Læsetid: 3 min.

Titusinder på flugt i Congo

Titusinder er på flugt i det østlige Congo. Rwandas regering får skylden og bør straffes, mener professor
21. december 2004

Dobbeltspil
af Iver Houmark Andersen
Med sække stablet på cyklerne og småbørn på ryggen er titusindvis af mennesker flygtet fra kampe i det østlige Congo de seneste dage. FN advarer om, at situationen kan udvikle sig katastrofalt, fordi de fordrevne ingen hjælp får. Nabolandet Rwanda har en del af ansvaret for miseren. Koordinatoren for FN’s nødhjælpsarbejde, Jan Egeland, er forstemt over situationen i den konflikthærgede, østlige del af Den Demokratiske Republik (DR) Congo og siger: »Folk har ikke andre muligheder end at flygte. Medmindre volden stopper øjeblikkeligt, vil denne massive fordrivelse have katastrofale konsekvenser for de civile. Det er for farligt at bringe hjælp ud til dem på nuværende tidspunkt.« De nye fordrevne på jordvejene i Østcongo kommer oven i de cirka 2,5 million mennesker, der ifølge organisationen International Rescue Committee er flygtet i regionen siden 1998.

Mistillid til Rwanda
De nye kamphandlinger finder angiveligt sted mellem DR Congos regeringshær på den ene side og desertører fra hæren og for forskellige militser på den anden. Med i krigsgeografien er også nabolandet Rwanda på de oprørske militsers side. Krigere med geværer magen til den rwandiske hær er set af FN-folk i ormådet. Dertil kommer, at FN’s fredsbevarende mission, MONUC, har udsendt en erklæring om, at »fremmede tropper (underforstået soldater fra Rwanda, red.) gik ind i Congo« dagen efter, at Rwandas regering havde truet med en invasion 23. november.
Rwanda har stukket en arm ind over grænsen i utilfredshed med, at hverken FN-soldater eller DR Congos regeringshær har haft held med at afvæbne Rwandas ærkefjende i form af hutu-militser. Det var den slags militser, blandt andre Interhamwe, som slagtede henved 800.000 mennesker i 1994.
Rwandas styre med præsident Paul Kagame i spidsen har hidtil afvist at have soldater i DR Congo. Afvisningen vurderes dog som løgn af de fleste eksperter, der undrer sig over, at Kagame først truede ad flere omgange med at sende soldater ind over grænsen for så i den forgangne weekend at lade sin udenrigsminister Charles Murigande meddele: »Vi vil ikke længere true med at rykke ind i DR Congo (... )Vi vil overlade problemet i hænderne på det internationale samfund.«
En af verdens førende eksperter på De Store Søers område, professor Filip Reyntjens fra Universitetet i Antwerpen, giver ikke meget forKagame-styrets forsikringer . »Rwandas regering kan jo ikke trække invasionstruslen tilbage, når den nu allerede har soldater i Congo. Jeg vil blive overrasket, hvis nogen lader sig narre af Rwanda,« siger Reyntjens.

Svensk pisk
Selv om hutu-krigere stadigvæk dræber og voldtager i Østcongo, så udgør de dog ikke den store sikkerhedstrussel for Rwanda. Derfor er det også på sin plads, når vestlige lande lægger pres på regeringen i Rwandas hovedstad, Kigali, mener Reyntjens: »USA’s og Storbritanniens diplomater i Kigali har – ganske vist diskret – utvetydigt fortalt Kagame de seneste par uger, at han skulle lade invasionstruslen forblive en trussel. Den første regering, som kontant har svunget pisken over Kagame, er Sverige, hvilket svenskerne fortjener ros for.«

Hær i Congo styrket
Den svenske regering besluttede den 25. november at indefryse 40 millioner svenske kroner (33 millioner danske kroner) tiltænkt Rwandas statskasse i form af såkaldt budgetstøtte. Ifølge det svenske udenrigsministerium skyldes indefrysningen »truslerne fremsat mod Congo.« Reyntjens håber, at en kombination af pres fra udlandet mod det fattige styre i lille Rwanda, og opbygningen af regeringshæren i DR Congo kan føre til fredeligere forhold i Østcongo.
»For første gang har DR Congos regeringshær foretaget offensiver. Det tyder på, at den er ved at have fået styrke til decideret at kunne kontrollere nogle områder. Det kan give mere stabile forhold,« siger Reyntjens.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her