Læsetid: 2 min.

Akrobatisk magi for løbebåndsafhoppere

Ingimarsson-banden spænder fra dødskramper for workaholics til fiskestangsromantik i en himmelbue af satirisk-poetisk stumfilmsballet
31. januar 2005

Teater
»Uret tikker, hjertet banker, hele verden fra forstanden,« sang Steffen Brandt for længe siden. Siden er det kun blevet værre; en forsker udtalte for nyligt, at hele den industrialiserede verden lever på et enormt søvnunderskud. Flere og flere pc-narkomaner brænder ud som 30-årige og i Japan finder unge sammen i selvmordsgrupper, når presset bliver for stort. I denne ende af verden går en lille strøm den modsatte vej; de tager børnene under armen, skifter job og flytter på landet.
Til de første har perfor-mancekomikkens skarptseende super nova, den multitalentbelæssede Kristján Ingimarsson koreograferet en suite, der ligesom sfinxen nedkoger menneskelivet til en dag og på forsøgsplanet: til et kvarter. Gale videnskabsmænd og NASA står bag denne ultimative menneskelige afpresning – selv om slaveriet efter sigende for længst er ophævet – og publikum inviteres til som sekundanter at overvære den spændende forsøgsafvikling/sportspræstation, pacet og kommenteret af en enøjet resultatfikseret forsøgsleder.
Slutningstableauet, som i en halvbelyst surreel dimension forener Buster Keaton med Storm P., er hengivent dedikeret til de sidste; de der har sagt løbebåndet farvel og taget en gammel sweater på. En lirekasseapoteose, som enhver pc-slave burde have som screen-saver.
De mellemliggende hæsblæsende fem kvarter i Ingimarssons centrifuge er en tour de force, der kan få pulsen op og eftertænksomheden aktiveret. Mens hovedmanden og hans imponerende velmatchende medspillere Christina Rittig Falkberg og Kasper Ravnhøj ræser deres atletiske amokløb gennem en moderne papfamilies surrogatløsninger på alt mellem morgentoilette og aftensex, isprængt vidunderlige øjeblikke af magisk kontor-atletik og sørgmuntre elskovsforsøg, drysser koreografien med hips og hints til en tilværelsesform, som – komprimeret på Ingimarssonsk – fremstår som den rene, rablende galimatias. Orwell overhalet på præstationsplanet, og vi er alle klovner – om ikke på Ingimarssons virtuose niveau – hvis ikke vi hiver i bremsen.
Forestillingens svage led er forsøgslederen Seimi Nørregaards speak, både som tekst og spilleren selv. Den gør lysten til at stige på i begyndelsen lidt lunken, men så snart satiren kommer op i fart, suges man ind og med. En hjernehalvdel halser med den vand- og lodrette scenemarathon op-og-ned og ud-og-ind, den anden beundrer og langtidslagrer detaljerigdommen, gennemarbejdningen, musikaliteten, beherskelsen, overskuddet.
Som sædvanligt en umistelig Ingimarsson-gave, den rene musiske forkælelse uden at lade hovedet i stikken. Den mand har internationalt potentiale, grib ham, mens han er her.

*Blow job. Manus & instr.: Kristján Ingimarsson. Tekstforfatter: Seimi Nørregaard. Scen.: Kristian Knudsen. Neander Teater i Turbinehallerne til 19.feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her