Læsetid: 9 min.

Vi vælger ikke at se det, vi ser

Afrika fortsætter med at befinde sig på randen af den rigtig store katastrofe. Men kvinderne, disse tålmodige lastdyr, dragere, mødre, landbrugsarbejdere, markedssælgere, vil blive en kæmpe injektion af energi ind i kontinentet, når al deres opdæmmede kraft en dag frigøres
9. december 2004

Afrikas kvinder
MAPUTO – Samora Machel, som var det fri Mozambiques første præsident, gentog noget, der afspejlede hans dybeste overbevisning. Han sagde: »Udfaldet af Afrikas fremtid afhænger i høj grad af, hvorvidt det lykkes os at forandre kvindernes situation.«
Man kan naturligvis ikke andet end give ham ret. Også hvis det, han siger, ikke nødvendigvis kun handler om det afrikanske kontinent. Med undtagelse af ganske få lande i den vestlige verden hersker der overalt en absurd ubalance mellem mænds og kvinders rettigheder, deres pligter og muligheder for at virkeliggøre drømme og idealer i det samfund, de lever i. Via tv–billeder, egne oplevelser eller hvad andre fortæller os, er vi dagligt vidner til denne fra simple former for undertrykkelse til de mest brutale udtryk for kvindeforagt.
Det er ikke mænd, som risikerer at blive stenet for utroskab i Nigeria, det er ikke unge mænd, som sælges som sexslaver fra de nye øststater til de mere velstående stater i Vesteuropa, og det er heller ikke drenge eller unge mænd, som sættes i anden række, når det gælder skolegang i de afrikanske lande. Det er næppe nyfødte drenge, som efterlades i kinesiske rendestene.
Eksemplerne er utallige.
Sandheden om verden og vor tid kan beskrives på mange måder. Man kan tale om vores epoke som et tilfælde, hvor vi havde ressourcerne til på kort tid, næsten som et blink med tidens og historiens øje, at udrydde et stort antal massedræbende sygdomme. Vi kunne endda udrydde noget, der sædvanligvis ikke beskrives som en sygdom, men som er det for de, som rammes, nemlig analfabetismen. Hvis vi ville. Hvis vi tog den beslutning på globalt niveau.

Fravælger ressourcer
Jeg nøjes med disse eksempler. De burde række. Når jeg taler om malaria og analfabetismen, så er det for at slå fast, at ingen mennesker i dag behøver at dø af malaria. I dag er der heller ingen, der behøver at mangle læsekundskaber. Vi har midler mod malaria, vi kunne, hvis vi ville, mobilisere de penge og den logistik, som ville tilintetgøre analfabetismen og gøre det muligt for ethvert barn i det mindste at kunne læse sig til forklaringer på, hvorfor de har det så elendigt.
Men vor tid præges af en anden slags vilje, en negativ vilje, som jeg ser det. Vi har ressourcerne, men vi vælger ikke at anvende dem. Når historiens fremtidige dommere engang skal studere ’den store protokol’ over vor tid, vil konklusionerne næppe være nådige. Vi valgte ikke at se det, vi så. Vi valgte den negative viljes udtryk i stedet for den mest grundlæggende humanisme.
Vi vægrede os ved at se det, vi så med egne øjne. Selv over for os ville Galilei have appelleret forgæves til fornuften. Vi er som inkvisitorerne, han havde foran sig, dengang han skulle afsværge tanken om et helt nyt univers. Heller ikke vi vil se det, vi ser.
Naturligvis sejler der ingen skyggeagtige skibe over verdens have med ondskaben som eneste last. Der spredes intet budskab om, at den fattige, den malariasyge, analfabeten kun kan bebrejde sig selv. Så enkelt er det ikke. De, som leverer disse synspunkter, er racister, fascistoide levn, som i dag næppe udgør nogen reel trussel. Det handler højst om politiske flertal, som igen handler om de afgørende økonomiske faktorer. Er der ingen finansiel gevinst at hente ved malariaens udryddelse, vil malariaen heller ikke forsvinde. I hvert ikke så hurtigt, som det ellers havde været muligt.
Jeg er adskillige gange blevet ramt af malaria. Men jeg er ikke død af den. For mig er malariaen en farlig trussel, men den kan behandles. For mange af mine afrikanske venner har den betydet døden. For dem selv eller de så stærkt udsatte børn.
Det samme kan man sige om aids. Når det gælder malaria, aids og andre sygdomme, behøver man ikke at skelne mellem den fattige verdens kvinder og mænd. Spædbørn af begge køn dræbes i samme grad af malariaen. Men når det gælder analfabetismen, som jeg stædigt vedbliver også at betragte som en sygdom, kan man straks se forskelle mellem kønnene.

Styrer seksualiteten
Analfabetismen rammer ulige. Drenge privilegeres, de får de første som de sidste pladser på skolebænkene. Hvor ofte er jeg ikke stødt på piger i Afrika, som bittert kunne se, hvordan deres læselyst, deres begavelse blev undertrykt, og hvordan de aldrig kunne virkeliggøre deres drømme, som byggede på muligheden for at studere. I en del tilfælde har jeg set oprørske piger, som forlod deres forældre og satsede alt på at skaffe sig kundskaber. Nogle lykkedes det for, andre havnede i endnu værre situationer, blandt andet på gaden, altid som en slags udstødte.
Årsagerne til, at kvindernes pligter er så uendeligt meget større end deres rettigheder, er naturligvis komplicerede og har rødder langt tilbage i tiden. Der finder man det, man kan kalde det ’religiøse overgreb’, hvor forskellige fortolkere – næsten altid mandlige – udlægger hellige skrifter på en sådan måde, at kvindernes plads i samfundet og familien defineres som udtryk for deres frivillige underkastelse. Der findes de ’traditionelle overgreb’, hvor det hævdes, at det patriarkalske system altid har været gældende, at sådan skal det forblive selv i fremtiden.
I sidste ende handler dette naturligvis om at kontrollere kvindens seksualitet. Hvis manden mister grebet om kvindens seksualitet, taber han sit stærkeste våben til at undertrykke hende.
Det er ikke let at tale om disse ting. Men i Maputo, hvor jeg har boet i mange år, er det lykkedes mig at føre en del samtaler med sorte veninder om emnet. En af dem var Marta.
Jeg husker en gang, da Marta talte om sin mors forældre. Det var, som om hun beskrev en anden verden. Hun besøgte dem af og til, og en dag, da vi mødtes og drak kaffe, sagde hun:
»Jeg ser kvinderne og mændene i byen. Jeg ser, hvordan kvinderne arbejder i marken, hvor de producerer mad. Mens mange af mændene – ved Gud ikke alle – sidder i skyggen af byens store træ og producerer noget andet. Gæt hvad!«
Jeg forsøgte, men kunne ikke gennemskue hendes tanke.
– Jeg kan ikke.
»De producerer gode forbindelser med deres mandlige venner.«
– Det lyder uretfærdigt. Jeg synes, jeg ser mændene i dette land arbejde hårdt, hver dag, slid og slæb.
»Naturligvis overdriver jeg. Men der ligger mere end et gran af sandhed i det, jeg siger.«

Vi taler med de forkerte
Marta havde bestemt ret. På samme måde som Samora Machel havde ret. Det er umuligt at forestille sig, hvordan det afrikanske kontinent skal kunne komme fri af fattigdomsfælden, hvis ikke kvindernes situation forandres. I det billede, Marta tegnede, findes også de grundlæggende komponenter: produktionen, pligten, retten. Den store ubalance handler netop om dette: Kvinderne, som i kraft af deres pligter har ansvaret for store dele af madproduktionen, er næsten helt uden rettigheder, samtidigt med at det oftest er dem, som skal holde sammen på familien. Rettighederne er hos mændene, ikke mindst i de politiske og økonomiske institutioner, som udgør fundamentet for et samfund.
Jeg husker en historie, som en kvindelig journalist, Regina, fortalte mig for nogle år siden. Hun kom oprindeligt fra Tanzania, men havde længe boet i Mozambique. Hun havde hørt om et projekt, som finansieredes af europæiske bistandsorganisationer og Verdensbanken. Projektet handlede om at give mennesker i udsatte områder adgang til rent drikkevand.
Inden der blev gravet brønde, blev der foretaget en undersøgelse. Et antal europæere kom ned til de berørte områder og talte med de mennesker, som skulle have adgang til brøndene. De samlede mennesker i byerne og stillede dem en række spørgsmål. Svarene, de fik, var forskellige. Mændene anbefalede teknisk komplicerede løsninger, blandt andet avancerede pumper, som ville kræve regelmæssig vedligeholdelse. Kvinderne, derimod, sagde, at en jernkæde, et håndsving og en spand var den bedste løsning. Gik det i stykker, kunne man reparere det selv.
Så gik det selvfølgelig, som det gik. Man byggede brønde med de tekniske løsninger, som mændene havde anbefalet. Pumperne gik snart i stykker, mange af brøndene brød sammen. Havde man valgt kvindernes simple løsning, var dette ikke sket.
Regina sagde, at hun ind i mellem spekulerede på, om det var en moderne vandrehistorie, eller om det, hun havde hørt, var sandt.
»Egentlig spiller det ingen rolle,« sagde hun.
»Historien kunne have været sand. De, som kommer til vores del af verden for at hjælpe, vælger ofte at tale med de helt forkerte personer. Hvordan kan man overhovedet rette spørgsmål om at hente vand til andre end kvinder? I det mindste må de være de første og de sidste, man spørger.«
Marta og Regina. To kvinder som er bevidste om situationen og i det mindste har uddannelse. Men alle de kvinder, som dagen igennem står bøjet over jorden med deres hakker, som forsøger at holde sammen på deres familier, er endnu langt borte fra Martas og Reginas virkelighed. Man kan forundres over deres kolossale styrke.
For nogle år siden oplevede jeg en hændelse uden for Maputo, som stadig vender tilbage i min erindring. En kvinde skulle bære en stor cementsæk på sit hoved. Det krævede to mand at løfte sækken op. Bagefter gik kvinden derfra. Jeg spurgte mændene, hvor meget sækken vejede. Vi kom frem til, at det var en 50 kilo-sæk.
»Vores kvinder er stærke,« sagde en af mændene.
At hun, der bar sækken, få år efter ville blive ramt af svære rygskader, tænkte han naturligvis ikke på.

Intet er for sent
Jeg har ikke ret til at moralisere over dette. Jeg kan blot spekulere på, hvornår det går op for manden, der lastede sækken på kvindens hoved, hvilken pris kvinden betaler.
Naturligvis er det sådan, at forandringen af kvindens situation også handler om at forandre mandens situation. Og intet af dette vil ske, hvis ikke den økonomiske virkelighed forandres. Man kan ikke forandre hverken kvindernes eller mændenes situation, så længe afgrunden mellem de fattige og de rige fortsat øges.
Sådan kan det naturligvis siges. Det beror helt og holdent på, hvorfra statistikken kommer, og hvad dens forudsætninger er. Oftest er det nok at konstatere, at statistikken bygger på forældede demografiske data; eftersom folkemængden stadig øges i de fattige lande bliver enhver statistik, som ikke altid tager hensyn til denne forandring, en forløjet statistik.
For mig handler det mest om Galileis svar til inkvisitionens funktionærer: »Jeg beder jo blot om, at I skal tro jeres egne øjne. Intet andet. Bare tro jeres egne egne øjne.«
Jeg ser det, jeg ser. Samtalen med Marta og Regina kan bekræfte det, jeg ser. Jeg kan ikke få øje på, at kvinder i almindelighed får det bedre i et land som Mozambique. Ikke det store flertal? Jeg kan ikke se, at meget er forandret for dem.
Deres ansvar er det samme i dag som i går. Deres rettigheder, deres muligheder for at få indflydelse har ikke nået afgørende nye niveauer. Derfor er Samora Machels påstande, som jeg citerer i begyndelsen af denne tekst, fortsat levende, eftersom intet er forandret endnu. Det afrikanske kontinent fortsætter med at befinde sig på randen af den rigtig store katastrofe.
Galileis udfordring til dem, som ville skræmme ham til underkastelse, har samme gyldighed i dag som for 400-500 år siden: »Jeg beder blot om, at I tror Jeres egne øjne.«
Det er det, jeg gør. Jeg tror mine egne øjne. Kvinderne kommer fortsat ranke ud i solen tidligt om morgenen, på vej til markederne, på vej til deres kornmarker. De bærer samme tunge byrde på hovedet som tidligere. De bærer også de usynlige byrder inde i deres hoveder – spørgsmålene om hvorfor deres indflydelse er så ringe.
Jeg kan ikke forstå, hvordan det skal være muligt for alvor at forandre den afrikanske virkelighed uden at gøre en radikal indsats for netop kvindernes situation.
Samtidig må det siges: Den kraft, som disse kvinder udstråler, er ofte ubegribelig. Disse tålmodige lastdyr, dragere, mødre, landbrugsarbejdere, markedssælgere; alt det, de er, vil komme til at udgøre en kæmpemæssig injektion af energi ind i det afrikanske kontinent, når al denne opdæmmede kraft en dag frigøres.
Ikke alt er håbløst. Rettere sagt: Ingenting er håbløst.
Til denne store forandring behøves vores støtte, vores solidaritet. Som begynder med, at vi faktisk tror vores egne øjne.
Og tænker, at endnu er intet for sent.

*Henning Mankell er svensk forfatter bosat i Maputo

*Artiklen er trykt med tilladelse fra Leonhardt og Høier

*Oversat fra svensk af Henrik Rundqvist

*Teksten er en let forkortet version af den tekst, der står i det nye nummer af Lettre Internationale nr. 6, der udkommer om kort tid

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her