Læsetid: 3 min.

Undersøgelse kan ikke bruges til noget

OECD’s sammenligning af lande i PISA-undersøgelsen er ubrugelig, og politikerne skal passe på ikke at tillægge rangordningen for stor vægt, mener to eksperter
7. december 2004

Karakter
OECD sammenligner elever fra 40 lande uden at tage hensyn til store nationale forskelle i uddannelsessystemerne, og PISA-undersøgelsens ranglister er derfor fuldstændigt ubrugelige.
Det mener Erik Jørgen Hansen, professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, og Birgitte Birkvad, leder af de danske lærerorganisationers repræsentation i Bruxelles.
»De enkelte landes systemer er vidt forskellige, og man sikrer sig ikke, at det, eleverne svarer, er sammenligneligt. Vi betaler en masse penge for en undersøgelse, som vi reelt ikke kan bruge til noget,« siger Erik Jørgen Hansen.
Han fremhæver blandt andet, at undersøgelsen ikke tager hensyn til læseplanerne i de enkelte lande. Det betyder, at lande, hvis læseplaner sigter mod det, som PISA-undersøgelsen efterspørger, har større chancer for at toppe listen.
»Det gælder blandt andet Finland, mens det ikke gælder Danmark og Tyskland,« siger Erik Jørgen Hansen.
Uddannelsespolitisk skal man derfor også være forsigtig med at drage forhastede konklusioner, mener han.
»Undersøgelsen viser kun, at de danske elever i forhold til noget, som internationale eksperter kalder matematik og læsning, ikke klarer sig så godt, men der er jo mange andre grunde til, at vi har sammensat folkeskolens formål, sådan som vi har,« siger han.

VM i læsning
Birgitte Birkvad mener heller ikke, at PISA-undersøgelsens rangordning af lande kan bruges til noget.
»Forskerne siger, at det er det samme udsnit af børn, man bruger i de forskellige lande, og at der ikke er forskel på, hvordan man udfører de her tests, men det, jeg hører, tyder på noget andet,« siger Birgitte Birkvad.
Hun snakker jævnligt med søsterorganisationer i andre lande, som har et helt andet forhold til PISA-undersøgelser. I nogle lande bliver elever sat til at træne op til undersøgelserne, blandt andet ved hjælp af eksempler på PISA-opgaver, som er tilgængelige på nettet, og i Japan er en af de højeste prioriteter for regeringen, at det japanske skolesystem ligger i top tre i undersøgelsen, fortæller hun.
»Langt de fleste danske elever ved dårligt nok, hvad det går ud på, men de japanske børn er ikke et sekund i tvivl om, at de deltager i et verdensmesterskab i læsning,« siger Birgitte Birkvad.
I andre lande bliver svage elever trukket ud af klassen, inden OECD tester eleverne, og det er med til at give et helt skævt billede af, hvordan de enkelte lande placerer sig i forhold til hinanden, mener hun.
»Danmark er blandt de lande, som har flest læsesvage elever integreret i en almindelig klasse. I andre lande har man andre måder at arrangere undervisningen for de svageste elever på, og den gruppe bliver derfor ofte slet ikke talt med,« siger Birgitte Birkvad.
Ligesom Erik Jørgen Hansen mener hun, at Danmark uddannelsespolitisk skal passe på ikke at lægge for meget vægt på, at netop Finland topper PISA-undersøgelsens rangliste.
»Der er massive forskelle på de elever, vi har i vores skoler, og når vi ser på gruppen af svage elever, skal vi nærmere sammenligne os med for eksempel Sverige, hvor de har en meget stor population af indvandrerbørn, ligesom vi har,« siger Birgitte Birkvad.

FAKTA
Pisa-undersøgelsen
Her er resultater for de 40 lande som omfattes af PISA-undersøgelsen i de tre hovedkategorier matematik, læsing og naturfag.

•Matematik:
1. Hongkong (Kina)
2. Finland
3. Sydkorea
4. Holland
5. Liechtenstein
6. Japan
7. Canada
8. Belgien
9. Macau (Kina)
10. Schweiz
11. Australien
12. New Zealand
13. Tjekkiet
14. Island
15. Danmark
16. Frankrig
17. Sverige
18. Østerrig
19. Tyskland
20. Irland

•Læsefærdighed:
1. Finland
2. Sydkorea
3. Canada
4. Australien
5. Liechtenstein
6. New Zealand
7. Irland
8. Sverige
9. Holland
10. Hongkong (Kina)
11. Belgien
12. Norge
13. Schweiz
14. Japan
15. Macau (Kina)
16. Polen
17. Frankrig
18. USA
19. Danmark
20. Island

•Naturfag:
1. Finland
2. Japan
3. Hongkong (Kina)
4. Sydkorea
5. Liechtenstein
6. Australien
7. Macau (Kina)
8. Holland
9. Tjekkiet
10. New Zealand
11. Canada
12. Schweiz
13. Frankrig
14. Belgien
15. Sverige
16. Irland
17. Ungarn
18. Tyskland
19. Polen
20. Slovakiet
21. Island
22. USA
23. Østerrig
24. Rusland
25. Letland
26. Spanien
27. Italien
28. Norge
29. Luxembourg
30. Grækenland
31. Danmark
32. Portugal
33. Uruguay

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu