Læsetid: 10 min.

Verden har glemt Bhopals ofre

Men de efterladte glemmer aldrig natten til den 3. december 1984, da giftgas lækkede fra Union Carbides pesticidfabrik i den indiske delstat Madhya Pradesh – historiens værste industriulykke til dato
3. december 2004

20 ÅR EFTER
BHOPAL – Kontrolrummet på Union Carbide-fabrikken i Bhopal ligner et sceneri fra en af de science fiction film, hvor civilisationen er gået under. Over alt på gulvet ligger komøg. Edderkopper har spundet deres net hen over de ødelagte kontrolpaneler. Udenfor har ørne bygget rede på det oplyste tårn. På et snavset skilt på væggen står inskriptionen. »Sikkerhed er alles ansvar«. Fnugagtige asbeststykker blæser i vinden.
Natten mellem 2. og 3. december 1984 indtraf historiens værste industriulykke på dette sted. Stærkt giftig metyl-isocyanat-gas (MIC) sivede ud fra Union Carbides pesticidfabrik og lagde sig over byen Bhopal midt om natten. I de følgende tre dage døde tusindvis af mennesker. Delstatsregeringen i Madhya Pradesh skønner, at 2.000 mennesker omkom. Aktivistgrupper siger, at antallet af døde snarere ligger på 8.000. Ifølge den Internationale Bevægelse for Retfærdighed i Bhopal døde yderligere 12.000 mennesker i de følgende år af de langtidsvirkninger, de led under ved at være blevet udsat for gassen. Over 150.000 mennesker er kronisk syge. I alt blev en halv million udsat for gassen.
I 1989 indgik den indiske regering en aftale med Union Carbide. Forventningerne var, at selskabet ville komme til at betale tre milliarder dollar i kompensation, men det lykkedes kun for den indiske regering at forhandle sig frem til 47 millioner dollar. I de 15 år der er gået, er kun halvdelen af disse penge blevet udbetalt til ofrene. Ofrene modtog 25.000 rupees hver (3.000 kr.). Slægtninge til dødsofre modtog 100.000 rupees hver (12.000 kr.).
Der er aldrig blevet ryddet op på stedet. Kæmpe dynger af brunt, kemisk kloakslam ligger stadig inde i bygningen og udsender gasdampe, der er så giftige og gennemtrængende, at det næsten er umuligt at ånde derinde. En undersøgelse foretaget for nylig konstaterede, at affaldet inde i anlægget har forgiftet de grundvandsforsyninger, der bliver brugt som drikkevand af den tidligere fabriks naboer. Union Carbide blev sammenlagt med Dow Chemicals, som påstår at de ikke er ansvarlige for Bhopal-området, fordi de har solgt deres aktier i det indiske datterselskab.

Ødelagte liv
Hushna Bano, 36 år og et af katastrofens ofre, fortæller:
»Jeg var 16 år, gift og havde to små børn, da ulykken skete. jeg boede tæt på Union Carbide-fabrikken i Barkheri, som på det tidspunkt var en skurby. Vi havde ikke et rigtigt hus, kun en slags skur. Den nat blev jeg vækket, fordi jeg begyndte at hoste, pludselig kom al gassen ind i huset. Alle begyndte at hoste. Mine øjne brændte. Folk troede, at nogle havde brændt chilipulver af, fordi man føler samme form for irritation ved chilipulver.«
»Da jeg kom ud af huset, så jeg en masse mennesker, der løb i panik. Alle sagde: ’Skynd dig væk!’ Jeg løb i retning af Det Nye Bhopal-område, fordi gaslugten føltes mindre koncentreret der. Lige siden den dag har jeg haft problemer med mine lunger. For fem år siden blev jeg indlagt på hospitalet med en fem kilo stor svulst i min mave. Lægerne fjernede den.«
»Min mand Khan Bahadur døde fire måneder efter tragedien i 1985. Han fik problemer fra den dag af. Til sidst blev han indlagt på et regeringshospital, men han døde. Han var lastbilschauffør.«
»Union Carbide ødelagde vores liv fuldstændigt. Det var deres skyld, min mand døde. De ødelagde alle indbyggernes liv. Jeg er sur på regeringen. De skulle have sørget for en eller form for hjælp, men de tænkte aldrig på os. 20 år efter ulykken har vi stadig kun fået udbetalt halvdelen af den kompensation, som Union Carbide betalte regeringen.«
»Nogle gange tænker jeg på, om det var meningen, at jeg skulle komme til at lide så meget. Jeg føler mig så afmægtig i mit raseri over USA. Hvilken betydning vil det have om Warren Anderson (Union Carbides chef, da katastrofen skete, red.) bliver straffet? Det vil ikke give mig min mand tilbage. Så hvad skal det gøre godt for?«

Uudholdelig smerte
48-årige Rashida Bee er offer og aktivist. Hun var en af dem som blev tildelt Goldmans miljøpris i 2004.
»Vi var slet ikke klar over, hvad Union Carbide producerede. Det var en helt almindelig nat. Vi sov. Min nevø var den første, som vågnede. Så snart vi kom ud af huset, så vi en masse mennesker, som løb og råbte ’Lad os komme væk herfra – ellers dør vi!’ Mine øjne brændte. Alle løb og kastede op. Det ville have været bedre, hvis jeg var død dengang, for smerten var slet ikke til at holde ud. Jeg kunne ikke åbne mine øjne. Da jeg endelig åbnede dem, så jeg døde mennesker overalt på gaden, og folk gik hen over dem. Der var folk, som skreg til Gud om at slå dem ihjel, fordi smerten var så uudholdelig. De sked og urinerede i deres tøj, fordi de ikke kunne kontrollere det.«

Sikkerhedsbrist
»Seks fra min familie døde inden for de næste tre-fire år. Hjernesvulster, underlivskræft, brystkræft. Min far, min mor, min svigerinde, min niece. En af mine nevøer, en søn til den svigerinde som døde, mistede synet. Det var synet af så mange døde familiemedlemmer, som gav mig energien til at kæmpe imod multinationale selskaber som Union Carbide. De sidste 20 har der ikke været en dag, hvor jeg ikke har været nødt til at tage smertestillende piller.«
»Warren Anderson burde udleveres til Indien. Og han skulle spærres inde i en mørk celle uden lys og aldrig få lov til at se nogen fra sin familie igen. Første da tror jeg, vil det gå op for ham, hvor meget familien betyder.«
»Da vi for nylig tog til USA for at modtage prisen, blev jeg overrasket. Jeg havde forventet at se et meget rigt land, men der er megen fattigdom derovre.«
T. R. Chohan, en tidligere værkfører på Union Carbide-fabrikken, skrev en bog om katastrofen: »Jeg fik arbejde som praktikant i Union Carbide i 1975 og blev ansat som driftsoperatør i 1977. Mine venner og kolleger sagde alle sammen, at jeg var heldig at få chancen for at komme til at arbejde for et multinationalt selskab. Men der var store problemer med sikkerhed og arbejdsforhold længe, før katastrofen skete. Vi arbejdede i et forurenet arbejdsmiljø. Arbejdsprocessen var halvvejs automatiseret, men ledelsen havde ændret på den på flere punkter. F.eks. var det meningen, at nogle af kemikalierne skulle knuses af en maskine, men lige fra starten havde systemet ikke virket ordentligt. I stedet havde man ansat arbejdere til at knuse kemikalierne manuelt, hvilket var fuldstændig uansvarligt.«
»Fabrikken havde ansatte, som bar vadsække fyldt med nafta, som er ekstremt giftigt, og skadeligt for nyrerne. De ville bare have fabrikken til at køre, uanset om sikkerheden var forsvarlig eller ej. Vi klagede over forureningen på fabrikken. De påstod, at der ikke var problemer, men det var simpelthen løgn.«
»I 1982 blev jeg overført til et job som værkfører for MIC-produktionsanlægget. Det var meningen, at jeg skulle have seks måneders oplæring i sikkerhed, men allerede efter 15 dages oplæring bad de mig om at overtage ledelsen af anlæggets driftssystemer. Det takkede jeg nej til, hvorefter de truede med at fyre mig. Til sidst blev vi enige om en måneds oplæring.«
»Det vigtigste sikkerhedsinstrument på fabrikken var temperaturmåleralarmen, der kunne have advaret om katastrofen, men som ikke virkede på grund af en konstruktionsfejl. Den gik i stykker efter bare to uger og kom aldrig til at virke igen. I den oprindelige konstruktion skulle der have været et nødsystem, men det blev aldrig installeret.«
»Der var installeret en sirene, der skulle advare befolkningen om udslip, men fire måneder før katastrofen ændrede de det til en tavs sirene, fordi der var så mange udslip fra fabrikken, og de ønskede ikke, at folk gik i panik.«
»Jeg var ikke på arbejde, da katastrofen skete – jeg havde fri den dag. Men jeg har indsamlet informationer, om hvad der skete den dag fra mine kolleger, som var øjenvidner. Bl.a. fandt vi ud af, at der var blevet forbundet et lufttilførselskabel til en opbevaringsbeholder for at spule systemet. Der kom vand ind i beholder 610, som indeholdt MIC. Vandet indoptog katalytisk materiale fra systemet, og det resulterede i en stærk eksotermisk (varmeudviklende, red.) reaktion, som tvang gas ud i atmosfæren. Jeg fik fat i en intern Union Carbide-rapport, hvori der stod, at reaktionsproduktet havde været brintcyanid – noget som virksomheden siden prøvede at benægte, selv om det udtrykkeligt stod i vores manualer, at MIC kan omdannes til hydrogencyanid. Jeg samlede øjenvidnerne, og sammen gik vi til politiets efterforskere. Jeg tog desuden prøver fra MIC-beholderen og overgav dem til efterforskerne, som jeg også hjalp med tekniske informationer og skaffede dokumenter. I 1985 lukkede fabrikken, og jeg blev ansat som inspektør af industriministeriet. Jobbet er ikke særlig godt betalt, men jeg ønskede at blive i Bhopal.«
Shahid Noor, 28 år, offer og aktivist, mistede sine forældre – de var begge blandt de første dødsofre for katastrofen. I 1994 gik han i sultestrejke i protest mod, at delstaten har svigtet sine løfter om at skaffe job til forældreløse ofre.

Sultestrejke
»Efter fire dage kom politiet og fjernede de telte, hvor vi sad,« fortæller han. »I to dage mere blev vi siddende i det fri. Som kom politiet og førte os med magt til hospitalet, hvor de tvang os til at få glukosedrop. En repræsentant fra delstatsregeringen sagde, at de desværre ikke kunne finde job til os, men at de gerne ville låne os penge. Det afslog vi.«
Mindet om rædselsnatten for 20 år siden står stadig frisk de overlevendes erindring.
»Min far blev meget syg, og vi skyndte os at få ham på hospitalet,« husker Shahid Noor. »Da vi nåede frem, hørte jeg, at min mor, der allerede var indlagt, lige var død. Det var den 3. december 1984 – natten efter katastrofen. Min bror var også død, men det fortalte min onkel os ikke på det tidspunkt. Han ventede flere dage, før han viste mig hans grav. Senere hørte jeg, at min bror var den første, der døde.«

Gratis behandling
Sathinath Sarangi, aktivist, er leder af Sambhavna-klinikken, der yder gratis behandling til ofrene.
»Jeg boede ikke i Bophal, da katastrofen skete, men i en by 150 km sydpå, hvor jeg var ved at tage en Ph.d i ingeniørvidenskab. Om aftenen den 3. december hørte jeg, at der havde været en ulykke på en kemisk fabrik, men der blev ikke oplyst yderligere detaljer. De angav antallet af døde som færre end 100. Men jeg følte, at jeg burde tage derop og se, hvad der kunne gøres. Så kom jeg til Bhopal, og jeg har været her siden. Min Ph.d fik jeg aldrig færdiggjort. Da jeg sted ud af toget på Bhopal banegård, hjalp jeg med at gøre det, som alle andre på stedet gjorde – give øjendråber til gasofrene. Der var talrige mennesker, der var panikslagne. Jeg mødte mange andre frivillige, som var kommet for at tilbyde deres hjælp, men der var ingen tegn på nogen hjælpeindsats fra delstatsregeringens side.«
»Folk kom fra hele Indien, fra Calcutta, Bombay – ja, så langt væk som fra Kerala. Men ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre. Mange havde taget en masse frugt med, men ingen af ofrene ville spise noget. På afstand kunne vi se flammehavet, der steg op fra massekremeringerne. Selv tre dage efter blev det ved med at brænde.«
»Alle vi frivillige, der var kommet til Bhopal, fik efterhånden engageret de lokale til at starte aktivistgrupper og kræve, at fabriksområdet blevet ryddet op, og at der blev gjort mere for ofrene. Der var et fantastisk sammenhold mellem os og mellem byens borgere, og politiet brugte hårdhændede metoder for at bryde det. De var meget voldelige og anholdt flere af os for opdigtede sigtelser. På et tidspunkt blev nogle af os arresteret og anklaget for at konspirere om at myrde medlemmer af delstatsregeringen. Det var rent nonsens. Men de fleste aktivister forlod Bhopal som følge af politiets kampagne.«
»I dag fortsætter vi stadig vores arbejde her på Sambhavna-klinikken. Behandling er gratis for alle ofre. Vi er stort set udelukkende finansieret ved midler fra internationale velgørende organisationer – især britiske. Vi tilbyder en kombination af vestlig medicin og traditionel indisk ayurvedisk medicin.«
»Sidste år var jeg til jubilæumsfest sammen med alle fyrene fra min afgangsklasse fra ingeniørakademiet. Mange af dem er nu velhavende ledere af store virksomheder, men de sagde til mig, at jeg kunne være stolt og ikke skulle fortryde det arbejde, jeg har påtaget mig.«
Trods indsatsen fra frivillige og engagerede og veltalende aktivister har verden i dag glemt Bhopals ofre. De hyldes jævnligt for deres mod og viljestyrke, og mange af dem fremhæves i højstemte vendinger som stærke tredjeverdenskvinder, der kræver retfærdighed af de multinationale selskaber. Men deres krav ignoreres. Intet sker for at imødekomme dem.
Union Carbide har ladt dem i stikken – det samme har Indiens regering og lokalpolitikerne i Madhya Pradesh. USA har nægtet at udlevere Warren Anderson til retsforfølgelse i Indien, og Dow Chemicals har fralagt sig ansvaret. De kan sove roligt om natten. Det kan Bhopals ofre ikke.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her