Læsetid: 5 min.

Turbo på talenterne

Hvad angår dansk musik, blev 2004 et vitalt år, hvor alskens genrer og udtryk blomstrede side om side, mens der blev sunget på dansk til den helt store guldmedalje
24. december 2004

Året i Rock 04
Om det har været et godt år for dansk musik, spørger De? Ja, vi klager sgu ikke. For det har været et glimrende år, selv om vi ikke vil gå så langt som at kalde det stort; den dom overlader vi til historien.
Men kigger man på de næsten 50 udgivelser fra det forgangne år, der ligger og lyser på undertegnedes bord, er det umuligt ikke at glædes over spændet – fra Tys Tys til Nik & Jay, fra Lise Westzynthius til Niarn, hvabehar!? – i genrer og udtryk på samme måde som det høje kvalitetsniveau er en fortsat kilde til glæde og fornøjelse.
Dét sagt må det påpeges, at der har været langt mellem det egentlig nyskabende eller bare nytænkende, thi sådan noget som 90 procent arbejder inden for kendte skabeloner. Det er der dog intet odiøst i, for det kan gøres (og bliver gjort!) med større eller mindre opfindsomhed, originalitet og finesse.

I randområderne
Hvis vi gør holdt ved dem, der seriøst forsøger at tvinge musikken ud på nye vildspor, er det ikke til at komme uden om tentetten Efterklang, hvis forrygende Tripper ligger på grænsen mellem forsigtigt håndspillede, overvejende akustiske instrumenter og diskret, men søsyg electronica.
At gruppen måtte til udlandet (England) for at få en kontrakt til deres sfæriske, grænseafsøgende og psykedelisk tintede udtryk bekræfter blot tesen om, at profeter sjældent værdsættes i deres hjemland. Mere end noget andet studser man over det myldrende opbud af originale indfald, disse prægtige mennesker tilbyder på en plade, der seriøst lever op til sin titel.
Også på det andet album fra Tys Tys, Go Get Some, er der originalitet og vovemod på spil; anført af den velfunderede sanger og tangentbehandler Maria Laurette Friis er det musik, der dyrker det grænseløse og gerne vover et øje for at få presset nye betydninger ud af det musikalske vokabularium.
Originaliteten og kvaliteten var også uangribelig hos Jomi Massage, Signe Wille Høirup-Jørgensens soloprojekt efter årene i støjrock-ensemblet Speaker Bite Me. Med albummet Aloud lukkes den intetanende lytter ind i et på en gang varm og foruroligende kvindeunivers, der lå langt fra de sædvanligt nyssepysselige danske syngepiger, der alle til hobe har fået 13 i Flinkeskolen.
Det tætteste, vi herhjemme kommer på en ækvivalent til britiske PJ Harvey, er dette den autentiske lyd af en både strid og stridbar, men også intelligent og modig ung kvinde, der ikke kerer sig om reglerne for dannet opførsel. Havde tekstuniverset på Aloud været dansk, havde det jo været perfekt.

Dansksyngende
Hvad det er tæt på at være hos en anden tidligere Speaker Bite Me-figur, den begavede Martin Ryum, hvis Uden Garanti var det mest chancetagende dansksprogede album, der udsendtes i år.
Ryum vovede næsten livet hvad angår både tekst, musik og klang på et gudbenådet udspil, der fremviste såvel tænderskærende som lyriske aspekter af et iltert kunstnerisk temperament. I øvrigt var der grøde blandt dansksyngende kunstnere: Duoen Juncker kom godt fra start med det musikalsk lidt gammeldags, men tekstligt suveræne Snork City, en sangcyklus om noget så lidet mondænt som livet i forstæderne.
Peter Sommer fik et radiogennembrud med hittet »Valby Bakke«, og var det tilhørende Henrik Balling-producerede album På Den Anden Side noget ujævnt i det, holdt teksterne et højt niveau.
Årets spoken word-udgivelse var såmænd Danerlandet Og Alt Det Andet ved den notoriske tusindkunstner T.S. Høeg i samklang med sonikeren Troels Bech.
Var Mikael Simpsons andet album, De Ti Skud, mere helstøbt end debuten, var det også mindre charmerende. Ikke desto mindre var der masser af gode momenter på dette dopede, dub-inspirerede udspil fra en kunstner, der dog først seriøst trådte i karakter på scenen.
Årets Store Gennembrud stod kvartetten Nephew for med det forrygende mundrette USADSB, der gik lige i folk med træsko på, godt hjulpet på vej af et par gigantiske syng-med radiohits.
Skæg og fyrig var Johnny Deluxes debut-cd, der også viste sig ret hitspækket, mens indie-outfittet Sterling fik hul igennem med hittet »Lyssværd«, men hvor mange, der gik videre til det fine lille debutalbum Solo Danser Mama Sjus, står lidt og svæver. Ikke mange nok, i hvert fald.

Vittigt og velproduceret
Rigtige kvinder synger åbenbart ikke på dansk, men det gjorde R&B-baben Karen altså på det spændstigt Vagn Luv-producerede Ingen Smalle Steder, der i den grad lossede mås.
Hiphoppen hev lidt efter vejret efter de sidste års landevindinger, men Hvid Sjokolades Mon Ik’..! var både vittigt og velproduceret.
Ellers gjorde et par veteraner rigtig godt indtryk; således lavede Allan Olsen måske karrierens mest vellykkede album, det sylespidst veloplagte Gæst, mens Benny Holst oplevede et både fortjent og prægnant comeback med det lavmælte Himlen Må Vente.
Popduoen Souvenirs tog på turne med Cirkus Charlie og udsendte det stemningsmættede Cirkus, Peter Belli gik med succes unplugged på Når Timerne Bliver Små og trioen Love Shop bød verden farvel med den kogende
liveplade Copenhagen Screaming.
Endelig sang Kim Larsen veloplagt om den højtid, danskerne elsker at hade på Glemmebogen – Jul & Nytår, mens den indtagende Laura Illeborg slog pjalterne sammen med guitaristen Jens Lysdal, hvorefter parret begik årets visealbum med Hjertekamre.

Ud på de små timer
Blandt dem, der partout må udtrykke sig på engelsk, var Blue Foundations Sweep Of Days ikke til at komme udenom. Storslået, panoramisk og atmosfæremættet var det nok årets mest dragende udgivelse.
Står den på rockcroon, beviste Claus Hempler med Hempler, at hvad angår stil og klasse, har han ingen seriøse konkurrenter herhjemme – og ganske få i udlandet, for at det ikke skal være løgn.
Årets største overraskelse var Maya Albanas God Bless Education, hvor den tidligere poptøs seriøst viste rocktænder. Og i et år, hvor gammeldags meterrock satte dagsordenen, virkede The Bleeder Groups Sunrise som en knytnæve i det selvtilfredse rocketablissements ophovnede fjæs.
Helt stille og næsten smerteligt intim var Lise Westzynthius’ Rock, You Can Fly, der lagde stemme til de gennemsigtige og hudløse eksistensers verdensoplevelse; vi fandt den lige lovlig fersk, men talentfuld er hun. Så var der mere sjov og ballade at finde hos indie-gangstere som EPO-555 og Lake Placid, der udsendte hhv. Dexter Fox og Make More Friends, to eksempler på hvorledes et band får det maksimale ud af sine begrænsninger. Voldsomt underholdende. Og endelig stod Caroline Henderson med det fremragende jazzudspill Made In Europe for den bedste plade til at rense ører og sind med ud på de små timer. Et godt år, jo vist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her