Læsetid: 4 min.

Verbal psykologisk terror i Berlin

Corinna Harfouch og Ulrich Matthes kan denne vinter opleves i Edward Albees ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’ på Deutsches Theater. En forestilling, det er værd at rejse langt for at se. De to skuespillere vil fra marts også kunne ses i de danske biografer som Magda og Joseph Goebbels i filmen ’Der Untergang’, der handler om krigens sidste dage i Hitlers Førerbunker
29. december 2004

Teater
Amerikaneren Edward Albees stykke Hvem er bange for Virginia Woolf? fra 1962 er et stykke, som man ved en opsætning meget let forfalder til at overlæsse. Overlæsse i scenografien med bøger og tæpper for at skabe en stemning af lektorhjem ved et amerikansk college. Og overlæsse med en tung og vulgær naturalistisk spillestil, som på ingen måde klæder stykket.
Instruktøren Jürgen Gosch har gjort det modsatte og skrællet stykket for alt andet end det absolut mest essentielle: Fire fremragende skuespillere, hvoraf Corinna Harfouch og Ulrich Matthes som ægteparret Martha og George er i verdensklasse. På scenen står et minimalistisk bord med stålben og lys træplade, og på bordet står fire flasker spiritus og nogle glas. Fire plastikstole er stablet i et hjørne. At det drejer sig om et rum, er markeret med nogle stramt udspændte hvide snore, en form for kubisk boksering. Kampen kan begynde.
Edward Albee, der er født i 1928. indledte sin karriere med stykket The Zoo Story, som ingen ville sætte op i New York, og som derfor havde sin anmelderroste urpremiere i netop Berlin i 1959. Tre år senere bragede han for alvor igennem med det største ægteskabsdrama siden Strindberg, Hvem er bange for Virginia Woolf? Albees stykker har som regel et realistisk udgangspunkt, men lige under overfladen lurer noget surreelt og absurd. Hos historielektoren George og hans kone Martha er det deres søn, som de taler og taler om, men som viser sig at være opspind og ikke andet end en skakbrik i deres indædte psykologiske terrorisering af hinanden. Selv er Albee ofte citeret for at sige om sine egne stykker, at de er »et angreb på den måde, hvorpå det kunstige erstatter de virkelige værdier i vores samfund, en fordømmelse af selvtilfredshed, ondskab, kastrering og tomhed«.

Desperat og elegant
George er den kultiverede akademiker, som aldrig har drevet det så vidt, som han gerne ville, og hans kone Martha er datter af universitetets rektor. De hader hinanden og kan ikke undvære hinanden, og gennem årene har de udviklet en form for gensidig verbal tortur i andres påsyn. Så det unge par Nick og Honey, der netop er ankommet til universitetet som lærerpar, bliver inviteret hjem til sjusser sent om natten efter et velkomstparty hos Marthas far.
Corinna Harfouchs Martha er ekstremt tiltrækkende. Ikke på den ydre Elizabeth Taylor-vampede måde, som man husker fra Mike Nichols’ film, men på sin egen på én gang lidenskabelige og iskolde facon. Når man netop har set hende i rollen som Martha Goebbels, der brændte inderligt for nationalsocialismen, så meget at hun uden at blinke slog sin seks børn ihjel, så de ikke skulle vokse op i en verden uden Føreren, kan man ikke lade være med at sammenligne. Også i Albees stykke kombinerer hun kølighed og lidenskab. En nærmest isnende fremtoning og mimik kombineret med lidenskab og raseri i de ætsende og uhyggeligt morsomme replikker. For morsomt er stykket også, og når det så gøres så stramt, som det her er gjort i scenografi og spillestil, får replikkerne for alvor lov at leve.
Ulrich Matthes gør også sit for at vække universitetslektoren til live. Her er ikke noget piberygende fuldskæg med hængerøv, men en spændstig mand i jeans, hvid skorte, rodet hår og en intellektuel brille. En mand, der siger de frygteligste ting på den mest uskyldige måde. Som f.eks. da han over for alle tilstedeværende causerer over Honeys indbildte graviditet. Hvis blikke kunne dræbe bliver til alt andet end en kliché, når man ser Ulrich Matthes i rollen som George. En rolle, som han tilføjer både nerve og farlighed.
Ægteparret balancerer på kanten af afgrunden, og sjældent er denne skæbnesvangre balancegang set mere desperat og elegant udført. De to unge, Katharina Schmalenberg og Alexander Khuon, spiller glimrende som Honey og Nick, men de spiller. Corinna Harfouch og Ulrich Matthes har fundet helt ind til kernen af Martha og George og lader dem stå lyslevende og dog allerede halvvejs døde i deres krampagtige magtkamp på scenen.

En moderne klassiker
At Albee eventuelt havde et par tyske skuespillere i tankerne, da han skrev stykket, er ikke utænkeligt. Under alle omstændigheder var det længe på tale, at Hvem er bange for Virginia Woolf? skulle have urpremiere i Berlin, hvilket det ikke fik. Men Berlin spiller en væsentlig rolle i stykket. Efter en længere brandtale for udforskningen af historiens mangfoldighed og mod naturvidenskabens fremmarch siger George, at han ikke vil opgive Berlin. En by, som da stykket blev skrevet i 1961/62, var blevet delt af Muren. Den handling står som udtryk for den selvtilfredshed, ondskab, kastrering og tomhed, som Albee vil åbne vore øjne for.
Men hvordan kan dette stykke få en anmelder, der først blev født 10 år efter dets tilblivelse og for hvem Den Kolde Krig sluttede inden studentereksamen, helt ud på kanten af stolen? Hvem er bange for Virginia Woolf? er en moderne klassiker. Stykket går, som Albee siger, ind og angriber den måde, hvorpå de kunstige værdier erstatter de virkelige værdier i vores samfund. To mennesker, som jo i virkeligheden har både humor, begavelse, penge og whisky i overflod, hvorfor er de så ulykkelige? Svaret ligger i os selv, i vores egne ægteskaber, bristede ambitioner, barnløshed og manglende evne til at se hinanden direkte ind i ansigterne som mennesker. I vores trods overflod lede ved civilisationen. En lede, som ikke har ændret sig i de 40 mellemliggende år.

*Wer hat Angst vor Virginia Woolf? af Edward Albee. Instruktion: Jürgen Gosch, scenografi og kostumer: Johannes Schütz, medvirkende: Corinna Harfouch, Ulrich Matthes, Katharina Schmalenberg, Alexander Khuon. Spiller På Deutsches Theater, Schumannstrasse, Berlin ind i foråret. De næste forestillinger finder sted 1.-2., 17., og 29.-30. januar. Oplysninger på www.deutsches theater.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her