familien Bushs nære, økonomiske forbindelser med rige, saudiarabiske oliefamilier. Moores film, der vandt Guldpalmen i Cannes i år, var et frontalangreb på præsident Bush og førte til en veritabel stillingskrig mellem Moore og hans støtter og reaktionære og i stigende grad hysteriske republikanere, der gjorde, hvad de kunne for at kaste smuds på Moores navn. Moores ultimative mål var at få Bush fjernet fra præsidentembedet, men det mislykkedes, selv om Moore som få fulgte sine ord op med konkret handling og rejste USA rundt for at mobilisere de unge vælgere. Fahrenheit 9/11 er et stykke underholdende, politisk propaganda, og Moores brug af virkemidler affødte også en ophedet diskussion om dokumentarfilmens væsen, og hvornår en film reelt kan kaldes dokumentar. I sin næste film, Sicko, kaster han sig over det amerikanske sundhedsvæsen – kedeligt bliver det nok ikke.

Super Size Me
I bedste Michael Moore-stil sætter Morgan Spurlock sig selv i centrum i denne morsomme og foruroligende dokumentarfilm om fastfood-kulturen og dens skadelige indvirkning på ikke blot vores helbred, men også vores måde at tænke på – ikke mindst i USA, der er et af de ’fedeste’ lande i verden. Ligesom Moore har Spurlock et mål, der helliger midlet, og han benytter sig af samme svært gennemskuelige blanding af humor, fakta, fiktion og slagkraftige overskrifter, mens han udsætter sig selv for en 30 dages diæt af mad fra McDonald’s, hvilket er ved at tage livet af ham. Super Size Me var den første store dokumentarfilmsucces i 2004 og satte på sin vis dagsordenen for et år fuld af spændende, politisk og socialt engagerede dokumentarfilm, som både i udlandet og i Danmark fandt vej til biograflærrederne.

Pusher 2
Det, der kunne være blevet en bleg kopi af instruktørens første film, Pusher, endte med at blive et endnu stærkere portræt af et menneske fanget af arv og miljø. For otte år siden var Nicholas Winding Refn med til at ryste støvet af dansk film med sin nyrealistiske gangsterfilm, der midtvejs forvandlede sig til en intens karakterstudie og tilmed blev en gedigen publikumssucces. I Pusher 2 er Mads Mikkelsens bifigur fra den første film, småforbryderen Tonny, hovedpersonen, og igen er det karaktererne, primært spillet af amatører, der tegner et portræt af et råt, nådesløst forbrydermiljø, hvor alle synes fanget i en ond cirkel af stoffer, vold og forskruede menneskelige relationer. Og Nicholas Winding Refn er ikke færdig. I Pusher 3, der er ved at blive klippet, følger vi en anden biperson fra Pusher, gangsteren Milo (Zlatko Buric), og instruktøren har udtalt, at han sagtens kunne forestille sig at fortsætte sin ’franchise’ med film om interessante karakterer, der dukker op i Pusher 2 og 3.

Kill Bill 2
B-filmens historie set gennem supernørdens optik – det er, hvad Quentin Tarantino tilbyder os i det todelte actiondrama Kill Bill. Historien om lejemorderen The Bride alias Beatrix Kiddo (Uma Thurman), der vil hævne sig på sin tidligere arbejdsgiver og elsker, Bill (David Carradine), er vittig, spændende, blodig og exceptionelt godt iscenesat af Tarantino, der dygtigt skifter mellem stilarter og genrer og fylder hvert billede med referencer til andre film. Kill Bill Vol. 1 hylder japanske samuraifilm, anime og asiatisk exploitation, mens to’eren henter inspiration fra italienske gyserfilm, spaghettiwesterns, John Ford og kinesisk kung fu. Man kan argumentere for, at Tarantino lavede sine bedste og mest indflydelsesrige film i 90’erne, Reservoir Dogs
og Pulp Fiction, men Kill Bill er nu alligevel et originalt og respektindgydende værk.

Mod muren
For andet år i træk vandt en tysk film hovedprisen ved Det Europæiske Filmakademis store prisuddeling i december, European Film Awards. I februar løb Fatih Akins energiske kærlighedsdrama, Mod muren, med Guldbjørnen i Berlin – som den første tyske film i mange år, hvilket kun understreger den opblomstring, som tysk film har oplevet gennem de seneste fire-fem år. Tilmed fortæller den tyrkiskfødte instruktør en stærkt spillet og vedkommende historie om, hvor svært det som indvandrer kan være at finde sig tilrette i et samfund med en anden kultur, end man er opdraget med. Mod muren kører af sporet til sidst, men har fortjent at blive set på grund af sin energi og eviggyldige tematik.

Troja/Alexander/Kong Arthur
2004 har været året, hvor bølgen af stort anlagte og dyre historiske krigsfilm toppede. Og det bliver formentlig også året, hvor den ebber ud. Interessen for de tre film i genren, Troja, Alexander og Kong Arthur, har forståeligt nok været stor. Men ingen af dem er specielt vellykkede – faktisk er Alexander et gedigent makværk – og det er kun takket være et europæisk biografpublikum, at de dyre projekter kommer til at løbe rundt. Ridley Scott satte gang i bølgen med den meget succesfulde The Gladiator, men han valgte at fortælle sin egen historie med lån fra historien. Troja, Alexander og Kong Arthur tager alle udgangspunkt i en historisk virkelighed, men skriver så meget om i et forsøg på at skabe noget originalt, at man som biografgænger på sin vis føler sig forrådt.

*De omtalte film kan enten opleves i biografen eller købes på dvd

FAKTA
Igen i år er billetsalget til danske film nået op på fornemme 25 procent, i alt 3,1 mio. billetter, af det samlede antal solgte biografbilletter på 12,5 mio. – og det endda i et år, hvor der kun er kommet 17 nyproducerede spillefilm. Sidste år kom der 24, og næste år kommer der 30.
Især tre film, ’Min søsters børn i Ægypten’, ’Brødre’ og ’Kongekabale’, har skilt sig ud, fordi de blev set af mere end 400.000 mennesker – ’Kongekabale’, den første rendyrkede danske thriller i mange år, nåede som den eneste op over den halve million – men faktisk solgte yderligere fem af de 17 film mere end 100.000 billetter. ’Terkel i knibe’ solgte godt 375.000 billetter.
I år har der i gennemsnit været 172.000 besøgende til hver dansk film, sidste år var tallet 132.000.
De store tabere er blevet de fem danske dokumentarfilm, der ud over de 17 spillefilm har haft biografpremiere. ’Tintin og mig’, ’110 % Greve’, ’Nede på jorden’, ’Sort Sol – 422 dage i dybet’, ’Min morfars morder’ er tilsammen blevet set af sølle 12.000 mennesker. CMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu