Analyse
Er uddannelsesområdet blevet styrket under VK? Hvordan går det med landets svageste? Er finanspolitikken holdbar i fremtiden? Vælter danske familier sig i forbrugsfest, eller er skattelettelserne spist op af dyrere busbilletter og børnepasning?
De seneste måneder har budt på stribevis af slagsmål om nationens sande tilstand, og selv om der intet nyt er i, at regering og opposition bevæbnet med hvert sit sæt af eksperter og talopgørelser slås om at redigere virkeligheden, har slagsmålene under VK-regeringen fået en ekstra dimension og intensitet. Det kan primært tilskrives to forhold: Det ene er, at Venstres adoptering af socialdemokratiske mærkesager inden for miljø, forskning, uddannelse, omsorg for de svageste og andre velfærdsdagsordener indebærer, at spørgsmål om, hvor mange penge de to partier hver især allerede har sat af eller er villige til at ofre, kommer til at spille en væsentlig rolle i valgkampen.
Det andet er, at regeringen med helhjertet opbakning fra Dansk Folkeparti og sit erklærede mål om at bekæmpe smagsdommere og ekspertvældet har anlagt en konsekvent afvisningsstrategi. Når forskere, økonomer, socialchefer, retseksperter eller andre fagfolk retter kritik af lovgivningen, er svaret som oftest i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mund, at der »intet er at komme efter«, at regeringen er »helt uenig« eller, som finansminister Thor Pedersen (V) ynder at understrege, at såvel opposition som økonomer har misforstået finanspolitikken.
På Christiansborg erkender flere af de politiske redaktioner, at det er vanskeligt at trænge igennem retorikken og formidle, om en af parterne har mere ret end den anden.
»Vi har ikke ressourcerne«, »det er umuligt at gennemskue«, »for kompliceret til at trænge til bunds«, »sandheden findes ikke« og »vi er blevet for lamme«, lyder nogle af udsagnene fra fire journalistiske ledere af Christiansborg-redaktionerne, som Dagbladenes Bureau har talt med.
»Vi er nået til det stadie, hvor vi ikke længere er i stand til at give læserne et ordentligt grundlag at tage stilling på,« som lederen af en af de største avisredaktioner udtrykker det.
To ud af de fire redaktionsledere tør end ikke give et forsigtigt bud på, om landets svageste altså typisk familier på kontanthjælp har fået det økonomisk bedre eller dårligere under den nuværende regering.
»Jeg aner det ikke«, som en af de journalistiske ledere svarer.
Den ene, der vover sig ud i et svar, er usikker på sin egen konklusion om, at der ikke var sket forandringer for gruppen af samfundets svageste.
Den anden har med egne ord en »ikke-underbygget« fornemmelse af, at de dårligst stillede har fået det værre.
Frit slag for vinklen
Politisk redaktør Anders Krab-Johansen, Dagbladet Børsen, forklarer, at de økonomiske marginaler inden for langt de fleste politikområder er skrumpet ind, så der er frit slag for valg af politisk og journalistisk vinkel.
»Over hele linjen er marginalerne blevet så små, at du kan lave lige den historie, du vil. Fuldstændig,« siger han.
Som regel står og falder spørgsmålet om ressourceopgørelser med, om man tæller 2002 med det år, hvor SR-regeringens sidste beslutninger slog igennem og de usikre budgetår for 2005. Det er blandt andet baggrunden for polemikken om, hvorvidt VK kan tillade sig at prale med, at der blevet 14.000 ekstra ansatte i den offentlige sektor, når stigningen hovedsagligt er sket i 2002.
Andre journalister oplever, at politikerne bevidst spekulerer i, at pressen ikke har tiden til eller er i stand til at efterprøve påstande af økonomisk art. Derfor munder de fleste artikler ud i påstand-mod-påstand-sager, og det er overladt til læserne at afgøre, hvem der fremstår mest troværdig.
To sager i den forløbne uge illustrerer, at talkrige og verbale slagsmål dominerer den politiske dagsorden i en grad, der giver en saglig debat dårlige vilkår: Da vismændene i tirsdags præsenterede deres rapport var Thor Pedersens første melding til pressen, at han med tilfredshed kunne notere, at »vismændene bakker regeringens finanspolitik op«. Fire timer senere var det imidlertid gået op for finansministeren, at vismændene var stærkt kritiske over for både dele af skattestoppet og over for holdbarheden af finanspolitikken. Så blev en ny pressemeddelelse med følgende ordlyd sendt ud:
»Vismændene konkluderer, at der blandt fagøkonomer er enighed om, at finanspolitikken ikke er holdbar. Analyser og vurderinger præsenteret af f.eks. Finansministeriet, Velfærdskommissionen, AErådet og Det Økonomiske Råd viser, at den nuværende finanspolitik er uholdbar«.
Og Finansministeriet svarede i pressemeddelelsen igen ved at slå fast, at: »Afsnittet er en ukorrekt gengivelse af regeringens finanspolitik og er udtryk for Formandskabets egen fortolkning. Finansministeriets analyser viser, at finanspolitikken er holdbar med de forventninger og forudsætninger, som regeringen har opstillet i planen til 2010, og som regeringen har sat sig for at nå«.
S: skattestop er synder
Socialdemokraterne havde også sine problemer i den forløbne uge med at tegne et
bestemt billede af samfundsudviklingen. Under en debat i folketingssalen forsøgte Pernille Blach Hansen (S) at skabe et billede af, at »massive prisstigninger« på voksen- og efteruddannelse, dyrere busbilletter og børnepasning kunne tilskrives regeringens skattestop. En sammenhæng, som Thor Pedersen pure afviste. Det står da også klart, at de halvanden milliard kroner, som skattestoppet årligt koster, betyder færre indtægter i statskassen. Men rammerne for økonomien i amter og kommuner er ikke påvirket af skattestoppet.
At regeringen benytter enhver lejlighed til at hindre at få et image som en nedskæringsregering opleves på en række felter. Da regeringen tog 160 millioner kroner fra den årlige regulering af børnechecken, som fremover kun skal inflationssikres, afviste skatteminister Kristian Jensen (V) at tale om besparelser: Det er udtryk for »et prioriteret løft«, lød det i oktober fra ministeren. Også Bertel Haarder (V) måtte finde på svar, da han som udviklingsminister for nyligt skulle forsvare sig imod anklager om fuptal i udviklingsbistanden. I finansloven for 2005 fremhæver regeringen, at indsatsen for at forbedre miljøet i ulandene »styrkes med yderligere 800 millioner kroner«. På et samråd måtte Haarder dog erkende, at pengene tages fra andre projekter.
Hvad indsatsen for de svageste i Danmark angår, har regeringen sit eget råd, der skal rådgive regeringen om udviklingen. Rådet for Socialt Udsatte konkluderede for nyligt, at forholdene for de svageste økonomisk set er blevet dårligere under VK-regeringen.
»Hvis man laver en liste med plusser og minusser, så er minusserne efter rådets vurdering desværre større end plusserne,« som socialoverlæge Preben Brandt, der er formand for rådet, udtrykte det.
Konklusionen blev dog straks fejet væk af regeringen, der med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) slog fast, at der ikke generelt er skåret i de sociale ydelser.
»Der er kun reguleret, så det kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at tage et arbejde,« sagde ministeren.
Som en af sine første gerninger efter valgsejren ændrede VK-regeringen vilkårene for par på langvarig kontanthjælp. Parrene har blandt andet fået skåret hver 500 kroner af den månedlige kontanthjælp og fået sat loft over den økonomiske støtte til huslejen.
