Læsetid: 6 min.

Et travlt år i biografen

I 2005 er der premiere på 30 nye, danske spillefilm. Hvad har vi at glæde os til?
31. december 2004

Fremtiden
I 2003 blev der produceret 24 nye, danske spillefilm, hvilket svarer godt til det mål på 20-25 film om året, som Det Danske Filminstitut har sat sig. Men på grund af et forsinket medieforlig og et deraf følgende produktionsstop er der i 2004 kun blevet produceret 17 nye spillefilm. Alligevel er der blevet solgt næsten lige så mange biografbilletter til danske film som i 2003, hvorfor det gennemsnitlige antal solgte billetter pr. dansk film er 40.000 højere i 2004 end i 2003.
Ifølge en oversigt fra Filminstituttet kommer der ikke færre end 30 nye, danske spillefilm i 2005, ca. 2,5 film om måneden, hvilket er over gennemsnittet, og det store spørgsmål er, om ikke filmene ender med at stjæle publikum fra hinanden. Det skete i 2003, hvor hele 12 film havde premiere i løbet af årets første tre måneder, hvorfor nogle af filmene klarede sig markant dårligere, end de ville have gjort, havde de været alene om at bejle til publikums gunst.
Naturligvis er de danske filmproducenter konkurrenter, men statsstøtten er så betydelig og filmbranchen så lille, at man kan tillade sig at forvente et vist mådehold og gensidig respekt fra de danske producenter.
Omvendt er det svært at være negativ, når man kigger ned over premierelisten, der rummer spændende film fra både veteraner og begyndere og i mange forskellige genrer – ikke mindst det rendyrkede drama synes at markere sig stærkt.

Thuesen og Vinterberg
Det danske filmår begynder allerede den 7. januar med Jesper W. Nielsens komediedrama Store planer, der har manuskript af Kim Fupz Aakeson og Thomas Bo Larsen i hovedrollen som småforbryderen Willy, der har store planer for sig selv og sit band, da han kommer ud af spjældet.
Den 28. januar debuterer klipperen og dokumentaristen Jacob Thuesen med dramaet Anklaget, der handler om en mand (Troels Lyby), som anklages for incest. Dear Wendy hedder Thomas Vinterbergs kommende, engelsksprogede film. Den har premiere den 4. februar, er baseret på et manuskript af Lars von Trier og handler om våbengale pacifister i en støvet, amerikansk mineby. Jamie Bell, som spillede titelrollen i dansefilmen Billy Elliot, står øverst på rollelisten, der også inkluderer Bill Pullman.
Den populære julekalender om Jesus og Josefine er blevet forvandlet til filmen Oskar og Josefine. Carsten Myllerup, der sidste år scorede sig et mindre hit med ungdomsgyseren Midsommer, har instrueret filmen, der har premiere til vinterferien. Samme dag er der premiere på komedien Solkongen, som er skrevet af Anders Thomas Jensen og byder på en romance mellem Nikolaj Lie Kaas og Birthe Neumann. Instruktøren er Tomas Villum Jensen, der lige nu kan opleves i en række fjollede Squash-reklamer og tidligere har instrueret Min søsters børn 1+2 og,
sammen med Anders Thomas Jensen, den Oscarnominerede kortfilm Ernst og lyset.

Carlsen og Jensen
Veteranen Henning Carlsen, der ikke har lavet en spillefilm siden I Wonder Who’s Kissing You Now fra 1998, vender tilbage med Springet, som handler om den 42-årige familiefar Tobias (Mikael Birkkjær), der får at vide, at han har en dødelig sygdom. Ole Christian Madsens Nordkraft, der har premiere den 4. marts, er baseret på en meget populær roman af Jakob Ejersbo og følger en række rodløse unge i det kriminelle miljø i Aalborg.
2005 er også officielt H.C. Andersen-år, og det fejres blandt andet den 11. marts med premieren på Rumle Hammerichs Unge Andersen, som skildrer den senere så berømte eventyrdigters ungdom. Af banen hedder et fodbolddrama instrueret af debutanten Martin Hagbjer, som ligeledes har premiere den 11. marts.
En uge senere er Morten Arnfred aktuel med komedien Den store dag, der handler om bryllupsarrangøren Annes problemer med kærligheden, og i april kommer Henrik Ruben Genz med melodramaet Kinamand, der skildrer de spirende følelser mellem to meget forskellige mennesker, den fraskilte, midaldrende Keld (Bjarne Henriksen) og søsteren til ejeren af den lokale kinagrill (Vivian Wu).
Den 15. april begaver Anders Thomas Jensen os med endnu en af sine skæve, sorthumoristiske film, Adams æbler, der blandt andet handler om mødet mellem en kriminel nynazist (Ulrich Thomsen) og en vanvittig præst (Mads Mikkelsen).
Den islandske instruktør Dagur Kári, der er uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede med Noi Albinoi, har lavet det dansksprogede komediedrama Voksne mennesker med Jacob Cedergren i hovedrollen som en graffitimaler, som forelsker sig i en smuk kvinde samme dag, som han ryger i fængsel. Filmen har premiere den 13. maj.
I maj er der også premiere på Jacob Grønlykkes Opbrud, der portrætterer en familie, som må tage deres liv op til revision. Det er instruktørens anden film efter den smukke Lysets hjerte, der foregik på Grønland.

Trier, August og Boe
Manderlay, der har premiere den 3. juni, er Lars von Triers med spænding imødesete opfølger til Dogville. Rollen som Grace er overtaget af Bryce Dallas Howard, og filmen foregår i tiden efter de dramatiske hændelser i Dogville. Titlens Manderlay er en plantage i Alabama, hvor Grace og hende far søger tilflugt. På rollelisten står også Willem Dafoe, Danny Glover og Isaach De Bankolé.
I juni kommer også Laurits Munch-Petersens debutfilm Ambulancen, der foregår i realtid og handler om to røvere, som begår et røveri og flygter i en ambulance, og Bille Augusts engelsksprogede thriller Return to Sender, der har Aidan Quinn og Connie Nielsen i hovedrollerne.
Ikke overraskende går der så en måned, før der er premiere på den næste danske film – de færreste distributører tør sende film ud om sommeren, der som regel er domineret af store, amerikanske eventfilm.
Den 5. august er det dog blevet tid til Nicholas Winding Refns Pusher III, der følger den tredje af hovedfigurerne fra den otte år gamle Pusher, gangsteren Milo (Zlatko Buric). I september og oktober kan vi blandt andet se frem til Jonas Elmers Nynne, der er baseret på den populære avisklumme Nynnes dagbog, og Allegro, Christoffer Boes opfølger til Reconstruction, der vandt debutantprisen i Cannes i år og er det danske bud på en Oscarkandidat ved den forestående Oscaruddeling.
Boes nye film handler om en berømt komponist, der vender tilbage til sit fødeland, Danmark, og genoplever sin fortid. Ulrich Thomsen og Henning Moritzen har hovedrollerne.

Fly, Oplev og Fredholm
Også Per Fly er tilbage med en ny film, Drabet, der afslutter hans trilogi om det klassedelte Danmark og sætter fokus på middelklassen. Jesper Christensen har hovedrollen i filmen, der er skrevet af samme hold, som skrev Arven, Mogens Rukov, Kim Leona, Dorthe Høeg og Per Fly.
Niels Arden Oplev, der har været såkaldt konceptuerende instruktør på tv-serien Ørnen, kommer med ungdomsfilmen Martin Luther King & mig, mens Åke Sandgren, der i nogle år har haft travlt med at producere film, selv instruerer en politisk thriller under Nordisk Films low budget-label, Director’s Cut. Fluerne på væggen hedder den, og premieren er sat til den 28. oktober.
Gert Fredholm, der brød mange års tavshed med den fine At klappe med én hånd, har lavet Dommeren, et drama med politiske undertoner, som har premiere den 4. november, og Jannik Johansen, der debuterede sidste år med krimidramakomedien Rembrandt, er på vej med gyseren Mørke (premiere den 18. november), der ligesom Rembrandt er skrevet sammen med Anders Thomas Jensen.
Og så er der alle de film, som endnu ikke er premieresat: Tegnefilmen Jungledyret Hugo – fræk som altid, den tredje i rækken, Anders Rønnow Klarlunds fantasyfilm Strings, Carsten Brandts Den milde smerte, Martin Schmidt og Dennis Jürgensens gyserfilm Bag det stille ydre og Ove Nyholms Ondskabens anatomi, der har stået på premierelisterne i flere år, men åbenbart er svær at få gjort færdig.
Det bliver et travlt år i biografen.

*Mere om de enkelte film under aktuelt på www.dfi.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her