Læsetid: 3 min.

The universal soldier

– eller: Kan 100.000 læsere tage fejl?
24. december 2004

Litteratur
B.S. Christiansens Et liv på kanten har nu solgt mellem 80.000 og 100.000 eksemplarer med en hastighed på 3.500 om dagen. Tempoet må i hvert fald passe jægersoldaten B.S., for hans værdier er fremdrift og dynamik.
Med en amerikansk rangeruddannelse i bagagen vender han i midten af 1970’erne hjem til en lederkarriere i korpset. Rote Armee Fraktion og Brigate Rosse er i gang i henholdsvis Tyskland og Italien, ’antiterrorbekæmpelsen’, kampen mod terrors mindre mundrette forgænger, er gået ind. Men B.S. Christiansen går nu »på arbejde som enhver anden. Der var ikke noget nyt, ikke noget stort mål i horisonten ... Den slags kan være altødelæggende for et liv.« Til alt held bliver han reddet af gongongen: »Antiterrorarbejdet gav mig rigeligt at se til – der fik jeg det hele og lidt til.«
Terrorister giver gudskelov én noget at rive i! Man kan trække på smilebåndet, men synsvinklen er gennemført. I denne bog ses alt i soldatens perspektiv.
»Kun troen på, at der er noget, der er større og vigtigere end det enkelte menneske, kan forklare, at der rent faktisk findes jægersoldater,« skriver han.
Det er ment som heroisering af den hårde tjans, men gang på gang henvises til troen på noget større, uden at dette præciseres. Og læg mærke til, at der står ’end det enkelte menneske’.
Hvad det i praksis implicerer, lyder sådan her: »Hvordan forklarer du et menneske, der lever i den almindelige danske dagligdag meget langt væk fra døden, at et dødsfald blandt dine kollegaer ikke rører dig følelsesmæssigt ... Det er som om jeg er to personer. Den private B.S. bliver ked af det og knust, når en af hans nærmeste dør, men derude – i slagmarken, kampzonen, det militære miljø – bliver jeg en anden.«
Den sympatiske B.S. beskriver uden omsvøb den personlighedsspaltning, der under Nürnberg-processerne slog en verden med forbløffelse og fik Hannah Arendt til at tale om ondskabens banalitet. Hvis den slags i dag kan fordøjes i 100.000 eksemplarer uden at vække andet end sympati, har hun haft mere ret, end selv hun kunne forudse.

Men det er jo ikke værgeløse fanger, det går ud over, det er med elitesoldaten B.S.’ egne ord folk, der »kender betingelserne, og de har valgt at være der,« kunne man indvende. Desuden er B.S. Christiansen sympatisk.
Blot lyder der nedenunder en anden tone. Pludselig kan han udtrykke forståelse for amerikanske politifolk, der banker en biltyv og tilføje, at han selv ville forfølge sådan en »så langt, som det er nødvendigt.« Med tilføjelsen, at han er ret overbevist om, at det ikke vil være kaffe, han serverer for ham.
Der er tale om en dybt aggressionsbåret tankegang, der generaliseres – »sådan reagerer mennesker ikke« – og som også får ham til at mene, at civilister ikke kan sætte sig ind i, hvad der får amerikanske soldater til at torturere deres fanger. Men skal man det? Er problemet ikke snarere, at B.S. Christiansen skaber sympati for affekter, der skal omgås med alt andet end sympati.
Tydeligst i forhold til døden. Selv mener han sig afklaret dér, men han opfatter ikke døden som et fælles, menneskeligt vilkår. Den er tværtimod den trussel, der legitimerer, at han er parat til at dræbe andre. Og så er alle værdier omvurderet.
Hvorfor bliver den slags så populært? Selvfølgelig hjælper det på populariteten, at B.S. i tv har gelejdet en overgennemsnitligt hjælpeløs skabning med langt hår og røde negle gennem en urskov, men jeg tvivler alligevel på, at en tv-serie af den art var blevet et hit tidligere. For 40 års siden havde B.S. Christiansen inkarneret Buffy Sainte-Maries Universal Soldier: And he’s fighting for Democracy/and fighting for the Reds/He says it’s for the peace of all/ He’s the one who must decide /who’s to live and who’s to die/and he never sees the writing on the walls.
Det var selvfølgelig en frelst civilist som Donovan, der brægede løs dengang, ligesom dem ’uden for hegnet’ om flyvestationen, der »boede i kollektiv, sang sange og spurgte ’hvad synes du selv’?«
En ukendt og ubegribelig art.
»Derude forstod jeg ikke reglerne, omgangstonen og idealerne, men inde bag hegnet var min måde at tænke og reagere på den rigtige. Derinde gav den mening.« Fint nok. Men hvorfor har nogen lukket den ud?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her