Læsetid: 9 min.

’Jeg tror kun på det håndgribelige’

Forfatteren Peter Adolphsen betragter religion som fabler. Videnskabeligt er der intet bevis på et styrende princip, og verden eksisterer alene, fordi muligheden for den findes, mener han
31. december 2004

Derfor tror jeg ikke på Gud
Peter Adolphsen er kun 32 år, men allerede i gang med sin fjerde bog. Hans bøger er små af omfang, men rummer en koncentreret og dybt original prosa, der har høstet fine anmeldelser, siden han i 1996 debuterede med Små historier, som blev fulgt af Små historier 2 og Brummstein, der bogstavelig talt handler om en brummende sten fra det schweiziske hulekompleks Hölloch og indirekte om hele det 20. århundredes ismer og ideologier.
I mange af de drilske og underfundige små historier optræder ingen ringere end Gud. Men det gør han kun som et sætstykke, som et navn, der er interessant og runger betydningsladet. Forfatteren forholder sig til Gud og Jesus og al tale om genopstandelse som til fabler og myter.

Katolsk skole
»Jeg tror ikke på Gud – af flere grunde. Jeg er ikke opdraget med nogen Gud. Min far er idéhistoriker og ateist, men sendte mig paradoksalt nok i katolsk skole med nonner, Fadervor og salmer hver morgen. Han ville vel have, at jeg skulle kende lidt til den verden også af kulturelle grunde, og desuden var den nærliggende folkeskole nok for stor til en splejs som mig. Men det gjorde mig nu ikke kristen. Jeg er døbt, men ikke konfirmeret. Jeg valgte selv at holde op hos præsten,« siger Peter Adolphsen.
»Jeg tror heller ikke på Gud, fordi jeg ikke har set beviser på hans eksistens. Og for nogle år siden meldte jeg mig ud af Folkekirken af samme grund.«
– Men Gud er ikke noget, der kan bevises – man skal jo netop tro?
»Ja, men så tror jeg bare ikke. Jeg tror på det håndgribelige. Med en omvendt Newton: Materiens kræfter er ikke indgivet af Gud, men er materien selv iboende. Verden er utrolig, men findes bare fordi muligheden for den findes.«

Hvem skabte så Gud?
– Der er videnskabsmænd, som tror på Gud – især astronomer og fysikere?
»Ja, det kan man let forestille sig. Det er meget let at tro på Gud, tror jeg. Det er meget trygt og meget indlysende, netop fordi man opstiller svar på spørgsmål, hvortil der ikke findes svar. Verden findes, men hvorfor ved man ikke. Det gør den vel bare, fordi den kan. Men det er lidt utilfredsstillende, så det virker sådan set logisk nok, at nogle astronomer tror på Gud.«
»Så vidt jeg kan forstå, kan de teoretisere sig næsten helt tilbage til Big Bang. Ret tæt på det sekund, hvor der var et knappenålshovede af utrolig tungt stof, der eksploderede. Men helt derhen kan de tilsyneladende ikke komme. Og hvorfor er den udgangstilstand med knappenålshovedet ikke stabil? Hvorfor eksploderede det – eller rettere blev spædet op med tomhed gennem spredning af stoffet? Mens stoffet spreder sig, organiserer det sig og danner planeter og organismer, fordi muligheden forefindes, tror jeg. Men det er for så vidt også en tro.«
»Man kan også spørge, hvem der skabte Gud? Hvis man altså tror, han findes. Eller: Er universet uendeligt? Det siger man, det ikke er. Men hvad så med tomheden? Det begynder at lugte af sofisme, nærmest.«

Frygten for døden
– Religion er vel baseret på, at der er ting, vi ikke magter at forstå?
»Ja, og utryghed ved ubesvarede spørgsmål. Vi ved ikke, hvorfor og hvordan verden overhovedet kan eksistere. Man kan kun være glad for, at den gør det, og så ellers gå ud i den, mener jeg. Jeg tror også, at al religion munder ud i spørgsmålet om, hvad der skal ske, når vi dør. Det er selvfølgelig noget, der går mennesker meget på, for vi kan jo konstatere, at vi skal dø. Og tanken om, at livet hører op, bare som man slukker for en computer – den tanke frygter vi.«
»Men jeg tror, det var Epikur, der sagde, at man ikke har grund til at frygte sin egen død. Så længe man selv er der, er ens egen død jo ikke eksisterende – og når døden eksisterer, er man der jo ikke selv til at registrere, at man er død. Og at der findes et liv efter døden, synes jeg ikke, jeg har set noget som helst, der tyder på – tværtimod. At Jesus skulle have været Guds søn og rejst sig fra graven – det er jo fabler. Men de fabler, man kalder religion, har afsat en enorm mængde kultur, som kan være nok så interessant.«
– De religiøse fabler, som du kalder dem, er måske også en måde at socialisere mennesker på – gennem etiske og moralske bud?
»Jeg vil nok mene, at kristendommen og religionerne i det hele taget sætter sig ind på terræn, som findes i forvejen. Ikke i kraft af kristendommen, men via den kanal, den udgør i vores kulturkreds. Og det med, at kristendommen gør, at vi ikke river hovedet af hinanden, passer meget godt med Voltaires påstand om, at hvis Gud ikke fandtes, var vi nødt til at opfinde ham.«
»Det kan jo være meget rigtigt. Gud eksisterer ikke, ergo har det været nødvendigt at opfinde ham, og er det stadig. Men jeg tror egentlig ikke på det, for jeg tror, at anstændig opførsel er noget før-religiøst. Det behøver man ikke en Gud til at fortælle om. Og det er da egentlig også en meget pessimistisk måde at anskue menneskene på – at hvis ikke der var et magtsystem, så ville vi alle være kriminelle.«
– Tror du, at mennesket har en indbygget etisk fordring i sin natur?
»Jeg er ikke så afklaret om, hvilken isme, jeg tilhører, men vel en eller anden aftapning af humanisme. Deri ligger, at mennesket er godt nok. Det forklarer ganske vist ikke ondskaben – men den er også svær at forklare for en kristen. For hvis verden er så ond, hvordan kan Gud så eksistere? Hvordan kan han tillade ondskaben? Det er det såkaldte teodicé-problem.«
»Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod, at folk er religiøse. De må gerne tro på Gud for min skyld. De må tro og sige, hvad de vil, bare de ikke prøver at missionere med pågående opførsel eller med vold. Og staten skal selvfølgelig være absolut sekulær, hvis du spørger mig.«

Så håbløst indsnævret
Peter Adolphsen arbejder i en lille lejlighed på Vesterbro, som han deler med sin medicinstuderende hustru og en lille søn på tre måneder. Den er præget af farverigt baby-tilbehør og proppede bogreoler. Han er vendt hjem efter en barndom, hvor han i perioder fulgte sin lektor-far fra Aalborg til både Østrig og USA, og derefter blev det til seks-syv ungdomsår i Spanien. Her skrev han sin første bog. Han tog derned, ikke bare fordi der var solskin og dejlig varmt, men også fordi han var fascineret af maurernes kultur.
»De var et fint eksempel på religiøs og kulturel tolerance. I Toledo fandtes der i det 10. århundrede en bygning, som om fredagen blev brugt til moské, om lørdagen til synagoge og om søndagen til kristen kirke. Men her i Danmark er alt så håbløst indsnævret. Man har lige diskuteret, hvad man skal stille op med de 10 kirker på Vesterbro, der skal lukkes, fordi religiøsiteten blandt etniske danskere er meget lav – heldigvis da. Og der er ikke en eneste, der har forslået, at man laver bare en af dem om til moske. Der er masser af religiøse bygninger, der står tomme, mens der er moskeer i triste baggårde her på Vesterbro.«
– Men der er en del, som kalder sig troende uden at være folkekirke-troende?
»Ja, det er rigtigt. I det religiøse supermarked, vi vader rundt i, sammenstiller folk deres personlige gudstro på baggrund af den almindelige individualisme i tiden. Folk kalder sig kristne, fordi de blander lidt homøopati med lidt sjælstro. Det er helt surrealistisk, hvad folk tror på. Men mennesket har jo en stærk trang til historier, til skønhed og ritualer, og det kan sådan set være fint nok. Måske må man derfor give Voltaire ret i, at man er nødt til at opfinde religion som en ventil eller et fortolkningsinstrument. Faren kommer, når det sættes i forbindelse med en statsmagt, som i Afghanistan under Taleban, i Saudi-Arabien og nu også i USA, hvor man er begyndt at udvise en farlig blanding af religion og politik.«

Folkekirkens korthus
– Her i Danmark har vi en forholdsvis fredelig sammenblanding af stat og kirke. Folkekirken er ikke ligefrem en aggressiv kamporganisation?
»Nej, og selvfølgelig skal den danske lutheranske kirke have lov at eksistere. Folk skal kunne gå i kirke juleaften, og når der er barnedåb, og der er også brug for samfundsorganisationer, der laver de markeringer. Man må kunne lave nogle ordninger, så det kan lade sig gøre, selv om man afskaffer det system, vi har. Folk kommer så måske til at køre lidt længere for at finde en kirke, der er i funktion, og ikke omdannet til kunstnerboliger, ungdomshus eller moské – altså bygninger, der faktisk er brug for.«
»Jeg kunne godt tænke mig, at man på sin selvangivelse kunne sætte et kryds, der angav, hvilket af de anerkendte trossamfund, man ønskede sin kirkeskat anvendt på. Men jeg er desværre bange for, at den såkaldte Folkekirke vil falde sammen som et korthus, i det øjeblik, man tager dens privilegier fra den.«
– Har du ikke selv brug for de markeringer, de ritualer, som kirken byder på?
»Jo, men de kan findes i så meget. Man kan begynde at opfinde sine egne ritualer og kulturelle markeringer. Men det er jo, som om religiøsiteten hægter sig på alle de ting, og man kan godt som dansk ateist føle sig lidt kulturfattig.«

Gud og den grønne ost
– Har du været tæt på mennesker, som religionen virkelig betød noget for?
»Ja, min mor betyder det meget for. Min morfar var præst. Min farfar var også teolog. Min mormor lever stadig, og Gud betyder meget for hende. Hun er faktisk cand.pæd. i kristendomskundskab. Men de er jo ikke aggressivt missionerende.«
»Man er også farlig, hvis man er fanatisk og missionerende ateist. Hvis man opfatter mennesker, der tror på noget, som dumme eller forvildede. Jeg siger min mening her og nu, fordi du spørger mig. Men jeg står ikke på Strøget og dasker folk i nakken med et bordtennisbat, hvis ikke de afsværger deres gudstro.«
– Ateisme defineres som afvisning af troen på en personlig Gud og et styrende princip?
»Det dækker meget godt, synes jeg. En agnostiker anser spørgsmålet om Guds eksistens for at ligge uden for erkendelsens grænser. Man kan altså ikke sige, om der er noget eller ikke er noget derude.«
»I streng leksikalsk betydning kunne jeg jo godt kalde mig agnostiker, fordi jeg siger, at jeg ikke har set beviser for, at Gud eksisterer. Men ærlig talt – hvis man ikke kan vide det, gider jeg ikke tro på muligheden af det. Så kan jeg lige så godt tro, at månen er lavet af grøn ost.«
»Vi har angiveligt været på forsiden af den, men vi har ikke været på bagsiden, så den kan stadig være lavet af ost. Det kan man lige så godt påstå, som at Gud findes. Men jeg kan regne ud ved hjælp af vor hidtidige viden og forskellig videnskab, at der er meget lidt sandsynlighed for, at månen er lavet af grøn ost, ligesom der er meget lidt sandsynlighed for, at Gud findes – rent videnskabeligt.«

SERIE
*Hvorfor tror du ikke på Gud?
Hvorfor tror du ikke på Gud? Det spørgsmål har Informations Ingeborg Brügger og David Rehling stillet en række danske ateister. Tidligere interview blev bragt den 17., 21., 24., og 27 og 30. december. Hermed slutter serien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu