Læsetid: 5 min.

De udsatte

Mordet på Theo van Gogh har vist, at ytringsfriheden har konsekvenser, mener nogle unge på handels-gymnasiet Niels Brock. Begrænsninger af det frie ord behøves ikke. Andre ærgrer sig over igen at blive sat i bås
2. december 2004

Ytringsfrihed
Har ytringsfriheden en grænse? En grænse, som den myrdede instruktør Theo van Goghs film Submission har sat til diskussion. Også på det multikulturelle københavnske handelsgymnasium Niels Brock, hvor lærere har vist filmen for deres elever og brugt den som ramme for en debat om ytringsfrihed. Andre lærere har overvejet at vise filmen, men tøvet, fordi de vurderede, at den måske alligevel var for stærk til at fungere i en pædagogisk sammenhæng.
Ti elever i alderen 16 til 24 år har sagt ja til at diskutere de spørgsmål, der har præget debatten siden mordet. To lærere har stukket hovedet inden for i et par klasser, hvor eleverne enten har set eller diskuteret filmen. Nogle elever har sagt ja, fordi de har stærke holdninger. Andre fordi de gerne vil give danskerne et nuanceret billedet af islam. Intet er repræsentativt. Som de unge selv siger, er der mange måder at fortolke islam på. Forskellige kulturer sætter deres fingeraftryk. Men som det vil vise sig, er der også forskellige måder at tolke ytringsfriheden på. Den skal ikke begrænses... men. For der er et men.
Den første i gruppen, der tager ordet er Shazim Saleem.
»Der er ytringsfrihed til en grænse. Man kan ikke tillade sig at sige alt, og man skal passe på, hvor langt man tager sin ytringsfrihed. Når man laver en film som den hollandske instruktør, Theo van Gogh, så må man tage konsekvensen,« siger han.
Shazim mener dog ikke, at der skal indføres begrænsninger i ytringsfriheden over for ekstrem og nedgørende kritik af islam, sådan som imam Abu-Laban har plæderet for. Det er der ingen i gruppen, der mener. Ligesom ingen forsvarer vold.
De nævner ikke den danske lovgivning, som noget de oplever beskytter deres religion mod nedsættende ytringer. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det er en god ide at få afprøvet ytringsfrihedens grænser i Danmark ved at muslimer anlægger sager om blasfemi ved domstolene, som bebudet af bl.a. imam Fativ Alev, svarer de fleste positivt.
»Så ved vi, at der ikke er nogen, som kan tale dårligt om os og generalisere,« siger Waleed Bashre, der ligesom Shazim har pakistansk baggrund.
»Så er der ikke nogen, der behøver at dræbe en filminstruktør. Den danske lov beskytter os. Selv om man siger, at det er bedre at tage dialogen offentligt end at lade juraen bestemme, så vil enhver person jo alligevel have sine holdninger,« siger Ahmed Sindi, irakisk kurder født i Iran.

Det er jo Somalia
De 10 elever er en blandet flok. Nogle med dansk baggrund, men de fleste med muslimsk. De muslimske unge føler sig provokeret af filmen. Det er koblingen mellem islam og kvindeundertrykkelse, der generer.
»Du kan ikke se islam gennem en somalisk piges liv, som filmen gør. Det er et u-land, andre muslimske lande i Afrika er ikke sådan,« siger Besnik Zumberi, der er født og opvokset i København, men stammer fra Albanien.
»Nej, det har ikke noget med islam at gøre. Det er kultur. Selvfølgelig må man sige, hvad man har lyst til. Men jeg synes bare ikke, man skal sige det på et forkert grundlag. Man skulle have vist andre perspektiver på islam også« supplerer Amed Sindi.
»Når man nedgør kvinder på den måde, så er det meget hårdt. I islam er kvinden noget dyrebart, vi skal værne om,« siger Besnik.
»Det kunne være hans søster eller hans mor, der knæler nøgen i filmen med Koranvers skrevet på kroppen,« bryder Shazim ind.
»Det har konsekvenser,« siger Waleed Bashre.
»Jeg vil godt have, at det ikke fremstår som om, vi alle har samme holdninger. Jeg deler ikke Waleeds holdning,« siger Amed og kigger bestemt på journalisten.
Charlotte Jarlholm siger: »Jeg har kristen baggrund og blev derfor ikke stødt af filmen på samme måde. Jeg forstår godt, at den fornærmer folk. Men med ytringsfriheden er der jo netop ingen konsekvenser.«
Senere bliver det uklart, hvad Shazim mente, da han sagde, at det havde konsekvenser at tage ytringsfriheden derud, hvor Theo van Gogh gjorde. Shazim siger nu, at det både havde konsekvenser for den hollænder med marokkansk baggrund, der myrdede van Gogh, og van Gogh selv.
Diskussionen er svær. På et tidspunkt kommer spørgsmålet op, om Theo van Goghs film har gravet grøfterne dybere mellem befolkningsgrupper, og Hitzb ut-Tahrir bliver nævnt. Flere af eleverne har venner, der er tilhængere af den yderligtgående organisation. Derfor vil de ikke diskutere bevægelsens rolle i debatten. De forklarer, at der på skolen også findes social kontrol fra unge, der opfatter sig som mere rettroende muslimer end andre.

Ser bare det ekstreme
Charlotte har svært ved at forstå, at de muslimske unge ikke kan se, at filmen ikke handler om alle muslimer:
»Theo van Gogh var jo ikke racist, men provokatør. Han havde været grov over for mange religioner.«
Det står klart, at de unge muslimer føler sig sat i bås med ekstremister inden for islam, og at de igen står tilbage med følelsen af, at uanset hvordan de opfører sig, så vil det ekstreme billede være det, danskerne ser.
»Hvis jeg rejser mig for fru Olsen i bussen, er det kun hende, der ser det. Hvis jeg sætter mig nede bagved og laver ballade, ser de alle sammen, at nu er det igen de indvandrerdrenge, der laver ballade,« siger Besnik.
»Nu generaliserer du jo om danskere,« siger Charlotte. Hun fortæller om et besøg i Saudi-Arabien, hvor hun og hendes mor ikke måtte gå ud uden mandlig ledsager, og hotellets pool kun var åben for kvinder i få timer.
»Når du kommer til et andet land, så er det en anden kultur. Den må man respektere,« siger Shazim og bliver ophidset.
»Det er da de danske piger, der ikke er frie. Går og viser deres g-streng. De er selv ude om, at de bliver voldtaget.«
Provokationen er til at tage og føle på, og de andre dysser Shazim ned. Da Shazim senere siger, at den danske lov om ytringsfrihed er ok, men at man skal respektere muslimernes religion, siger Charlotte: »Du svinede lige danske piger til.«
»Jamen, det var for at vise en pointe om forskellige kulturer,« siger Shazim.
Ahmed er ærgerlig over, at Charlotte lige fremdrager Saudi-Arabien, hvor islam praktiseres strengt.
»Der er mange måder at fortolke islam på,« siger han.
»Det er lige som, at jeg kan gå til en moske på Vesterbro og høre min imam sige en ting. Så kan jeg gå til en anden moske på Nørrebro og høre det stik modsatte. Hvad skal man så gøre,« spørger Shazim. Hans egen mening i den forbindelse har mindre betydning.: »Imamerne betyder meget for os,« siger han.
Der er ingen af de muslimske unge, der i debatten om ytringsfriheden af sig selv nævner de dødstrusler, som danske politikere med muslimsk baggrund har modtaget eller lektoren fra Carsten Niebuhr Instituttet, som blev overfaldet, fordi han havde læst op offentligt af Koranen.
De unge føler sig som de udsatte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu