Læsetid: 7 min.

To vilde uger i en pryglet præmieperkers liv

Den succesrige revisor og Venstremand Tariq Sundoo mener selv, at han er blevet offer for en sammensværgelse. Vrøvl, siger de bannerførende medier. Sundoo taler med to tunger og lyver om sin datters ægteskab i Pakistan
10. december 2004

Den succesrige revisor og Venstremand Tariq Sundoo mener selv, at han er blevet offer for en sammensværgelse. Vrøvl, siger de bannerførende medier. Sundoo taler
med to tunger og lyver om sin datters ægteskab i Pakistan

PORTRÆT
Folketingskandidat for Venstre. Bonkammerat med integrationsminister Bertel Haarder, næstformand for Rådet for Etnisk Ligestilling, revisor med eget firma og udsigt til en kometkarriere i dansk politik.
Sådan så virkeligheden ud for den succesrige 37-årige revisor Tariq Sundoo for to uger siden. Indtil B.T. rev tæppet væk under ham.
Torsdag den 25. november udkom avisen med følgende forsidedom: »Haarders rådgiver lyver for danskerne.« I Venstre-sammenhænge går »Haarders højre hånd« ind for 24-års-reglen, men når han taler til sine egne på urdu, siger han det modsatte, lyder avisens anklage.
I et debatprogram på den pakistanske lokalradio, Din Stemme, har Tariq Sundoo ifølge B.T. bl.a. sagt, at forældre har ret til at arrangere deres børns ægteskaber, og at han har »fuld sympati for dem, der er kommet i klemme på grund af 24-års-reglen. Jeg har også sympati for dem, der gerne vil have deres døtre på 18-19 år gift hurtigt. Jeg opfordrer alle, der er imod 24-års reglen til at stemme på mig og Sharif og Ahmed (to andre pakistanske politikere, som medvirkede i programmet, red.) Så kan vi råbe op sammen. Hvis vi står sammen, kan vi få ændret reglerne.«
Her afbryder socialdemokraten Tanvir Sharif og spørger, hvorfor Sundoo tidligere har forsvaret 24-års reglen.
»Ja. ja. Det har jeg sagt i nogle artikler. Det passer jo godt at sige til nogle og ikke til andre. I vores kultur skal unge mennesker giftes meget hurtigt. Vi går jo ind for arrangerede ægteskaber. Det er jo en menneskeret.«
Tariq Sundoo er rystet over, at de tre måneder gamle udtalelser pludselig lander i B.T. og afviser først, at det overhovedet er ham, der kommer med udtalelserne.
»Jeg er blevet misforstået. Jeg tror, det er Sharifs og Ahmeds værk at sætte mig i et dårligt lys. Der er blevet manipuleret med udtalelserne«, siger han til avisen.

Da Tariq Sundoo senere bliver interviewet til TV2 Nyhederne vedgår han i første omgang, at ordene er hans, men anden gang siger Sundoo ifølge redaktionschef Mikkel Hertz pludselig, at det ikke er ham, man hører på båndet. Og tredje gang, TV2 taler med ham, siger han, at det godt nok er hans stemme, men at båndet er sakset og klippet og manipuleret.
Bertel Haarder kvitterer med at slå fast, at han ikke har noget problem med, at Sundoo er imod 24-års-reglen. Det kan Venstre godt rumme, siger integrationsministeren til Berlingske Tidende.
»Som Venstremand behøver man ikke være enig i alle spørgsmål, men man skal have den samme mening, uanset om man taler i den ene eller den anden forsamling«, siger Haarder og bebuder, at han vil tage en samtale med Sundoo for at afklare, hvad han mener og ikke mener.
To dage senere er B.T. klar til at give Venstres indvandrerpolitiker nummer ét endnu skud for boven:
»Haarders rådgiver grænseløs dobbeltmoralsk: 17-årig datter gift i Pakistan«, råber forsiden lørdag den 27. november.
Denne gang lyder anklagen: Tariq Sundoo har sendt sin datter Ashi Sundoo til Pakistan og »fået hende gift« som 17-årig. I dag bor det unge par ifølge avisen i Malmø for at omgå den selvsamme 24-års-regel, som Sundoo hidtil har forsvaret.
Det bliver strået, der knækker kamelens ryg. Selv om både Tariq og hans datter siger, at der ikke er hold i B.T.’s historie.
Til Jyllands-Posten siger den nu 19-årige Ashi Sundoo:
»Jeg er målløs over B.T.’s beskyldninger. De beskylder min far for at have sendt mig på opdragelsesrejse og for at have tvunget mig til at gifte mig. Hvis de kendte min far, ville de vide, at det var løgn«, siger hun og bedyrer ifølge avisen, at hun er ugift og altid har været det. Tariq Sundoo trækker sig som Venstres folketingskandidat i Hvidovre og vinker dermed farvel til en ellers særdeles lovende karriere i dansk politik.
»Det er ærgerligt, at to års konstruktivt arbejde skal ende i en svinsk pressehetz. Men når først pressen begynder at køre på min familie, stopper legen. Så vil jeg ikke mere«, siger den 37-årige Frederiksberg-revisor.
»Båndet fra radiodebatten er manipuleret, så man tror, det er mig, der undsiger 24-års reglen. Men det gør jeg ikke. Jeg går ind for 24-års-reglen, men samtidig har jeg også ondt af dem, der kommer i klemme, og det gælder både danskere og indvandrere. Det var udelukkende det, jeg gav udtryk for i det radioprogram. Jeg tilbød at viderebringe kritikken af 24-års-reglen til Bertel Haarder. Min opgave som næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter er netop at videreformidle synspunkter fra indvandrermiljøet«, siger Tariq Sundoo i dag.
Det, der smerter ham mest, er imidlertid B.T.’s inddragelse af hans familie.
»En ting er at jeg selv har været stillet for en standret, men det er meget smerteligt at se sine børn hængt ud i avisen.«
»Det er helt hen i vejret at påstå, at jeg skulle have giftet min datter bort i et arrangeret ægteskab. Jeg er jo bannerfører for det stik modsatte. B.T.’s påstande om min datter er falske. Hun er ugift og bor sammen med sin mor. Hun bor ikke sammen med en eller anden mand i Malmø«.
»B.T. skriver, at min bror har bekræftet giftemålet, men sandheden er, at min bror slet ikke har snakket med B.T.!«

Kredsformand Bent Hansen hilser hans beslutning »velkommen. Den politiske pris for at fortsætte ville være for høj for ham og for partiet. Der er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt han taler med to tunger«, konkluderer Bent Hansen og sætter dermed punktum for Tariq Sundoos politiske fremtid.
Det har ikke været muligt at få Bent Hansen til at forklare, hvad Venstre egentlig har gjort for at finde ud af, om B.T.’s beskyldninger med Tariq Sundoo er rigtige.
På B.T. vil journalist Thomas Krogh ikke kommentere avisens dækning. Han henviser alle spørgsmål til chefredaktør Arne Ullum, der til gengæld gerne vil forsvare historierne om Sandoos radioudtalelser og om datterens ægteskab i Pakistan.
Avisen forhandler i øjeblikket med Ashi Sundoos advokat Carsten Bo Nielsen, der kræver et dementi af påstanden om Ashis ægteskab og omgåelse af 24-års-reglen.
»Vi står ved det, vi har skrevet om Sundoos datter«, siger Arne Ullum.
»Men der er nogle vigtige nuancer, som vi i øjeblikket drøfter med hendes advokat, hvordan vi kan offentligøre«, siger Ullum, der afviser at uddybe hvilke nuancer, der drejer sig om.
Carsten Bo Nielsen bekræfter, at sagen drøftes med B.T., men understreger, at det efter hans mening »handler det om meget mere end blot nogle nuancer.«
Ifølge Informations kilder blev Ashi Sundoo faktisk gift ved en bryllupsceremoni, da hun som 17-årig var i Pakistan i sommeren 2002, men det er tvivlsomt, om vielsen er juridisk bindende i en dansk sammenhæng og dermed gyldig i dag.
BT skal med andre ord finde en måde at sno sig ud af beskyldningerne om, at Sundoos datter »blev giftet bort« i et arrangeret ægteskab og i dag bor i Malmø »for at omgå 24-års reglen.«
Tilbage står en mistanke, som er udbredt både i pressen og i indvandrermiljøet om, at Tariq Sundoo er blevet offer for et setup.
Har politiske modstandere i det pakistanske samfund plantet en båndoptagelse af et tre måneder gammelt radioprogram hos B.T., fordi de så deres snit til at sætte en kontroversiel indvandrerpolitiker med alt for regeringsvenlige synspunkter ud af spillet?
Eller kunne det oven i købet være etsetup, iscenesat af politikere på den yderste højrefløj, som ikke bryder sig om at have en indvandrerpolitiker i magtens korridorer?
Hvis man er mindre konspiratorisk anlagt kunne sagen måske handle om, at det politiske spænd mellem at være Venstre-politiker og indvandrertalsmand er så bredt, at Tariq Sundoos bukser før eller siden måtte revne.
Eller at det snarere er et spørgsmål om, at Tariq Sundoo ikke i tilstrækkelig grad har gjort sig klart, hvor nøje, hans ord bliver vejet og derfor ikke udtrykker sig særlig præcist...
Hvor sandheden ligger begravet, ved kun de involverede selv - og muligvis en journalist på B.T.

FAKTA
Sagt i sagen
• Tariq Sundoo er endnu en på overfladen pæn og velintegreret muslim, der er blevet afsløret som en vulgær ekstremist
Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti

• Det er absolut ikke manipuleret. Det ved alle lytterne. Det blev jo sendt direkte.
Tanwir Ahmed, radikalt medlem af
Københavns Borgerrepræsentation

• Problemet er ikke, at Sundoo lod sig påvirke under radiodebatten. Problemet er, at han bagefter nægter, hvad han har sagt
Tanwir Sharif, socialdemokrat

• Sundoo er stueren ekstremist. Han lod sin datter indgå i et arrangeret ægteskab i Pakistan
Mohammed Rafiq, socialdemokrat

• Jeg er træt af, at han er så enormt dobbeltmoralsk. Jeg ved godt, at han er min egen storebror, men jeg synes bare, at alle skal vide, hvad han laver
Naeem Sundoo, Tariqs lillebror til B.T.

• B.T.’s historie er løgn og latin
Naeem Sundoo til Weekendavisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her