Læsetid: 4 min.

To mødre tog Washington med storm

10. december 2004

Historien om den vidtrækkende omlægning af USA’s kolossale efterretningsapparat i denne uge er i sin essens en ægte amerikansk fortælling om nogle få almindelige mennesker, der tog elitære og korrupte politikere i Washington med storm og (næsten) egenhændigt fik presset en banebrydende ny lovgivning igennem Kongressen. I Frank Capras film fra 1939 Mr. Smith Goes to Washington er det en naiv og uerfaren lokal politiker, spillet af Gary Cooper, der vælges til Kongressen og tager kampen op mod den korrupte overmagt. I det aktuelle tilfælde tilskrives reformen af USA’s 15 efterretningsbureauer med 200.000 ansatte og et årligt budget på 40 mia. dollar en komité af slægtninge til de 3.000 ofre for terrorangrebet den 11. september. I særdeleshed peger de folkevalgte i Washington på den rolle to kvinder spillede: Mary Fechet og Carol Ashley. Fechet mistede en søn, Ashley en datter under angrebet på tvillingetårnene i New York.

I dagene og ugerne efter massemordet i New York og Washington blev det gradvist klart, at en bedre koordinering mellem forbundskriminalpolitiet (ansvarlig for indre sikkerhed) og den centrale efterretningstjeneste (imødegår udefrakommende sikkerhedstrusler) muligvis kunne have stoppet flykaprerne i opløbet, omend det ville have krævet en god portion held. Dybest set kom eksperterne imidlertid snart til erkendelsen, at udover den mangelfulde eller ikke-eksisterende koordinering skyldtes al-Qaeda-terroristernes spektakulære succes de åbne amerikanske grænser.
Sagt på en anden måde: Det havde simpelthen været for let at få et visum til USA, komme ind i landet, overskride visumperioden, indskrive sig på flypilotskole, anskaffe kørekort, bankkonti, forberede kapringen af fire passagerfly og rent faktisk komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnene for de 19 kamikaze-terrorister. I en lang række tiltag har forbundsregeringen siden 11. september søgt at lappe disse huller – ikke altid lige effektivt og ofte på en drakonisk facon, som risikerer at undergrave amerikanske statsborgeres frihedsrettigheder. Men noget er i alle tilfælde blevet gjort for at tilstoppe hullerne.

Hvad der hele tiden manglede var en grundlæggende reform af efterretningsapparatet. Forudsætningen herfor var en grundig undersøgelse af, hvad der var gået galt i tiden op til 11. september og forslag til, hvordan svaghederne i systemet kunne udbedres. I ethvert demokratisk land ville regeringen eller parlamentet nedsætte en undersøgelseskommission. Ikke i Bushs USA. Først efter månedsvis med offentligt pres fra slægtningene til ofrene gav præsidenten sig.
Da det så blev Bushs og diverse ministres og sikkerhedsrådgiverens tur til at vidne i offentlige høringer, strittede Bush imod. Igen stod Ashley, Fechet og andre slægtninge frem i medierne. Ingen - end ikke USA’s præsident – turde stå fast på et i grunden urimeligt synspunkt. De to mødres simple og følelsesmæssige ’appeal’ var umulig at afvise, ikke mindst i en valgkamp.

I sommer offentliggjorde undersøgelseskommissionen sin rapport på 560 sider. Den blev straks til en bestseller og senere finaledeltager i konkurrencen om USA’s bedste non-fiction bog. Hvis modstanderne af reform i Kongressen, forsvarsministeriet og efterretningsapparatet havde håbet, at rapporten ville ligge og samle støv, tog de grueligt fejl. På rekordtid fremlagde republikanerne i Repræsentanternes Hus et temmeligt repressivt reformforslag. I Senatet valgte de to partier at arbejde sammen om en version, som lå tættere op ad undersøgelseskommissionens anbefalinger. Allerede i denne uge vedtog begge kamre et kompromisforslag, som giver de konservative i Huset flest indrømmelser. Igen ville det ikke være sket så hurtigt – og måske aldrig – havde det ikke været for et lidenskabeligt lobbyarbejde udført af de to mødre og deres komité i Washingtons politiske korridorer.

Nu er det spørgsmålet, om omlægningen på sigt vil styrke det amerikanske hjemlands sikkerhed mod terrorangreb, og om loven har indbygget tilstrækkelige garantier mod en udhuling frihedsrettighederne. Det sidste emne skal håndteres af et udvalg udpeget af præsidenten. Men den væsentlige landvinding er oprettelsen af en ny stilling – Director of National Intelligence (DNI) – der vil rangere højere end lederne af CIA og FBI. Som præsidentens personlige efterretningsrådgiver vil denne få en betydelig indflydelse over overvågningen af den indre og ydre sikkerhed samt budgetprioriteringer. Stillingen er potentielt så magtfuld, at den har givet anledning til kritik. Men definitionen af efterretningschefens magtbeføjelser er tilstrækkelig uklar til, at så kiv mellem på den ene side Forsvarsministeriet – under hvilket efterretningsbureauer med kontrol over 80 procent af budgettet rangerer – og på den anden side FBI formentlig vil afgøre spørgsmålet. Det virker som en opskrift på en ineffektiv operation.
Loven pålægger desuden regeringen at oprette et kontraterror-center. Antallet af grænsepoliti og interneringspladser til ulovlige immigranter øges, og det bliver sværere at anskaffe kørekort end tidligere. Det åbne spørgsmål er, om det enorme lovkompleks vil beskytte USA. Her kan man give senator Robert Byrd inderlig ret: »Ingen lovgivning kan stoppe et nyt terroranslag«. Problemet er dybest set, at USA tre år efter 11. september endnu ikke har formuleret en antiterrorpolitik i den muslimske verden.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her