Læsetid: 6 min.

To der tager sproget på ordet

Det blev Kirsten Hammann med romanen ’Fra smørhullet’ og Simon Grotrian med digtsamlingen ’Korstogets lille tabel’, der løb med de danske nomineringer til årets litteraturpris fra Nordisk Råd
4. december 2004

Litteraturpris
Det er to eksperimenterende digtere, der i år er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Og det er to yderst sprog- og ordbevidste digtere.
Kirsten Hammman, nomineret med Fra smørhullet, kaldte symptomatisk sin foregående bog Bruger De ord i kaffen? (2001). Simon Grotrian dyrker i næsten uset grad – i det mindste i en dansk sammenhæng – ordenes lydside. Grotrians sprog er blevet sammenlignet med Rudolf Broby Johansens ekspressionistiske billeder i digtsamlingen Blod (1922) med dens polyfone stemmer, collager og hæslighedsæstetik. Andre, som Peer E. Sørensen i Den barokke tekst (1999) sammenligner Grotrians metode med barokkens tradition for figurdigtning og hermetik.
»En sprogforsker har sagt, at det, andre mennesker oplever som form, oplever kunstneren som indhold,« har Grotrian selv udtalt.

Alt er virkeligt
Men hvor Brobys storbyskildringer emmede af social indignation og robust, revolutionær kampgejst, bor den skrøbelige Simon Grotrian i ensomhed på landet, er dybt kristen og har udtalt, at han tror, Gud læser hans digte. Grotrian opfatter digtene som gennemgangsled til andre sfærer, for ’alting er virkeligt’.
»Jeg har en evne til at foregribe ting, se i billeder og forestille mig forskellige situationer, som jeg måske aldrig kommer til at opleve. (…) Det, synes jeg, er sagen i en nøddeskal. At man er i stand til at bilde sig selv noget ind. Alting er virkeligt. Man kan ikke sige, at jeg lever i en pseudoverden, mens andre lever i den virkelige verden,« har han sagt.
Hans digteriske evner er noget, Vorherre har givet ham, han er ’seerstemplet’, som en af hans digtsamlinger (2001) hedder, og det er ikke kun en gave, men også en smerte og en byrde. Forvalter han den, er digtningen imidlertid også indgangen til forløsning.
»Jeg ved bare, at Paradis findes. Det er, som om, det faktisk er dér, det hele begynder. Jeg taler også om verdens møblerede livmoder. Jeg tror jo, at livet foregår i en livmoder, at alle mennesker er spærret inde i sig selv.« Men »når gudsriget kommer til os, er vi ude af fængslet, så er vi i kontakt med hinanden,« siger han.
Grotrian opfatter ikke, som det er almindeligt, livmoderen som ’beskyttende’, men som et fængsel. Logisk set skulle det altså først være ved døden, at man fødes og går til Paradis, men hans formulering, ’når gudsriget kommer til os’ kan lige så vel betyde, at ’fødslen’ kan ske momentant, nu og her, til hver en tid.

Følelseskaos
Kirsten Hammans verden er anderledes sat sammen. Også hendes personer kan finde på at forlade denne verden som Ramona i Bannister (1997), den roman, der første gang indbragte Kirsten Hamman en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. Men her er der tale om umetafysisk lidelse og pine, et voldsomt tab, der skal bearbejdes, da verden bogstaveligt talt bryder sammen: Den springer i luften, og Ramona mister sin elskede.
Til Politiken foklarede Kirsten Hammann:
»Hun bliver kastet ud i et følelsesmæssigt kaos, og det er dén ulykke og forvirring, jeg prøver at beskrive.«
Men bevidstheden om, at den ene dimension er lige så virkelig som den anden, deler Kirsten Hammann med Simon Grotrian:
»Man oplever ikke sin sorg som noget logisk og forklarligt, men det gør den jo ikke mindre virkelig. Det er bare en anden virkelighed, som vi i vores daglige liv mangler sprog for, og så er det min opgave som forfatter at skabe et andet sprog,« siger hun.
Bannister er navnet på den klode, Ramona lander på. Det er navnet på en art mand, hun træffer der, og samtidig betyder ordet på engelsk ’gelænder’. Selv forklarede hun det i 1998 sådan her til Information:
»Bannister er jo ikke en mand i realistisk forstand, han er snarere en kulisse, Ramona skyder ind, hver gang hun når så langt, at hun står over for at måtte erkende sin situation. Hun udnytter ham, får ham til at slå sig, handle med sig, fordi så længe alt braser sammen, så længe folk forsvinder fra hinanden, så findes de dog. Men hvis alt falder til ro, må man se sit tab af alting i øjnene.«
Kirsten Hammann fortæller også, at hun ville skabe en figur, som kæmpede for livet, men som ikke var så vred som Vera Winkelvirr, hovedpersonen fra gennembrudsromanen 1993.
I Fra smørhullet kan man sige, at hun afsøger roens position: For Mette er alt faldet til ro efter tabet af Søren. Hvor Ramona endte med at få et barn med Bannister, lever Mette i ’our sweet hereafter.’ Sweet også i den forstand, at hun fylder sig og sit liv med søde sager af den mest ulækre slags. Mette har heller ikke mistet sit hjem, tværtimod bliver hjemmet for Mette et tilflugtssted, hvor den absolutte ro har indfundet sig, mens tiden går og Mette intet udretter.
Der ligger anfægtelse bag beskrivelsen af Mette, jævnfør bogens titel, og anfægtelsen i forhold til det sociale, kravet om mening, der både kommer indefra og udefra, ligger som en klangbund i Hammanns forfatterskab, et stadigt spørgsmål, om det nu kan lade sig gøre at komme ud over sig selv. Er Grotrian med sit fuldttonende ja en seer, så er Kirsten Hammann en skeptiker, der konstant bakser med misforholdet mellem ånd og krop.

Humor
Men endnu en ting har de alligevel til fælles: Humoren.
»Min digtning er ikke sortsyn, den har galgenhumor. Jeg kan selv more mig meget, når jeg skriver,« siger Grotrian og lader Fanden tørre sig i enden med et juletræ og en sulten elefant jage tænderne i en stikkontakt. I den samling, han er blevet nomineret til prisen for, Korstogenes lille tabel (2004), havde Informations anmelder, Erik Skyum-Nielsen dog svært ved at se komikken.
»Jeg fascineres endnu en gang af digterens fine evne til at bringe ellers inkommensurable størrelser sammen i samme linje, af den kværnende rytme i verset, af det modige livtag med tro, politik, erotik, eksistens og økologi. Men jeg vedstår samtidig, at jeg endnu en gang frustreres ved intet (eller praktisk talt intet) at fatte,« skriver han.
Grotrian ville sandsynligvis mene, at Skyum har fattet, hvad der skal fattes, men den ellers ikke a-religiøse Skyum synes ikke, at Grotrians form for transcendens, hvor form, helt bog-sta-ve-ligt bliver til indhold, så en fugelrede kan beskrives med ’O’ og B’et er gravid, er særligt sjov. ’En noget anstrengt bogstavelighed,’ mener han.
Så er Kirsten Hammanns bogstavelighed – for hun tager også sproget på ordet – mere acceptabel.
»Rå og dog elegant, vildt kompromisløs i sin analyse af kvindelighedens ambivalenser, men samtidig fuld af humor og sødme,« beskriver Skyum hendes stil. Om Baninster skriver han: »Romanen betjener sig af underfundige greb og metafiktive manøvrer, der uvægerlig må drage læseren ind som med-konstruktør af fiktions-universet. Er hovedfiguren en fri litterær konstruktion, bliver læseren det i lige så høj grad. At læse Kirsten Hammann føles derfor som at mærke en ny litteratur blive til.«
Kirsten Hammann, født 1965 i Risskov ved Århus, debuterede i Hvedekorn i 1988. Den første digtsamling hed Mellem tænderne (1992). I 1993 kom gennembrudsromanen Vera Winkelvirr og efter fire års pause, hvor hun efter eget udsagn ikke kunne slippe af med Vera igen, Bannister (1997). Siden kom børnebogen Chokoladeeskapade med tegninger af Dina Gellert (1998), i 2001 Bruger De ord i kaffen? og 2004 Fra smørhullet.
Simon Grotrian er født i 1961 og debuterede ligesom Hammann i 1984 i Hvedekorn. I 1987 kom digtsamlingen Gennem min hånd, og siden har han cirka udgivet én om året. I 2003 kom digterkollegaen Morten Søndergaards udgivelse af hans digte, Udvalgte digte. Simon Grotrian er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for samlingen Korstogets lille tabel. Det er lektor Marianne Ping Huang, digteren Peter Laugesen og litteraturredaktør Nils Gunder Hansen, der har nomieret de to danskere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her