Læsetid 6 min.

troen på gud kommer af indoktrinering

Religionsforskeren Tim Jensen vender sig imod de forestillinger om Gud og religion, som slægtled pånøder slægtled. Han finder frigørelse i at sammensætte sin egen tro – eller helt at droppe Gud
17. december 2004

TRO PÅ GUD? Nej tak!
»Det bliver værre og værre,« siger lektor i sammenlignende religionshistorie ved Syddansk Universitet, Tim Jensen.
– Hvad er det, der bliver værre og værre?
»Der bliver mindre og mindre interesse for kritiske videnskabelige analyser af religion.«
– Hvor?
»I politiske kredse og til dels i det samlede mediebillede. Der udvikler sig i stigende grad en respekt for religion – dog med undtagelse af visse former. Hvorimod bevidstheden om religion som et menneskeskabt fænomen – en historisk variabel – ikke er vokset, som man kunne have håbet.«
– Hvad er det for ’visse religioner’?
»En religion som islam er der liden respekt for. Også for et dagblad som Information gælder det, at journalister og redaktører – og sagtens også læsere – tror, der eksisterer religion ’som sådan’. Noget, der primært har med det eksistentielle, det etiske og det åndelige at gøre – de store livsspørgsmål. Og religion i den forstand – mener man – er noget respektabelt. Men en religion, der blander sig i politik eller videnskab, det er ikke godt.«
»Men lige præcis den opfattelse af religion er en tidsbestemt størrelse. Den kan kun opstå på det tidspunkt i europæisk åndshistorie, hvor man har udviklet en forestilling om et autonomt individ og en indre dimension som stedet for troen. Og det hænger nøje sammen med den luthersk-protestantiske opfattelse: Den ’religion’, man har respekt for, er – uden man véd det – den luthersk-protestantiske.«
»Og derfor er der liden respekt for de religioner, der overskrider de luthersk-protestantiske grænser, f.eks. new age religioner, der vil heale. Men betragtningen er ikke særligt selvkritisk og heller ikke særligt tolerant. Vi har behov for at dekonstruere den historisk bestemte dyne, der ligger over et samfund, når det drejer sig om religion.«

»At der overhovedet skulle være et skel mellem politik og religion, er en del af den protestantiske religion. Skellet tjener til at holde politik fri af religion – og religion fri af kritik. Samtidig er skellet meget opreklameret og noget af en fiktion. Herhjemme betyder det, at mange slet ikke har blik for den magt, den kristne religion udøver – også i det politiske liv.«
– Knytter ateisme sig til et bestemt gudsbillede? Sådan at man er en kristen ateist eller en islamisk ateist?
»Ateisme kan betyde mange ting. I sammenhæng med monoteistiske religioner som jødedom, kristendom og islam betyder det bl.a. ikke at tro på, at Gud/Allah findes som en selvstændig metafysisk størrelse. Her som i andre sammenhænge kan en ateist, en areligiøs eller en fritænker så være passiv eller aktiv modstander af religion i almindelighed: En, der mener, at mennesket kunne udfolde sine muligheder mere fuldt uden religion.«

»Ateister er mennesker, der – på næsten mirakuløs vis – formår at modstå traditionens, normalitetens og konformitetens pres. Ateismen synes at være næsten lige så gammel som religion, og den er mere universel end nogen religion. Ingen mennesker bliver buddhister, kristne eller muslimer af sig selv. Det forudsætter en påvirkning udefra. Men i alle kulturer og religioner kan man finde nogle, der ’står af’ religionen, uden at det skyldes påvirkning udefra.«
»Det, religionsforskere studerer, er ikke guder, men menneskers forestillinger om guder og deres brug af dem. Vi kan ikke nå tilbage til en tid, før der var religion. Et første svar på, hvorfor folk er religiøse eller tilhører en religion, er, at traditionen, kulturen, samfundet og forældrene lærer dem det. Religion er et kulturelt pålagt system.«
– Men mere end det?
»Ja, derudover har forskning inspireret af biologi, evolutionslære og kognitionsforskning givet nogle gode bud. Religion synes at ligge i generne og i hjernen som en slags reminiscens fra vores tid som jaget bytte – som én af flere medfødte måder at fatte verden på. Religiøse forestillinger kan være gode at overleve på og tænke med. Forestillinger om drager og flyvende hekse kan være egnet til at få en fortælling hæftet op i hukommelsen. Og at tillægge ikke-menneskelige ting en personlighed kan være en god forsvarsmekanisme. At kaste eller ’ofre’ sin tegnebog til en skraldebøtte, som man i mørket tager for en voldsmand, kan være smartere end at tro, at voldsmanden er en skraldebøtte. Dertil kommer nok, at mange af de overnaturlige væsener, som vi befolker verden med, og de fællesskaber, vi stifter for at dyrke dem, også skal tjene som det, der kan binde samfundet sammen i moralske fællesskaber.«
– Hvorfor findes religion i den moderne verden?
»Fordi religionen har været med os så længe, og fordi religiøse institutioner udøver en voldsom magt. Forældre bliver ved med at døbe deres børn, og religiøse fortællinger fortælles stadig. Mange mennesker er meget konforme, og på trods af en stigende individualisme vil mange gerne være bare lidt ’normale’.«
»Det er altså også svært at være 100 procent ateist og areligiøs. Selv jeg, der ellers gør mit bedste, kan sidde i en flyver og i frygt for at styrte ned begynde at tænke på en gud, der kan lytte til bønner. Nogle religiøse vil sige, at det er bevis på, at jeg er religiøs på en kristen måde, eller at Gud er til. Jeg vil sige: Nej, der er bevis på, at også jeg er blevet grundigt påvirket af kristen propaganda, og at heller ikke jeg altid tænker særligt klart.«

»Jeg går ikke ind for en aktiv krig mod religiøse mennesker. Jeg anser heller ikke dem alle for dumme. Men jeg synes, det er lidt fantasiløst og uoriginalt. Hvorfor ikke prøve noget nyt? Man kan opleve ’guddommelig’ skønhed styrke og kraft uden for de religiøse traditioner. Men bliver vi i religionernes verden, ligger der måske et håb i den anti-autoritære holdning og globaliseringen. Hvorfor ikke tage det bedste fra kristendommen og det bedste fra buddhismen og sammensætte sin egen religion?«
»Der har blandt intellektuelle og opinionsdannere de sidste 10 år været en tendens til at ligge på maven for den overleverede folkekirkekristendom. Og mange tidligere venstreorienterede er sprunget ud som skabskristne. Jeg forstår ikke, at de går fra én ideologi til en anden, fra én autoritet til en anden. Kunne de dog ikke finde på noget bedre?«
– Og når alt dette er sagt: Hvorfor tror du ikke på Gud?
»På Gud med stort G? Religion i det hele taget? Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke er religiøst opdraget. Min far kunne henfalde til sentimental barnetro udløst af social påvirkning og juleaftensstemning. Min mor var derimod meget anti-kristen-Gud. Hun syntes, det var direkte uforskammet med en Gud, der gjorde folk bange for at blive straffet. Det synspunkt har jeg også.«
– Dermed bekræfter du, at ens gudsopfattelse er knyttet til ens forældrebillede?
»Nej, ikke til forældrebilledet, men til opdragelsen. Man bliver troende, hvis man bliver indoktrineret til det.«
– Jamen, du er jo blevet indoktrineret af din mor til at være ateist?
»Ja, det har nok betydet noget med hendes holdning, men jeg tror mere, at det er et sammenfald af omstændigheder. Hele miljøet i og uden for hjemmet i 1950’erne og 60’erne: en stærk anti-autoritær holdning, en hang til at gøre, hvad jeg kan, for ikke at være helt normal. Og så naturligvis en uddannelse, der har givet mig en viden om religion, der gør det vanskeligt at tro, at én religion er sand, og at religion er andet end menneskeværk. Jeg har aldrig følt trang til at søge efter Vorherre, Jesus Kristus, Buddha eller pastor Moon, og de har aldrig nogen sinde henvendt sig til mig. Hvis jeg er religiøs, er jeg det på min egen måde, og jeg melder mig heller ikke ind i nogen ateist-forening.«

»Det passer ikke, når f.eks. biskop Jan Lindhardt siger, at rigtig og effektiv moral kræver en religiøs autoritet. Man kan godt være moralsk uden religion, og religionernes historie har i forhold til moral blod i kølvandet. Især de tre monoteistiske: Kristendom, jødedom og islam. ’Troens fader’, Abraham, og hans Gud, der påbød ham at ofre sønnen på troens alter, er – alle teologiske spidsfindigheder til trods – en umoralsk og modbydelig far og gud.« »Det er muligt, at verden ikke ville være et bedre sted uden religionerne. Men det ville altså være forfriskende at vågne op en morgen og sammen med alle de andre kunne se på verden med nye øjne – uden alt det dér overleverede religiøse gods. En del af det er noget græsseligt vrøvl, og en del er farligt.« »Hvorfor ikke benytte julen til at læse god poesi, Camus eller Beckett, bare til en afveksling? Og lad så aviserne – også til en afveksling – skrive religions- og ikke kun islamkritiske ledere i stedet for de traditionelle fromme skulderklap til den danske kristendom.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer