Læsetid: 3 min.

Alkymi fra Tirana til Elverhøj

Alskens etnisk musik er en kilde til forfriskende krydsninger i jazzen. Fire danske bastarder bringer os i berøring med bl.a. træskodans, Kuhlau, italiensk og østeuropæisk folkemusik
11. januar 2005

Nye cd’er
Der er stadig konservative musikkræfter i USA, der vil fastholde jazzen som en genuin amerikansk musikform. Det er den reelt ikke længere – ikke efter en gang i 1960’erne, hvor jazzens globalisering for alvor tog fart. Jazz var fra spæd en bastardmusik, hvor bl.a. blues, ragtime, afrikansk vekselsang, marchmusik og spirituals var ingredienser i gryden, da den nye musikform boblede frem i starten af 1900-tallet i det amerikanske Syden. Det bliver næsten banalt at fremhæve, at kulturer ikke er statiske, men hele tiden flytter sig i stadige udvekslinger med nært og fjernt.
Den stærkeste og mest vitale udviklingstendens i jazzen i nyere tid er mødet med diverse etniske musikkulturer – det være sig fra Nord- Syd- og Østeuropa, Sydamerika, Mellemamerika, Mellemøsten og det afrikanske kontinent. Vi kalder det bl.a. world jazz, world fusion og etnojazz med hærdebrede betegnelser, der dækker over et væld af møder med lokale og nationale musiktraditioner. Fire danske jazznyheder viser, hvor forskellig og interessant musik, der kan skabes i dette krydsfelt.

Spillemænd og jazz
Violinisten og folkemusikeren Harald Haugaard (hørt med gruppen Sorten Muld) har med jazztrommeslageren Anders Mogensen udgivet en bemærkelsesværdig kvartet-cd, Spirits, der veloplagt kombinerer gammel dansk folke- og spillemandsmusik med jazzens åbne rytmiske energi og improvisatoriske leg. Det er langt fra første gang, at folkemusiktraditionen herhjemme benyttes i en jazzkontekst. Men hvor bl.a. Niels-Henning Ørsted Pedersen og Ole Koch Hansen har fortolket den kendte visesangskat, griber Haugaard & Mogensen bagud til mere sjælden fiol- og almuemusik, der i flere tilfælde går tilbage til middelalderen, hentet fra nodebøger af bl.a. J. C. Svabo, Reventlow og Mads Nielsen i 1700-tallet.
Mogensens usvigelige energi bag trommesættet fornægter sig ikke, og med så fremragende partnere som bassisten Jonas Westergaard og den svenske el-guitarist Krister Jonsson er der dømt strengeleg med Haugaard for alle rigsdalerne med lige dele tidselkrasse forløb og mosbløde melodiske afsnit. Træskodansens ekstatiske livsglæde og folketonens arkaiske vemod trives side om side, ind imellem tilsat en hed spand rock’n’roll, slide-blues eller æterisk drømmende jazzstemninger. Resultatet er en pragtfuld, vildtvoksende pladeudgivelse.

Jazz på Elverhøj
Dansk nationalkarakter (hvis man overhovedet kan tale om en sådan) er også til stede på klavertrioen Refleks udgivelse, Elverhøj. Som titlen bekender, er det intet mindre end Heibergs og Kuhlaus populære syngedrama fra 1828, der fortolkes af Mads Grove Hansen (klaver), Jesper Uno Kofoed (trommer) og Morten Lundsby (bas).
Ideen er slet ikke så bizar, som man skulle tro. For Kuhlau, som i øvrigt kom fra Tyskland, hentede bl.a. sin inspiration i gamle nordiske folkeviser. Alt er omarrangeret til en overraskende velfungerende, lyrisk sval og elegant triomusik, der i karakter minder om bl.a. Keith Jarretts, Bobo Stensons og Lars Janssons klavertrioer. Elverhøj bliver næppe noget nyt nationalt hit, men pladen er en kunstnerisk forsvarlig satsning, der uden at sætte dybe spor afgjort er værd at lægge ører til.

Italiensk alkymi
Den italienske pianist, Paolo Russo, der har en klassisk musikuddannelse med hjemmefra, men bor i København, hvor han er uddannet på ’Rytmekons’, har allerede gjort sig bemærket bl.a. i gruppe med Bo Stief (bas), som også medvirker på Russos overbevisende pladedebut, Alchemy, sammen med Kristoffer Rosing-Schow (saxofoner), italienerne Andrea Marcelli (slagtøj), Fabrizio Mandolini (saxofoner) og finske Jarkko Hakala (trompet).
Russos italienske baggrund farver musikken, der byder på et varieret konglomerat af jazz, tango, slavisk og italiensk folkemusik.
Russo er en begavet komponist og en lovende udøver på bandoneónen. Musikken emmer af blomstrende liv, rugende stemninger og melodisk tæft lige fra »Radio Tirana«’s heftige energi til en luftig ballade som »Silent Snow«.

Jazz på jiddisch
Endnu en indvandrerhistorie, endda i dobbelt forstand. Skæve taktarter, slaviske danse, skalaer og sange fra klezmertraditionen og anden østeuropæisk folklore er grundlaget for den amerikanske saxofonist Marc Bernsteins glimrende udspil,
Kibrick, der er skabt med et særlig personligt motiv. Bernsteins bedstefar indvandrede med sin russisk-jødiske familie til USA i 1917, hvor han skiftede slægtsnavnet Kibrick ud med Bernstein.
En menneskealder senere, i 1996, ankom barnebarnet Marc efter 15 år på jazzscenen i New York til Danmark, hvor han siden har været aktiv. På Kibrick udfoldes de særlige slaviske traditionsspor, Bernstein har i blodbanerne. Det gøres i inspireret sammenspil med Jacob Anderskov (Fender Rhodes), Nils Davidsen (bas) og Stefan Pasborg (trommer).
Her er sprød sound og spraglede, åbne grooves, der lader musikerne udtrykke sig både ekspressivt og poetisk. En plade med sit eget særpræg.

Harald Haugaard & Anders Mogensen: Spirits (Go’)

Refleks: Elverhøj (Focus Production)

Paolo Russo: Alchemy (Splasc(h) Records )

Marc Bernstein 4: Kibrick (Music Mecca)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu