Læsetid: 3 min.

140 danskere streget på liste over savnede

Politiet valgte at offentliggøre en liste med 268 savnede danskere fra flodbølgekatastrofen. Antallet faldt dramatisk på fire timer
3. januar 2005

Savnede danskere
Søndag, en uge efter at jordskælvet i Det Indiske Ocean sendte alt ødelæggende flodbølger af sted mod sydøstasiatiske kyster, var dagen, hvor i hvert faldt tallet for savnede danskere faldt. Det samlede antal omkomne som følge af flodbølgekatastrofen forsatte med at stige.
Rigspolitiet offentliggjorde søndag formiddag en liste med navnene på 268 ud af de 387 savnede danskere efter flodbølgekatastofen. 119 af de savnede er ikke med på listen, fordi politiet savner oplysninger. For nogle var det første gang, de fandt ud af, at bekendte eller venner muligvis var omkommet i den frygtelige katastrofe, hvis de klikkede sig ind på politiets liste over fuldt ud identificerede på nettet, der rummede navne på hele familier – nogle med små børn, børn på helt ned til to år – og en del ældre mennesker.
Knap tre timer efter var 50 personer imidlertid slettet fra listen, fordi man havde fået vished om, at de var i live. Og efter fire timer havde politiet i alt strøget 140 navne, som de havde fundet ud af var i live, ved at de selv eller pårørende havde givet besked. Klokken 14.50 blev en revideret liste sendt ud. Listen var skrumpet fra 268 til 128 personer i løbet af knap fire timer.
Tidligt søndag aften faldt tallet til 91 savnede. Resten var taget af, efter at de selv eller pårørende selv havde henvendt sig med oplysninger.
Sigfred Albertsen fra Stubbekøbing fortæller bl.a. til TV 2/Nyhederne, at han meldte sig, efter at bekendte havde gjort ham opmærksom på, at hans navn figurerede øverst på politiets liste. Sigfred Albertsen er hjemme og i god behold.
Samtidig var der kommet enkelte henvendelser, som havde ført til nye navne på listen, der opdateres to gange i døgnet.

Identificeringsarbejde
De danske myndigheder havde taget det usædvanlige skridt, og offentliggjort navn, alder og hjemby på de savnede danskere, fordi politiet stadig mangler vigtige oplysninger om omkring 119 savnedes identitet. Målet er, at få danskere, der savner pårørende, som ikke er på den offentliggjorte liste, til at henvende sig til deres lokale politistation med oplysninger om eventuelt savnede personer.
Oplysningerne er vigtige både for de pårørende og for de DVI-teams (Disaster Victim Identififation), som i øjeblikket arbejder med at identificere omkomne i katastrofeområdet, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Ifølge dansk lov skal der gå 10 år før en savnet kan erklæres død, medmindre pågældende sidst er observeret i en stærkt livstruende situation.
De fleste danskere er fortsat savnet i Thailand. Også tallet for Sri Lanka kunne nedskrives med en enkelt, så der nu savnes 19 danskere her. En dansker er med sikkerhed omkommet i Sri Lanka.
Tallet for Indien og Maldiverne er fortsat 23 savnede. Og der savnes også stadigt fire danskere, som formentlig opholdt sig i Indonesien på tidspunktet for jordskælvet. Foreløbig er godt 1.300 danskere vendt hjem. Syv er omkommet.
Flere danskere end hidtil antaget af myndighederne er indlagt på forskellige hospitaler i Thailand efter flodbølgekatastrofen. Lørdag kunne Akut Medicinsk Koordineringscenter melde om fire danskere, som fortsat var indlagt på thailandske hospitaler.
»Men vi har nu fået oplysninger fra forsikringsselskaber, som rejser rundt på hospitalerne der ude. Oplysningerne viser, at der fortsat er 10 indlagte danskere der,« siger Susanne Wammen, som er chef for den gruppe, der koordinerer hjælpen til de hjemvendte, til Ritzau.
Op mod 14 danskere er indlagt på danske hospitaler, efter at de er kommet hjem fra Thailand. Senest kom en ung mand søndag morgen hjem. Den unge mand, der var tæt på at drukne under katastrofen, lå i første omgang i respirator. Men ifølge Susanne Wammen er hans tilstand nu så forbedret, at han ikke længere behøver hjælp til at trække vejret.
Den præcise tilstand for de danskere som fortsat er indlagt på hospitalerne i Thailand kendes ikke i detaljer. Det ligger dog fast, at flere af dem er så alvorligt kvæstede, at de først på et senere tidspunkt kan klare hjemtransporten til Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her