Læsetid: 9 min.

Tryghed med vokseværk

Velfærdsstaten virker kun, når borgerne tror på den. Men hvorfor uddybes samfundskløfterne i et samfund, der aldrig har været rigere?
2. december 2004

Fremtidens velfærd
»Ældrebyrde!« skingrer de unge. »Hvad? Vi har betalt jeres samfund,« råber de ældre tilbage.
Noget er gået galt i den danske velfærdsstat. I sig selv virker den kun, når borgerne tror på den. Og lige nu fremtræder solidariteten mellem borgerne noget slidt.
Mest synligt måske i den traditionelle ’generationskontrakt’ mellem yngre og ældre. Den, hvor man først yder, siden nyder, i gensidig anerkendelse og respekt.
Men generationsskænderiet dækker over, at det i det hele taget gnaver mellem dem, der betaler, og dem, der modtager. De 80 procent rigeste til de 80 procent fattigste, som sociologen Henrik Dahl ironisk har påpeget.
Klaus Petersen, forsker i velfærdsstatens historie, opsummerer velfærdsstatens principielle dilemma således:
»De, der skal have, må ikke blive for grådige, og de, der skal give, må ikke være for nærige. Ellers går samfundet i stykker.«
Klaus Petersen er lektor i historie på Syddansk Universitet og har blandt andet redigeret bøgerne 13 Historier om den danske velfærdsstat og 13 Udfordringer til den danske velfærdsstat.
I den sidste bog giver en række forskere deres bud på problemer og løsninger. I sit kapitel opsummerer historikeren Henrik Jensen velfærdsstatens fremtid således:
»Enten afvikles den gennem gradvis øget brugerbetaling og privatisering, og vi vænner os til at se tilbage på den som en overgangsløsning, efter krise og verdenskrig, som kunne hjælpe nationen i gang med en moderne tilværelse med en pænt fordelt overflod. Eller også finder vi de kollektive værdier, der kan give os troen på systemet tilbage. Man kan også forestille sig visse mellemformer mellem de to.«
»Den første er vejen, vi for tiden driver ad. En liberalistisk model virker ofte harmløs i gode tider, men vender tiderne, bliver der problemer. Så står det pludselig klart, at velfærdsstaten ikke kun var et lidt tungt forsikrings- og omfordelingssystem, men et samfundssystem. Vores samfundssystem.«

Første sociale reformer
Meningen bag velfærdsstaten har altid været god. Samfundets stedbørn skulle trækkes med op i lys, velstand og sundhed. Herom enedes kristne humanister, kvindesags- og familieforkæmpere, foruden arbejderbevægelsen med dens én for alle-solidaritet.
Allerede omkring år 1900 indførte Folketinget (dengang helt domineret af borgerlige partier) en vis sikkerhed mod de fire store sociale ugunstige vilkår: alder, sygdom, forsørgers død og arbejdsløshed. Som det kun andet land i verden (efter Tyskland) indførte Danmark alderdomssikring.
Sikringerne var bestemt af lokale skøn af behov, ’nød og trang’. Men op gennem det 20. århundrede, hvor økonomien blev bedre, blev nettet som hovedregel mere fintmasket, og nye grupper blev trukket ind i systemet.
I 1920’erne og 30’erne, da Socialdemokratiet var regeringsbærende, indførte socialminister K.K. Steincke en række skelsættende socialreformer. Fremover definerede lovgivningen trang og behov konkret og i tabelform, så alder, indkomst og formueforhold automatisk gav den enkelte ret til bestemte satser. Formålet var at modvirke forskelsbehandling mellem København og små, fattige og påholdende landkommuner.
Men ideen var også at indføre en retstilstand for ydelserne. De sociale indsatser etableredes som rettigheder. Dette har på længere sigt haft den følgevirkning, at det i praksis har været umuligt at trække en én gang udstedt rettighed tilbage.
»Når flere og flere får brug for velfærdssamfundet, kan det være et problem, at det er indlejret i en rettighedstankegang, som gør det meget svært at lave om,« forklarer Klaus Petersen.

Asociale steriliseres
Historikeren, dr.phil. Lene Koch påpeger, at 1930’ernes store socialreformer synliggjorde en intern modsætning i velfærdsstaten.
»Tryghed og frihed er grundlæggende modsætninger. Trygheden har været et socialistisk projekt, men den har en pris: At man må sætte bestemte mennesker under administration, fordi de er asociale, uansvarlige og ikke ved, hvad der er godt for dem selv,« siger Lene Koch og nævner som eksempel svære misbrugere og andre, der f.eks. ikke tager vare på deres egne børn.
I sin afhandling Racehygiejne og tvangssterilisation (2000, om 1930’ernes tvangssterilisationer af åndssvage), beskriver Lene Koch netop dette dilemma med stor fairness. Koch ser sterilisationerne i sammenhæng med de samtidige socialreformer: »Man må rehabilitere de gamle eugenikere i den forstand, at sterilisationerne var et forsøg på at styre udgifterne,« siger hun.
Anden Verdenskrigs tyske besættelse af Danmark satte udviklingen i de sociale reformer på hold.

J.O. Krags store vision
Men det næste store træk – velfærdsstatens tredje fase – begyndte faktisk allerede i 1944. Da sad en knap 30-årig socialdemokratisk cand.polit. ved navn Jens Otto Krag i København og skrev på et nyt socialdemokratisk idéprogram. En vision, som skulle løfte et lille, fattigt og relativt tilbagestående landbrugsland ind i det 20. århundrede.
Krag var ikke alene. Udover fremtrædende partifæller, Erhard Jakobsen, de senere statsministre Hans Hedtoft og Viggo Kampmann samt Krags rival og drabant Per Hækkerup havde han tilknyttet en række unge økonomer, ’Palle From’-typerne fra Krøniken: Erik Ib Schmidt, Jørgen Paldam, Henning Friis (senere direktør for Socialforskningsinstituttet), der sammen med Krag er gået over i historien som velfærdsstatens chefarkitekter.
Dog vidste kun Krag, hvad alle involverede lavede, fortæller Søren Mørch i bogen 24 danske statsministre:
»Hver fik sin nøje definerede delopgave, men Krag samlede aldrig grupperne til en fælles diskussion«, skriver Mørch.
Alene gennemskrev Krag de kloge indspark til en lille bog på 86 sider i blåt omslag med rød skrift: Fremtidens Danmark. Indholdet fremlagde partileder Hans Hedtoft på Socialdemokratiets kongres i august 1945, i en tale skrevet af Krag.

Væksten blev ved og ved
Kort fortalt handlede projektet ikke kun om at dele ’samfundskagen’ mere ligeligt mellem danskerne, men om at gøre kagen større. Ingen mistede noget direkte. Alle fik mere. Kodeordene var vækst, uddannelse og social sikkerhed:
»Økonomisk vækst og fuld beskæftigelse kædes tæt sammen med social omfordeling. Det handler om at modernisere samfundet og opgradere arbejdskraften, så man får råd til at forsørge alle«, siger Klaus Petersen.
Hvad ingen havde troet muligt, blev en realitet i løbet af 1950’erne og 60’erne. Væksten blev ved, og velstanden steg til uanede højder. Kagen hævede, med bagepulver skabt af lige dele Keynes og højkonjunkturer.
I slutningen af 1950’erne begynder væksten at udmønte sig i sociale reformer. Typisk etableres rettighederne i 1950’erne og udbygges i 1960’erne, når samfundet får råd. Således kom der folkepension for kvinder over 62 og for mænd over 67 i 1957, men først med fuld virkning fra 1970.
Der var jo ingen grund til bekymring. Jo mere velfærd, jo bedre gik det.

Oliekrisen ændrer alt
I det hele taget krones visionen omkring 1970 med store velfærdsreformer:
•Arbejdsløshedsforsikringen forbedres, så den sikrer mod ’indkomstbortfald’. (Herregud, man skal jo blot holde hånden under folk et par uger).
•Bistandsloven og en ny socialreform samler i 1974 de sociale love i kommunalt regi. Der sondres ikke længere mellem selvforskyldt og uforskyldt nød, ’uværdigt’ og ’værdigt’ trængende. (Ingen skal føle offentlig hjælp som en ydmygende almisse.)
Kun én ting gik galt: Højkonjunkturen endte brat. Oliekrisen i 1973 sendte samfundet ud i turbulens.
Arbejdsløsheden røg op i 100.000’er (tilmed til den høje sats), og de sociale problemer eksploderede. Socialminister Eva Gredal bliver berømt som regeringens ’dyre dame’.
Man har udformet velfærdssamfundet. Men blot ikke regnet med, at så mange faktisk får brug for det.
’Fattigfirserne’ gør det klart, hvor svært det er for politikere at trække én gang udstedte rettigheder tilbage. I 1982 træder regeringen Anker Jørgensen tilbage i erkendelse af, at den ikke kan løse de massive økonomiske problemer, populært kaldet ’på afgrundens rand’ (formuleringen skyldes socialdemokraten Knud Heinesen).
Den konservative partileder Poul Schlüter danner ny borgerlig regering, Firkløverregeringen med V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. Denne regering finder på baggrund af afgrunden tilstrækkelig opbakning til upopulære finanspolitiske initiativer som karensdag (selvbetaling af første sygedag) og et par års fastfrysning af niveauet for dagpenge og efterløn.
Men så presses regeringen til igen at øge de offentlige udgifter:
»Da resultaterne af Schlüters genopretningspolitik viste sig, og det begyndte at gå ’ufattelig godt’, dukkede problemerne for hans regeringer op«, skriver velfærdsforsker og lektor i statskundskab ved Århus Universitet, Christoffer Green-Pedersen i 13 Udfordringer. F.eks. søgte man at ændre dagpengeretten, der dengang i praksis gav ledige dagpenge på ubestemt tid. Det mislykkedes, men forsøget gav regeringen et så blakket socialt image, at velfærdsstatsreformer blev plat umulige. Klaus Petersen uddyber: »Schlüter-regeringen kunne ikke lave noget som helst om. Den mindste ændring udløser i folks bevidsthed Klaus Albrechtsen-tegninger af den sociale massegrav.«

Hvordan får vi råd?
Til massegravsbilledet bidrog desuden fagforbundet SiD med en kampagne til 80 mio kr., der skulle vælte Schlüter-regeringen.
Reformer kom først med Nyrup-regeringen i 1993. Da havde 10 år med en borgerlig regering også ændret måden, man talte om velfærdsstaten på.
»Nu beskrives velfærdsstaten i stigende grad som et problem: ’Hvordan får vi råd til velfærd?’. Ikke som løsningen på en række problemer, som det vel var ideen,« mener Klaus Petersen, der dog også betoner, at det gør velfærdsstaten jo stadig – løser problemer, altså.
Klaus Petersen ser flere diskussioner fremover af velfærdsstatens fremtid:
•Finansieringsdiskussionen: Hvem skal betale?
•Medborgerskabsdiskussionen: Hvem er medborgere, og hvor?
•Den moralsk-etiske diskussion om rettigheder: Hvor langt rækker fællesskabet, hvis alle hele tiden kræver deres ret?

Solidariteten går fløjten
Finansieringsdiskussionen handler også om opbakning. Som Jørgen Goul Andersen formulerer det i sin artikel i 13 Udfordringer: »Hvis det solidariske princip i velfærdsstaten erstattes af større målretning til de svage, mens middelklassen i højere grad overlades til at sikre sig selv på markedet, er vi ikke længere ’i samme båd’.«
Med andre ord: Hvis de, der betaler velfærdsstaten, nemlig de 35-55-årige middelklasseborgere, ikke oplever, at den sikrer dem tilstrækkeligt, hvorfor skal de så betale over halvdelen af deres indkomst til den? De har jo råd til at sikre sig på anden vis. Alternativt flytte til udlandet.
Den næste diskussion handler om, at velfærdsstaten er bygget op om et nationalt medborgerskab, hvor man støtter dem, der ligner én selv. Medborgerskabet presses af både indvandringen og EU. Hvor mange medborgerskaber kan man føle loyalitet over for?
Endelig sætter borgerne større fokus på egne rettigheder. Mange borgere forventer særlige hensyn og service og organiserer sig i interessegrupper som patientforeninger eller ÆldreSagen.
Helt almindelige unge ønsker et godt liv, med råd til god rødvin og designermøbler, allerede mens de studerer.
Mens de ældre finder det helt naturligt at bruge deres penge til forbrug og komfort frem for at sætte til side til deres børn. Behovsudskydelse som i 1950’erne er ikke så hipt.
Men hvor mange kan forsørge hvor mange på relativt højt niveau? Vi er tæt på en realitet, hvor en tredjedel af befolkningen skal forsørge totredjedele
»Man ved ikke, hvor balancen går,« siger Klaus Petersen og tilføjer:
»Demokratisk kan den betalende tredjedel ikke gøre så meget. Men de unge kan flytte til udlandet og dermed øge presset på dem, der tjener pengene.«
Trods alle problemer vil grundlæggende elementer i det danske velfærdssystem blive bevaret, mener Klaus Petersen.
»Men hvis alle kræver hensyn til en milliard særinteresser, kan løsningen blive, at staten overlader mere til borgerne og selv holder sig til grundlæggende rettigheder som f.eks. folkepension.«
Imens tøver politikerne med at gå ind i debatten og har deponeret fremtidens velfærd lugtfrit i Velfærdskommisionen.
Som Klaus Petersen formulerer det:
»For tiden ligner det et Sorteper-spil, hvor begge fløje lurepasser og helst venter på, at de andre dummer sig.«

FAKTA
Tidstavle for velfærdsstaten
•Første fase:
1891: Aldersrenten indføres
1892: Sygesikringslov
1898: Ulykkesforsikring mod arbejdsulykker
1907: Forsikring mod arbejdsløshed
•Anden fase:
1922:Sundhedsplejerskeordning oprettes
1933: Socialreformer: En lang række sociale indsatsområder sikres som ens rettigheder
1939: Mødrehjælpen oprettes
•Tredje fase:
1957: Folkepension indføres
1958: Udelt enhedsskole indføres (syv år).
1960: Lov om social forsorg. Også meget arbejdssky og svært alkoholiserede mennesker får nu stemmeretten tilbage.
1960: SU udbygges (indført som princip i begyndelsen af 1950’erne) 1961: Revalideringslov
•Fjerde fase:
1967-68: Stærkt forbedret arbejdsløshedsforsikring mod ’indkomstbortfald’
1973: Kriser, arbejdsløshed og omstrukturering. Velstanden stiger stadig. Bare mindre eksplosionsagtigt
1974: Bistandsloven og socialreform, baseret på høj vækst og lav arbejdsløshed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Der er desværre løbet meget vand i stranden siden - og meget springer denne artikel over, som faktisk er vitalt, f.eks. konsekvenserne af umuligheden af socialreformer under den borgerlige regering i 80erne: på trods af dette svømmede landet jo pludselig i penge efter minimale indsatser imod "afgrundens rand" - så det var såmænd nok ikke så katastrofale perspektiver, der havde tårnet sig op alligevel!
I denne artikel bortses fuldstændig fra - måske fordi man ikke anede noget om det - at den snigende New Public Management-pest over godt et årti havde vendt op og ned på det offentliges position i forhold til borgerne: de var ikke længere herrer og fruer i eget hus, men mere og mere underlagt en bureaukratisk håndtering - noget, der stadig dag for dag undergraver demokratiet og velfærden.