Læsetid: 6 min.

Selv udhulede træstammer er blevet set med mænd i uniform

Der er stille i Kigali, mens Rwanda måske er på vej i krig – men i januar starter det retsopgør, der kan få stilheden til at eksplodere
22. december 2004

Reportage
KIGALI – »Her i Rwanda hedder det ikke at lyve. Det hedder beau parler (at tale pænt),« forklarer Geneviève Mukandezi. Vi sidder på restauranten Chez Lando i Kigali, hovedstad i Rwanda, De Tusind Bakkers Land. Mille collines er Rwandas officielle kælenavn, men i følge Geneviève kunne det lige så godt hedde De Tusind Rygters Land: »Rygterne løber fra bakke til bakke, og alle fortæller dem, men ingen tror helt på, hvad nogen siger. Hos os er det ikke velset, at man bare siger tingene som de er,« forklarer hun.
I disse dage handler rygterne i Kigali, Rwanda og hele den østafrikanske region om Kivu-provinsen, der ligger op ad den rwandiske grænse i Congo. I Uganda og Kenya, hvor vi har opholdt os den sidste måned, har aviserne dag efter dag bragt udtalelser fra unavngivne soldater om at »Rwanda nu er i krig med Congo,« og øjenvidneudsagn om rwandiske soldater på vej over grænsen til Congo. Soldaterne er set i små grupper ned til to-tre personer krydsende den store Kivu-sø i fartøjer af alle slags; selv udhulede træstammer er blevet set med mænd i uniform.
Angiveligt. Men her i Kigali er der ikke én sandhed om noget. I søndags forklarede præsident Paul Kagame sin holdning til beskyldningerne fra MONUC (FN’s operation i Congo) om de rwandiske troppers tilstedeværelse: »Hvis MONUC leverer nogle beviser, så er det sådan. Men hvis der ikke er nogen beviser, står det vi siger fast.« Det, præsidenten siger, er at der ikke er nogen rwandiske tropper i Congo. Men det har han sagt før.

Sirlighed
I 1998 sad Klås de Jonge med en kop kaffe på en hotelterrasse og nød udsigten over Kivu-søen, mens han så båd efter båd med rwandiske soldater bevæge sig over søen og over grænsen til Congo. Dagen efter kunne han læse i aviserne, at den rwandiske regering nægtede at have sendt en eneste soldat. Først to-tre måneder senere indrømmede Kagame den invasion af Congo, som blev officielt afsluttet fire år efter ved fredsaftalen i juli 2002. Her gik Rwanda gik med til at trække sine 20.000 tropper hjem, mod at Congo hjalp med at afvæbne og hjemsende de rwandiske flygtninge, heraf en gruppe af hutu-ekstremister, der har levet i Kivu-provinsen siden folkemordet i 1994. »Regeringen nægter altid,« siger Klås de Jonge, som har arbejdet i Rwanda siden 1998. »Men rwanderne har hele tiden været til stede i Kivu.«
Det sidste, Kigali ligner, er en hovedstad i krig. Hvidpudsede bygninger omkranses af bougainvillaer og sirlige blomsterbede. Her er intet af Nairobis mylder eller Kampalas trafikpropper, og en rigtig rwandisk kvinde skal i følge Geneviève »marcher comme une vache« – gå roligt og værdigt som en af de køer, der er det vigtigste dyr i dette land af kvæghyrder og agerdyrkere.
Men bagved roen findes en anden virkelighed. Vi befinder os i en totalitær stat uden opposition, hvor der ingen gadesælgere er, fordi regeringen har forbudt dem, og ingen fattige uden sko, fordi regeringen har forbudt bare fødder. Omkring os humper invalider uden arme eller ben på krykker; flere har dybe ar i hovederne, og under de symmetriske fortove ligger massegravene.
Omkring 250.000 lig lå begravet i lave massegrave under Kigalis huse, da freden blev indgået i 1994. Mange af gravene er nu blevet genåbnet og knoglerne indsamlet til det begravelsessted, der strækker sig i nydelige, ufattelige, snorlige rækker ved det nye folkemords-mindecenter på toppen af Gisozi-kvarteret på en af Kigalis talløse grønne bakker. Det er umuligt at sige, hvor mange hele menneskelig, knoglerne udgør, og hvor mange, der stadig er spredt under byen. Selv mindecenterets præcise plancher må give fortabt. Til gengæld gentager de igen og igen: Der er kun én slags rwandere. Ingen hutuer og ingen tutsier. Sådan lyder landets officielle historie i dag.
Ikke desto mindre kan ingen krise i dag forstås uden 1994. Hvis Rwanda er på vej i krig med Congo, er det på grund af flygtninge, der ikke tør komme hjem. I en region fuld af borgerkrige er en flygtning også en trussel og en landegrænse tit et halvåbent sår.

De hjemvendende
I den kontekst ligner UNHCR’s Rwanda-hovedsæde et meget lille plaster. I et slidt mødelokale bliver vi modtaget af Alfonse Ngarambe, som er protection officer for Rwandas flygtninge. I et land, hvor flygtningestrømmen bevæger sig begge veje over grænserne, forklarer Ngarambe, at FN-kontoret har to hovedopgaver: »Først og fremmest modtager vi de flygtninge, som forlod landet i 1994 og er spredt over hele Afrika. Til dato er 3.121.263 kommet tilbage, og vi anslår, at mellem 80.000 og 100.000 stadig befinder sig uden for Rwandas grænser. Derudover modtager vi selv flygtninge fra Congo og Burundi.«
I det store og hele går det godt med at få de rwandiske flygtninge hjem, siger Ngarambe. Kun i ét område har ingen noget overblik: Kivu. »Jeg kan fortælle dig, at vi foreløbig har modtaget 8.895 tilbagevendte derfra i 2004,« siger Ngarambe. »Men ingen aner, hvor mange der er, for de befinder sig i junglen. De tilbagevendte fortæller os to ting: De bliver holdt tilbage af grupper, som blokerer vejene for dem – og de har manglet viden om sikkerheden her. Typisk sender de konen fra familien først, og vi skaffer hende så udrejsepapirer, så hun kan vende tilbage og fortælle manden, at det er sikkert. Desuden bruger vi BBC og Voice of America til at sende beskeder fra familiemedlemmerne ind i junglen."
Det er disse jungleflygtninge, præsident Kagame frygter. Nogle siger, der er omkring 8.000 medlemmer af den hutu-ekstremistiske milits Interahamwe, som styrede Rwandas folkemord, i Kivus jungle, og det er formodentlig dem, som spærrer vejene for de øvrige flygtninge. Det er derimod tvivlsomt, om de udgør nogen særlig fare. »Rwandas største trussel kommer indefra, ikke udefra,« siger Klås de Jonge, som arbejder for organisationen Penal Reform International med at forberede gacacaerne: De landsbydomstole, hvor 114.000 lægdommere nu efter 10 år skal til at gå i gang med at dømme les genocidaires, folkemorderne.

Stilhed
»Gacacaerne er et enestående eksperiment, fordi de vil blive dømt af de folk, de forgreb sig på,« siger de Jonge. »Men jeg er bekymret for, hvad der vil komme til at ske til januar, hvor gacacerne udbredes til nationalt plan, og de første domme vil falde i de 10 procent af landet, hvor man er startet på forskud. Holder tallene fra de første sager stik, vil 5-600.000 mennesker komme under anklage, og 3-400.000 skal i fængsel. Hvis man medtæller alle de familiemedlemmer, der har nydt godt af rovet fra de dræbte, er det en meget stor andel i et land med en befolkning på syv millioner.«
»I sidder midt i et tavst flertal, hvis historier ikke må blive hørt. Regeringen nægter, at der kan skelnes mellem hutuer og tutsier, men i retsopgøret fortsætter de etniske kategorier ufortrødent: Selv om hundredetusinder af hutuer blev dræbt i hævnaktioner eller fordi de gjorde modstand, må de ikke få nogen gacacaer og betragtes ikke som ofre. Men de udgør 85 procent af landets befolkning, og Kagames regering repræsenterer et meget lille mindretal af eksilerede tutsier fra Uganda. På grund af folkemordets ekstremitet er tabernes – hutuernes – historie blevet helt raderet ud. Men når anklagerne begynder at komme til næste år, vil de blive bange og pressede. Kagame bruger formodentlig Kivu-flygtningene som et påskud for at blive i nærheden af Kivus mineraler og diamanter, for de er udsultede og traumatiserede, og den rwandiske hær er stærk. Men hans regime hviler på en tavshed, som er kunstig,« siger de Jonge.
»Kan du se hendes ankler?« spørger Geneviéve Mukandezi mig næste dag på hovedgaden i Kigali. »Det er tutsi-ankler. En dag i 1994 greb de min niece og sagde, at hun lignede en tutsi, fordi hun havde en stor bagdel. Men de lod hende gå, fordi hendes ankler lignede en hutus. Vi er allesammen opdraget til at skelne mellem folk på den måde. Det går ikke væk, bare fordi vi ikke må tale om det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her